mandag den 27. december 2010

December i Seattle

Foer jeg fik set mig om, passerede julen 2010!


Julen kom til Seattle fredag d. 26. november, hvor jeg modtog alletiders pakkekalender fra min dejlige familie paa min fars side. Det var den mest fantastiske overraskelse jeg nogensinde har faaet - det kom fuldstaendig bag paa mig, og jeg kunne intet andet goere end at saette mig ned og begynde at hyle! Det var meget overvaeldende for mig og bestemt noget jeg vil vaere min familie evigt taknemmelige for! Denne pakkekalender har hjulpet mig ud af de mest utrolige ting denne maaned - men mere om det senere.



Loerdag d. 27. november lavede jeg og pigerne risengroed til drillenissen. Samme eftermiddag var vi i theateret (paa 5th avenue), hvor vi saa musicalen "A Christmas Story". Det var bestemt en flot musical og ganske sikkert ogsaa en soed fortaelling - dog forstod jeg ikke saerlig meget af, hvad der foregik. De sang en masse sange, hvis tekst jeg ikke fik fat i, og naar de saa endelig snakkede foregik det i et tempo, der laa langt over mit niveau! Jeff sagde til mig i pausen, at jeg ikke skulle vaere ked af det, hvis intet jeg forstod - selv han havde haft svaert ved at faa fat i alle replikkerne, saa jeg maa uden tvivl have set meget opgivende ud! Helen virkede bestemt ikke specielt godt underholdt, og efter 10 minutters pause valgte hende og Jeff, at en kop kakao paa Starbucks ville vaere et godt alternativ fra den sidste halvdel af stykket. Pigerne var helt knuste, da vi trak afsted med dem, og jeg forstaar stadig ikke helt, hvorfor vi ikke blev og saa musicalen faerdig - om ikke andet saa for pigernes skyld! Jeg passede samme aften pigerne. Vi hyggede os vaeldigt med pizza og film i legevaerelset. Det er saa itrolig nemt at passe dem i weekenden, og jeg nyder det bestemt, selvom det betyder, at jeg skal blive hjemme paa en loerdag aften. Da pigerne var kommet i seng kom Sophia forbi, og vi saa Harry Potter sammen. Vi havde nemlig planlagt at vores soendag aften skulle bestaa af en tur paa "Spaghetti Factory" og videre ind og se Harry Potter 7, saa det passede fint lige at faa fortaellingen opridset.

Tirsdag d. 30. november lavede pigerne og jeg deres foerste juledekoration. Pigerne og jeg havde fredagen efter Thanskgiving (d. 26. november) vaeret en tur nede paa planteskolen, hvor vi havde set julemandens rensdyr og fundet alle de noedvaendige ting. Baby Helen og jeg havde plukket en masse forskelligt groent fra haven, og det endte da saamaend ogsaa med at blive en super flot dekoration. Mindre heldigt var det, at Phoebe skabte sig helt utrolig meget, da vi stod og skulle til at rydde op, saa jeg puttede hende ind paa sit vaerelse og Helen tog en alvorssnak med alle pigerne, der tog saa lang tid, at jeg kom for sent til min collegeklasse samme aften.


I weekenden efter (d. 4.-5. december) var vi alle ude at faelde juletrae om loerdagen. En af Jeff's kollegaer driver aabenbart en "juletraesfarm" ved siden af sit arbejde, som ligger ca. en times koersel nord for Seattle. Vejret var helt utrolig flot, og ganske perfekt til en tur i skoven, saa vi begav os alle afsted i et vaeldigt humoer. Stedet var rigtig hyggeligt - noget af et familieforetagende med en bedstemor klaedt ud som gammel julekone, konen der solgte hjemmelavet fugde og datteren der spillede julesange paa klaveret i den nedlagte lade, der i anledning af forestaaende hoejtid var omdannet til en julestue. Vi travede rundt i et godt stykke tid, foer vi endelig fandt et trae, vi alle synes om. Det var hoejt og tyndt, men trods alt bedre end det lille, tykke som vi ogsaa havde overvejet. Jeff havde saven med, saa det blev faeldet paa helt rigtig vis. :) Vi gik herefter ind i julestuen og fik lidt soedt til ganen, og selvom aebleskiverne var byttet ud med fugde og gloeggen udskiftet med varm applecider var det alletiders formiddag, og saa naaede vi endvidere hjem, saa jeg lige akkurat kunne naa med tyskerne til juleindkoeb i downtown. Helen, Jeff og pigerne pyntede juletraet samme aften, og lagde de foerste gaver under.
Soendag d. 5. december var vi alle i balletten, hvor vi saa "Noeddeknaekkeren". Det er uden tvivl den flotteste ballet, jeg nogensinde har set (dog ogsaa den eneste!) Det var vaeldigt elegant og meget yndefuldt at se paa. Kullisserne, kostumerne, lys og lyd var helt utroligt, og gav den naesten 3 timers lange forestilling et frisk pift. Jeg var "kun" ved at falde i soevn en gang, men det fik et kanonslag fra rottekongen hurtigt sat en stoppe for! Gud, hvor blev jeg dog forskraekket. :)

Mandag d. 6. december meldte Marilyn sin ankomst. Marilyn er Jeffs mor, og hun kom for at hjaelpe mig med at passe pigerne, imens Helen og Jeff var nogle dage i San Fransisco. Hun er det mest uorganiserede menneske, jeg nogensinde har moedt, saa fordelingen i disse dage var ganske enkel - hun tog sig af pigerne, og jeg stod for alle de praktiske ting saasom at smoere madpakker og faa pigerne i skole. Hun er bestemt ganske flink, og vil gerne, at jeg foeler mig rigtig godt tilpas. Hun er endvidere vaeldig interesseret i min familie og den danske kultur, saa jeg viste utallige billeder og fortalte idylliske historier om opvaeksten paa den lille farm i Jylland!! :) Foerst da hun begyndte at snakke om hjemmestrikkede, roede sweaters og traesko, indsaa jeg, at jeg nok havde fyldt lige rigeligt paa mine beretninger. :)
Den foerste aften Marilyn var her, kom Sofie forbi med is og "Gossip girl". Marilyn saa straks sit snit og foer vi fik set os om, sad hun sammen med os foran fjernsynet. Hun bliver ved med at snakke om, at vi skal komme ned og besoege hende (hun bor syd for Portland naermere betegnet in-the-middle-of-nowhere!!), og da Sofie paa venlig vis lovede, at vi nok skulle slaa et smut forbi til foraaret, saa hun blot paa os og sagde "Jeg regner da bestemt med at se jer mere end en gang i foraaret!" Resten af dagene hun var her, soergede jeg for at lave en masse aftaler, saa jeg hver aften havde en god undskyldning for at smutte inden aftensmaden, og aldrig har jeg vaeret saa flittig i fitnesscenteret, saa det var uden tvivl med stor gensynsglaede, at jeg igen tog imod Helen og Jeff.


I weekenden d. 11. - 12. december var jeg om loerdagen inviteret over til en af vores naboer, hvor kvinden (Marianne) er af dansk afstamning. Hende og hendes mand, Michael, havde inviteret familie og bekendte til dansk julehygge. Jeg havde ikke moedt dem foer, men der blev serveret aebleskiver og gloegg, saa man skulle da vaere et skarn. hvis ikke man moedte op. :) Jeg moedte en masse nye mennesker (som stort set alle var danskere!!). Vi var flere danskere denne eftermiddag, end der var amerikanerer, saa det endte med at blive en stor succes. Marianne og Michael er begge enormt flinke, og jeg blev inviteret til at moede dem i deres hytte i Mazama hen over jul.

Samme aften var Tiia (den finske pige) og jeg sammen. Hun sov hjemme ved mig, hvilket var super hyggeligt. Vi lavede ikke saa meget andet end at snakke, hvilket vi saa ogsaa var ret gode til! Dagen efter tog vi sammen til Au Pair moede, som denne gang foregik paa skoejter nede i skoejtehallen paa Aurora Ave NW, hvilket ikke er langt fra, hvor jeg bor. Jeg foelte mig lidt som bambi paa glatis, da jeg kom paa isen for foerste gang, men der gik heldigvis ikke laenge, foer det koerte, som det skulle, og i forhold til alle de asiatiske piger, som aldrig havde proevet at skoejte foer, var Tiia og jeg som to skoejteprinsesser fra det kolde nord. :) Jeg var med tyskerne paa "Cheesecake Factory", som desvaerre ikke var den helt store succes. Sophia var nemlig sur hele aftenen, hvilket fuldstaendig oedelagde stemningen. Grunden til dette surmuleri var latterligt nok 3 dollars, som Christina aabenbart skyldte hende for noget pizza, de havde spist sammen. Vi besluttede os derfor for at tage direkte hjem efter, at vi havde vaeret ude at spise istedet for at tage videre i biografen, som vi ellers havde aftalt. Prikken over i'et var, at Sophia ikke tilboed at give penge til parkering og istedet lod mig betale alle 6 dollars, da vi forlod downtown!!

Tirsdag d. 14. december var vi alle inviteret til noget jule-tam-tam i "Seattle golf and Country club", som hoerer til the Highlands. Jeg var sat paa til at arbejde, saa jeg var med for at se efter pigerne. Helen stod for planlaegningen og opfoerelsen af dette aars krybbespil. Aftenen startede ud med denne performance, hvor alle boern fra nabolaget var med. Herefter var der noget korsang (foerst af 4 boern og derefter en helt flok gamle maend!) og til sidst sang vi alle nogle julesalmer. Julemanden var paa besoeg, og pigerne fik alle taget billeder med ham. Derefter forsvandt de alle ind i lokalerne ved siden af, som i aftenens anledning var fyldt med diverse julegave-projekter. Her brugte jeg saa min aften sammen med alle de andre barnepiger og deres boern, foer jeg ved 21-tiden endelig fik pigerne slaebt med hjem.

Onsdag d. 15. december koerte jeg Sofie til lufthavnen klokken 4 om morgenen, da hun i aar skulle hjem og fejrer jul. Det var virkelig maerkeligt at koere hjem fra lufthavenen, og vide at hun nu var paa vej til Danmark, imens jeg skulle blive her i Seattle. Jeg havde faaet fremkaldt et billede af hende og jeg fra den fodboldkamp, vi var inde og se tilbage i oktober, som en lille julehilsen.

Loerdag d. 18. december var Johanna (Sophias veninde fra Tyskland) paa besoeg i en weekend. Hun er ogsaa Au Pair, men bor i Chicago. Jeg tog med hende og Sophia til downtown, hvor vi viste hende rundt. Det var super koldt, og det begyndte selvfoelgelig ogsaa at regne, saa det meste af eftermidagen brugte vi i "Pike Place Market", hvor vi fandt en masse smaa, skoere ting. Der var en times ventetid paa "Cheesecake Factory", saa vi besluttede os for at koere til Northgate Mall, hvor vi spiste aftensmad paa en sandwich-bar og saa filmen "Love and other drugs", hvilket foroevrigt er en ganske fornoejelig film. I downtown var vi kun faa meter fra at blive koert ned af en bil, der trods det roede lys fortsatte i fulde fart igennem lyskrydset. Jeg tror, at vi var omkring 20 fodgaengere, der krydsede, og alle skreg vi i kor, da den kom imod os. Han sad og skrev paa sin telefon, og lignede ikke en der helt forstod, hvad der foregik, saa det var noget af en forskraekkelse, vi alle vi der.

"Mini-juleaften"

Soendag d. 19. december fejrede vi juleaften. Grunden hertil er ene og alene af praktiske aarsager, saa det har intet med gamle familietraditioner at goere. Ikke desto mindre er det med stor sandsynlighed denne dag, jeg kommer til at se tilbage paa som min juleaften 2010!

Dagen startede ganske stille og roligt ud. Jeg skypede med mine foraeldre og Line, hvorefter vi alle spiste frokost i koekkenet og jeg bagte pebernoedder. Herefter gik vi alle ned i dagligstuen, hvor vi saadan uden videre startede med at pakke vores gaver op. Det virkede ret skoert, og hvor jeg dog manglede den traditionelle sang og dans omkring traet. (Jeg skal dog vaere glad for, at vi overhoved havde et rigtigt juletrae, da jeg var den eneste Au Pair - af dem jeg snakker med - der havde et aegte trae, og ikke blot et af plastic!) Jeg fik et par gummistoevler, hvilket var tiltraengt efter en lang og vaad december maaned. Derudover fik jeg en guldhalskaede, to saet nattoej og et billede af pigerne. Jeg gav ogsaa mine gaver. Til Helen havde mine foraeldre koebt et stykke julepynt fra Karen Blixens jul af Rosendahl samt en vase og til Jeff et vinsaet. Til hele familien havde min mor fundet et ludo-spil. Det var en kaempe hjaelp for mig, at mine foraeldre havde staaet for disse gaver, og alle blev de super glade og helt vildt overrasket over at faa noget dansk, saa det kunne ikke vaere bedre. Jeg havde staaet for alle drillenissens soendags gaver, saa Helen havde tilbudt at koebe pigernes julegaver for mig, saa jeg har paa elegant vis sluppet let fra julegaveindkoebene i aar.
Efter de mange julegaver gik jeg igang med at lave aebleskivedej. Sofies vaertsfamilie koebte et aebleskivejern sidste jul, hvilket jeg havde faaet lov til at laane. Da kernemaelk ikke er til at opdrive, maatte jeg tage til takke med en revideret opskrift med vanilie, som Sofies vaertsfamilie bruger. Helen havde inviteret noget af hendes familie over, saa jeg var ret spaendt paa, hvad de alle synes om disse danske aebleskiver. Det blev dog en stor succes, og alle var de meget belejstret. Efter julehyggen tog vi alle til julegudstjeneste - eller det de kaldet "Christmas carols ans lessons" - hvor Lucy bl.a. laeste et stykke fra Bibelen hoejt. Efter gudstjenesten, som foregik i kapellet her i nabolaget, tog vi alle videre til suppe og dessert ved familien Sneider. Det var en rigtig dejlig dag med masser af julehygge.

Drillenissen har vaeret paa spil!

Soendag morgen d. 28.. november (1. advent) blev jeg vaekket kl. 7.30 om morgen af Phoebe, der stod og kaldte ude foran min doer. Da jeg noget soevndrukken gav lyd fra mig, kom hun brasende ind paa mit vaerelse - hoppede op i min seng - og raabte "Maibritt, den danske nisse har vaeret her - og han har haft gaver med til os!!" Jeg smilede saa og sagde "Nej, taenkt at han har kunne finde vej helt fra Danmark", imens jeg inderst inde taenkte "hvornaar laerer jeg at holde mund?!"

Hele familien har vaeret utrolig interesseret i, hvordan vi fejrer julen i Danmark, og hvilke traditioner og skikke vi forbinder hermed, og i denne forbindelse er alt ligefra gloeg og aebleskiver til advent og nisser blevet naevnt. Hvad jeg tidligere aldrig har taenkt over, er hvilket arbejde, der ligger bag adventspakkerne og nissernes drillestreger! Det ved jeg saa nu -efter en hel maaned som drillenissen, Nis Gaardbo, fra Danmark.

Vi lavede loerdag d. 27. november en stor portion risengroed, som vi sammen med nogle julegotter kunne stille ud til nissen hver loerdag aften. Hvor jeg elskede risengroeden og hele maaneden har gaaet og smaaspist af den, synes alle pigerne, at det var det mest ulaekre, de nogensinde havde set og ingen af dem synes bare en smule om groeden, da de smagte den! :)

Foerste advent havde jeg klaret rimelig let ved at koebe en chokoladejulekalender til hver af dem (mindre heldigt var det, da baby Helen og jeg var ude og handle, og hun pludselig faar oeje paa helt samme kalender - Ups). Derudover havde jeg skrevet et langt brev til dem, hvor jeg forklarede dem den lange og eventyrlige rejse jeg (Nis) havde haft for at naa fra Danmark til Seattle. Jeg havde skrevet saa yndefyldt som overhoved mulig og ingen af pigerne anede nogen mistanke, da de med iver laeste brevet hoejr.
Anden advent fik Lucy en "Tintin opgavebog", Phoebe fik spaender og smykker og baby Helen en "Lola og Charles" bog.
Tredje advent havde de glemt at stille risengroed frem til nissen, og jeg maatte nu igang med at finde paa nisse-drillestreger til den kommende uge. En af dagene bandt jeg alle deres sko sammen og stillede dem alle op i en lang raekke, en anden morgen vaagnede de op til en hel skov af grinende, kravlenisser og en helt tredje havde jeg daekkert et flot jule-morgenbord oppe i gangen ved pigernes vaerelser. Nissens drillestreger var bestemt et hit, og de viste alle stor begejstring og entusiasme for nissens tricks. Dog havde jeg lagt en lille note paa morgenbordet, hvorpaa der stod "Merry Christmas". Da Lucy saa sedlen genkendte hun med det samme min haandskrift! Jeg forberedte denne dags drillestreg klokken 4 om morgenen, foer jeg koerte Sofie til lufthavnen, saa jeg maa aerligt indroemme, at jeg ikke havde skaenket det en tanke, at jeg skulle huske at aendre min haandskrift! Det var ikke helt saa heldigt. Jeg selv var ikke staaet op, da pigerne opdagede bordet, saa jeg ved ikke helt, hvad der blev sagt eller gjort, men en ting er sikkert - Helen fik paa mirakuloes vis reddet mig ud af problemet, og det blev ikke naevnt med et ord, da jeg senere samme dag hentede de store piger fra skole. Dog formoder jeg, at Lucy maaske godt inderst inde vidste, hvad det var der foregik, og kendte drillenissens sande identitet!

Thanksgiving

Selvom det nu er laenge siden, at det var Thanksgiving, har denne begivenhed bestemt fortjent et indlaeg her paa bloggen, saa laenge leve ordsproget "bedre sent end aldrig".

Thanksgiving var virkelig en fantastisk dejlig hoejtid. Blot ideen med at samles i hyggeligt selskab med familie og venner, hvor vi takker for en veloverstaaet hoest og mindes historien om, hvordan de indfoedte indianer hjalp de foerste europaeere med at finde mad, da de ankom til Amerika, er glimrende. Ifoelge mine vaertsforaeldre er det endvidere den eneste amerikanske hoejtid, som medierne ikke (endnu) har forvandlet til et opreklameret vanvid.
Thanksgiving minder mig mest af alt, om maaden vi fejre jul paa. Dog er der intet juletrae eller gaver, men der er masser af god mad og hygge.

Helens foraeldre ankom til Seattle sent mandag aften, og vi paabegyndte sammen med dem de foerste forberedelser nogle dage forinden, som bl.a. bestod i at lave stuffing til kalkunen, bage cranberrybread, lave bordpynt og daekke bordene.

Det var egentlig meningen, at Helens foraeldre skulle bo ved os fra mandag til loerdag, men pga. vejret tog de deres foerste overnatning paa et hotel i Downtown. I stedet for at flytte ud til os, fandt alle parter det mest belejligt, at de blev boende paa hotel hele ugen, saa ikke folk endte med at gaa hinanden paa. Isaer Helens mor kan vaere noget svaer at danse rundt med, da hun med en meget dominerende personlighed, elsker at vaere i centrum, og saa var jeg samtidig fri for at skulle dele mit badevaerelse dem, saa jeg var ganske godt tilfreds. :)

Paa selve Thanskgiving dagen (torsdag d. 25. nov.) stod vi alle op, og spiste morgenmad sammen. Formiddagen forloeb meget stille og rolig, og jeg naaede baade at loebe, komme i bad og skype med mine foraeldre. Kalkunen, som var helt utrolig stor, var i ovnen i flere timer, og den soede duft af kalkun bredte sig hurtigt rundt i hele huset.

Ved middagstid kom Helens foraeldre dog ud forbi, og vi spiste alle Thanksgiving-frokost sammen, som bestod af laksemadder og salat. Det hele virkede vaeldig hoejtideligt, hvor alle pigerne inden middagen fik strenge ordre paa at opfoere sig anstaendigt, saa Mimi og GG (bedsteforaeldrene) kunne se, hvor dygtige de var. Efter at have moedt Helens foraeldre har jeg bestemt et klart indtryk af, at hun er vokset op i et overklasse miljoe, der holder sig til alle Emma Gads regler om takt og tone. Kort efter frokosten tog de tilbage til deres hotel for at goere sig klar til aftenens middag, og ogsaa vi havde travlt med at goere de sidste ting klar, foer alle vores gaester ankom ved halv fem tiden.

Vi var i alt 18 mennesker samlet til Thansksgiving. Helens foraeldre, en af Helens barndomsveninder (Julie), hendes mand, boern og foraeldre (som aabenbart alle er fra San Fransisco, hvor ogsaa Helens mor er foedt og opvokset, og altsaa er kontakten herigennem), og sidst et af Helen og Jeffs vennepar og deres to smaa piger. Alle var vi klaedt paa i vores fineste toej, humoeret var hoejt og stemningen god. Alle havde de hver noget forskelligt mad med, og koekkenoeen var foer, vi fik set os om fyldt med mad. Jeg har aldrig set saa meget mad i vores koekken, og jeg kunne da hurtigt regne ud, hvad menuen de naeste mange dage ville staa paa - rester!! Det var virkelig en enormt laekker middag, og bedst som jeg ikke troede, at det kunne blive bedre, kom desserten paa bordet. Hjemmelavet graeskar-ostekage og aeble - og blommetaerte. Da vi alle var ved at spraekkes, blev der sat en film paa oppe i lejevaerelset (svaneprinsessen som jeg aftenen forrinden havde valgt, da vi var i Blockbuster), og i stedet for at sidde i dagligstuen og drikke kaffe og cognac med alle de voksne, sneg jeg mig op i legevaerelset med et ekstra stykke taerte og saa film med alle boernene. En bedre afslutning paa aftenen kunne jeg ikke oenske mig. :)

søndag den 26. december 2010

Juleaften paa den anden side af jordkloden

Mandag d. 20. december tog vi paa skiferie til et omraade kaldet Mazama i den nordvestlige del af Washington. Vi var her ogsaa i anledning af Labor day i starten af september. Egentlig havde planen vaeret at fejre jul paa Hawaii, men da Jeff ikke kunne faa det til at passe med hans arbejde, maatte turen istedet gaa til Mazama paa ski. Nu er jeg ikke just en oern paa ski, saa der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg havde foretrukket at ligge og slikke sol under en palme.



Vi havde lejet to hytter, hvor vi boede i den ene og Jeffs familie i den anden. Hytterne laa lige ved siden af hinanden, hvilket var en stor fordel for isaer pigerne, som uden problem kunne smutte alene over til dem, naar de ville. Da vi ankom fredag eftermiddag brugte vi den smule tid, der var tilbage - efter at have pakket ud - paa at se omraadet an. Vi boede kun ca. 4 miles fra den hytte vi havde lejet i september, saa vi foeltes os alle forholdsvis kendte i omgivelserne. Her var utrolig smukt, og alt saa saa rent og fredfyldt ud med den megen sne, der laa overalt.

Tirsdag tog Helen, Jeff, Mimi (Jeffs soester) og jeg ind til Mazama, hvor vi lejede langrendsski til mig. Der er aabenbart forskellige udgaver af langrend, og jeg fik naturligt nok standard skien, hvorimod de andre havde nogle ski, der var lette og spaendstige, saa de kunne loebe staerkere. Af samme grund delte vi os op, saa jeg stod med mig selv og de tre andre susede af sted. Det tog mig en del tid at finde ud af, hvordan jeg kom frem hurtigt muligt. Jeg moedte mange forskellige folk rundt paa min rute, og proevede at kopiere deres forskellige loebe metoder, men ikke alt virkede lige godt, saa det var vist meget godt at jeg stod med mig selv, saa jeg havde mulighed for at eksperimentere, og saa de andre ikke behoevede at vente paa mig. Dog var det ret saa ensomt og en smule kedeligt. Vi loeb paa ski i 2,5 time, og min krop var fuldstaendig smadret, da jeg endlieg naaede bilen. Sidst paa eftermiddagen gik vi alle en tur, hvor pigerne ogsaa fik mulighedhed for at proeve deres ski af i omraadet. Vi spiste aftensmad ved Marilyn, Peter og Mimi, og pigerne og jeg sluttede hele aftenen af med at se en masse gamle disney episoder.



Onsdag havde jeg lovet at passe pigerne, da Helen, Jeff og Mimi tog ud paa ski. Vi kaelkede og legede ude i sneen. Hele mit formaal med formiddagen var at faa gjort pigerne rigtig godt traette, hvilket virkede fortrinligt! :) Saa efter frokost var de helt klar til at sidde stille og flette julehjerter, julestjerner og bage julesmaakager. Da Helen og Jeff kom hjem tog jeg sneskoene paa og vandrede afsted. Jeg snakkede med en gammel mad ved navn Bob, der efter min mening havde boet lidt for laenge i Mazama! Dog var han vaeldig flink, og han viste mig en god sti, der startede bag hans hus og fulgte hele vejen ned langs floden. Her var saa ufatteligt smukt! Jeg har aldrig set saa storslaaet en natur. Bjergene paa den ene side, floden, skoven og den fabelagtige solnedgang - impressive! Da jeg kom hjem var det allerede moerkt, og de var i gang med at goere sig klar til aftensmaden. At goere sig klar er maaske saa meget sagt - for selvom vi da alle kom i bad trak vi i skitoejet igen, og sad og spiste aftensmad i lange underbukser og svedbluser.

Torsdag tog vi alle paa en heldagstur til et omraadet kaldet Sun Mountain Lodge ca 45 minutters koersel fra Mazama. Her var der boernebakker, kaelkebakker og langrendsruter. Vi var ikke saa meget som kommet ud af bilen foer Baby Helen begyndte at hyle og ogsaa Phoebe var helt umulig, saa efter 30 minutter og to ture ned af boernebakken gik vi indenfor i restauranten for at spise frokost. Vi sad alle og lege "20 spoergsmaal til professoren", hvor kategorien var dyr, hvilket faktisk var enormt sjovt. Hele dagen sluttede paa kaelkebakkerne, hvor vi alle raesede afsted paa de smaa plastic-slaeder. Torsdag aften kom Marilyns bror og Mimis ekskaereste kaldet Duck. Spoerg mig ikke, hvor eks-kaeresten lige pludselig var der, men han var vaeldig flink, saa det gjorde ikke mig noget. Midt under aftensmaden gaar alt stroemmen. Det var virkelig skoert pludselig at sidde der i moerket. Vi fandt nogle lommelygter, som vi haengte op i lysekroen, og saa klarede vi os ellers med lyset fra plejsen. Pigerne synes det var helt vildt spaendende, og ville sove ved deres bedsteforaeldre. Den ide var jeg knap saa begejstret for, saa jeg sneg mig med Helen og Jeff hjem!

Huset var saa dejlig fredfyldt fredag morgen d. 24. december. Pigerne var stadig ved Marilyn og Peter, saa jeg sov helt til klokken 8!! Vi startede dagen med at kaelke. Jeff fandt en random bakke, hvilken vi forvandlede til en (meget stejl) kaelkebakke. Lucy og jeg proevede den, og hold da op, hvor gik det staerkt - jeg naermest floej det sidste stykke ned! Om eftermiddagen tog Jeff, Marilyn, Peter, Marilyns bror og jeg ud for at staa paa ski. Jeff loeb alene, og vi andre fulgtes ad. Det gik rigtig fint - selvom jeg formaaede at vaelte 3 gange! Om eftermiddagen lavede jeg en lille julegave til Marilyn, og ligesom ved julehjerterne, julestjernerne og kravlenisserne fra min fantastiske pakkekalender havde jeg hjulpet, skulle et lille lav-selv-nissepar vise sig at blive dette aars julegave til bedstemoren! :) Tak kaere familie.
Desuden tryllede jeg igen aebleskiver og pebernoedder frem i koekkenet til alles fornoejelse. Om aftenen moedtes vi alle ved Marilyn og Peter, hvor vi fik julemiddag. Paa det flotte julebord stod der foldede juleservietter - igen fra min pakkekalender! :) Middagen var dog meget anderledes fra, hvad jeg er vant til. Vi fik hele kyllinger, vildris og salat, og der var ingen dessert! Snoeft! (Det er forhaabentlig baade foerste og sidste juleaften uden julegotter!) Vi aabnede lidt gaver inden aftensmaden og resten blev aabnet efter. Jeg fik en rigtig laekker windbreaker fra Nike af Marilyn og Peter (saa det var heldigt, at jeg ogsaa havde lavet en lille ting til dem), skisokker fra Mimi og en vinterhat af Duck. Pigerne fik en masse gaver heriblandt lego, hvilket jeg naesten var mere begejstret for end pigerne selv. :)
Da vi kom hjem om aftenen gjorde vi en tallerken med slik og kager og et glas maelk klar til julemanden. Desuden var alle vore sokker (Lucy havde syet en julesok til mig, som jeg fik af hende i julegave) lagt op foran pejsen, saa julemanden havde noget at putte alle gaverne i.

Loerdag d. 25. december blev jeg vaekket klokken 6.30 af pigerne, der var lysvaagne og klar til at se, hvad julemanden havde puttet i deres sok. Vi fik alle meget det samme - og altsammen var det smaa ting. Jeg fik bl.a. et magasin med topattraktioner fra Seattle 2010, en kalender med billeder fra Seattle, en haandcreme, gavekort til Starbucks, chokolade og andre ligende smaating. Peter og jeg passede sammen pigerne et par timer efter middag, hvor vi bl.a. paabegyndte Phoebes lego slot. Sidst paa eftermiddagen bevaegede jeg mig ud paa mine ski, hvilket desvaerre ikke fungerede serlig godt. Jeg maatte til sidst (i raseri) opgive, og istedet loeb jeg mig saa en tur i skistoevler og skitoej! Det maa have set vaeldig morsomt ud!

Soendag morgen vente vi saa snuden hjem igen efter en lang, men trods alt god jul. De foerste dage var faktisk de haardeste at komme igennem. Det var simpelthen saa maerkeligt at befinde sig i gudsforladte Mazama, naar jeg jo burde sidde hjemme i lille Studsgaard og fejre jul med min familie. Der var absolut ingen tegn paa julen, og det kunne altsaa ligesaa vel have vaeret en ganske almindelig skiferie. Til tider foelte jeg mig endvidere en smule malplaceret. Jeffs familie er ellers vaeldig nemme at vaere sammen med, men det var maaske i ligesaa hoej grad, fordi jeg savnede det derhjemme forfaerdeligt meget. Marilyn snakkede ikke om andet i starten, og jeg blev til sidst noedt til at bede hende om at holde mund. Det var nemmere for mig at komme igennem julen, hvis ikke jeg konstant blev mindet om det. Jeg proevede at fortaelle mig selv, at det netop blot var en almindelig skiferie i februar, hvilket faktisk gjorde det hele meget nemmere for mig, og paa den maade endte d. 23., 24. og 25. at blive meget bedre end jeg havde forventet til at starte med.

tirsdag den 23. november 2010

Jamen det sneer jo virkelig!!

Mandag d. 22. november kom vinteren saa til Seattle! Det havde sneet hele natten fra soendag til mandag, og vi vaagnede noget overrasket op til et snehvidt landskab. Helen og Jeff har boet i Seattle i 3 aar, og har endnu ikke haft sne, da klimaet i Seattle normalvis er meget mildt, saa vi var alle (isaer pigerne) meget begejstrede. Dog maa jeg nok indroemme, at min begejstring hurtigt forsvandt, da Helen begyndte at snakke om lukkede skoler! Efter at have tjekket sin mail 117 gange for at vaere helt sikker paa, at Evergreen var lukket, koerte hun alligevel pigerne i skole. Der laa ikke saerlig meget sne paa vejene, men jeg var alligevel noget overrasket over, hvor svaert det var at faa surburban'en op af indkoerslen, da jeg kom hjem fra preskolen ved halv ti tiden. Ingen af deres biler har vinterdaek paa, og Helen fortalte mig, at der ikke er en eneste saltspreder i hele Seattle, fordi det simpelthen er saa sjaeldent, at der falder sne her. Af samme grund gaar folk helt i baglaas, naar det saa endelig sker, og eksempelvis er der regler om, at alle skolerne i Seattle downtown lukker ned, bare det er lidt hvidt udenfor. Ved ti tiden skrev Helen til mig, at jeg skulle blive indendoers resten af dagen, fordi vejene var saa daarlige, og ved elleve tiden skrev hun, at hun ville hente alle pigerne hjem fra skole igen, og at hun ville aflyse alle eftermiddagens aktiviteter. Aev, aev, aev!

Vores eftermiddag gik saa med at klippe snefnug ud af A4 papir, som vi hang op paa alle vinduerne i huset og bage smaa brownies, som Helen desvaerre braendte fuldstaendig af, da hun glemte dem i ovnen. Deres grankusine, Lilly, som er hjemme fra college paa forlaenget weekend, kom paa besoeg en times tid. Jeg gik med pigerne udenfor, og vi byggede os en herlig lille snemand. Mine nyerhvervede vinterstoevler havde sin store debut, og jeg var ikke det mindste skuffet, for efter en time i sneen var det kun mine foedder, der stadig var i live, saa de maa siges at virke efter hensigten! Helens foraeldre skulle egentlig vaere kommet med flyet fra Chicago samme eftermiddag, men pga den megen sne var det fuldstaendig umuligt at komme fra lufthavnen og hjem til os, fordi ingen af vejene var skovlet rene og alle broerne var lukket. Da de efter 2,5 time i bil kun havde rykket sig 20 miles, valgte de at stoppe deres desperate forsoeg paa at naa hjem til os til aftensmad, og bookede sig i stedet ind paa et hotel i downtown. Ogsaa Jeff havde store problemer med at komme hjem fra arbejde, og Helen snakkede med en veninde, der havde brugt 9,5 time i bil paa at koere fra lufthavnen og til Everett, som normalvis ikke tager mere en halvanden time.

I dag, tirsdag, var skolerne i vores omraade af Seattle saa ogsaa officielt lukket. Vi stod alle foerst op ved halv otte tiden, og startede dagen ud med nybagte vafler til morgenmad! :) Jeff arbejdede hjemme, og Helen hentede sine foraeldre, som stadig var raedselsslagene for at koere nogen steder efter deres mislykkedes forsoeg paa at komme frem i gaar. Jeg fik herimens pigerne i toejet, hvorefter vi hoerte musik og lagde puslespil sammen i deres legevaerelse. Pigerne er begyndt at hoere en masse musik, efter at Lucy fik en Ipod touch i foedselsdagsgave. Det passer mig ganske godt, og i langt stoerstedelen af tilfaeldene er det mig, der skruer op for musikken! Hun har en masse godt musik, og meget af det er ogsaa forholdsvis nyt, saa vi sidder sammen og skraaler med til "teenagedream" eller "break your heart" som er deres evige farvoritter. Phoebes store droem er at blive en rockstar, saa Helen, Phoebe og jeg oever os ofte paa diverse sceneshows. Det er simpelthen saa sjovt, at se Phoebe give den gas i bedste Michael Jackson stil til fx. "Beat it"!
Da Mimi og GG, som de kalder deres mormor og morfar kom, gik jeg ned paa mit vaerelse, og fik ryddet lidt op og om ikke ogsaa der blev tid til min ugentlige skypedate med Line, hvilket som altid var en dejlig fornoejelse! Jeg bryder mig egentlig rigtig godt om Helens foraeldre. Isaer moren er meget aaben og imoedekommende og snakker simpelthen hele tiden, og i forhold til Jeffs mor har ingen af dem helt saa meget energi, saa de vaelter i det mindste ikke hele huset!

Paa torsdag skal vi fejre Thanksgiving, og de egentlige forberedelser begyndte i dag. Helen og hendes mor har hele eftermiddagen gjort kalkunen klar, lavet stuffing og marinade, bagt cranberry broed og daekket det flotte Thanksgiving bord. I eftermiddags kaelkede jeg udenfor med pigerne. Jeg startede ud med at kaelke direkte ind en stor busk for enden af vores meget stejle indkoersel, saa jeg slog min numse ganske slemt! :) Vores indkoersel er i dag som en skoejtebane, saa det var ikke sidste gang jeg laa ned! Vi havde det simpelthen saa sjovt sammen, og sammenlignet med at sidde og lege med dukker, var det her rent faktisk ogsaa noget jeg fandt helt vildt fedt! Vi maa have larmet enormt meget, for pludselig droenede Jeff ned af indkoerslen paa en af slaederne, da han aabenbart havde hoert os helt oppe fra kontoret. Da vi kom ind igen, fik vi the, varmet aeblecider og cranberry broed. Jeff havde koebt en ny jule CD, saa den satte vi paa i koekkenet, imens vi lagde perler og fik eftermiddagskaffe.

Her til aften var Helen og Jeff ude at spise, saa jeg passede pigerne. Vi fik mexicanske burritos, som stort set er det eneste jeg har lavet til pigerne i den tid, jeg har vaeret her. Jeg ved ikke, om Helen ikke tror, at jeg kan lave mad, eller om hun bare proever at goere det saa simpelt og let som muligt, men det er i hvert fald altid det, vi faar, naar jeg passer dem om aftenen, hvilket jeg jo goer mindst en gang i ugen. :)

Paa juleindkoeb i Portland

Sophia og jeg havde aftalt at tage paa juleindkoeb i Portland. Der er nemlig ingen saletaxes i Oregon, som er staten Portland ligger i, hvilket er forskelligt fra Washington, som har afgifter paa alt, hvad man koeber, saa der var lagt op til noget af en shoppetur! Det viste sig hurtigt ikke kun at vaere Sophia og jeg, der synes om denne ide, og foer vi fik set os om, havde vi bestilt 5 busbilletter. Sophia, Jessi, Christina, Sofie og jeg tog afsted loerdag morgen d. 20. november kl. 8 fra Greyhound station i downtown. Vi skulle vaere dernede en time foer, hvilket absolut ingen mening gav, da bussen foerst ankom 7.40! :( Sofie havde sovet hjemme ved mig fra fredag til loerdag, og vi havde ligget og set "Gossip girl" til langt ud paa natten, saa da mit vaekkeur ringede 5.45 loerdag morgen, var det ikke just en 4 timers lang bustur, der stod hoejest paa listen over ting, vi orkede at goere, men afsted kom vi da!

Det foerste der moedte os i Portland, var en (meget fuld og racistisk) hjemloes mand, der stod og svinede en moerk kvinde og hendes baby til paa banegaarden. Det naeste vi saa oplevede, var Portlands svar paa "Blaakors varmestue", hvor det i et enormt beskidt og usselt miljoe simpelthen vrimlede med soelle mennesker. Vi troede egentlig, at vores hostel laa her, men guskelov viste det sig, at vi var gaaet helt forkert. Ikke at vores humoer blev saa meget bedre, da vi saa endelig fandt vores hostel, da der ikke var den store forskel at finde fra den varmestue, vi lige kom fra. Der var en usaedvanlig daarlig lugt, mug paa vaeggene og beskidte badevaerelser, saa det var ikke just indbydende, men til $25 kunne vi nok ikke forvente mere. Dog ville jeg lyve, hvis jeg paastod, at mit foerste haandsindtryk af Portland var godt!!

Vi fandt et pizzaria, hvor vi spiste frokost, men foerst ved halv fire tiden var vi klar til at tage hul paa vores foerste dag i Portland. Pga den lidt knebne tidsplan rykkede vi alle vores planer om shopping til om soendagen. Vi gik fra "alphabet district" i Nordvest kvarteret ned til "Old town" og "Chinatown" i sydvest, hvilket var noget af en lang gaatur. Vi tog paa "Portland Saturday Market", som mindede meget om en stor udendoers bazar. Dog var vejret bestemt ikke med os, hvilket gjorde, at vi efter ca. 45 minutter i stiv kuling og 5 grader, flygtede til den naermeste Starbucks, som heldigvis ikke laa langt vaek! :) Her sad vi saa og drak varmt kakao og spiste chookies, imens Sofie og jeg proevede at gaette tyske ord! ( Ja, vi hyggede os rigtigt!!)

Vi havde i loebet af hele loerdagen vaeret delt lidt op i to grupper - danskerne vs. tyskerne, og det hjalp ikke ligefrem paa gruppeopdelingen, at vi til aftenens basketball kamp maatte sidde to forskellige steder i hallen, da det ikke havde vaeret os muligt at skaffe 5 pladser sammen. Sofie og jeg sad sammen og Sophia, Jessi og Christina sad saa et andet sted. Portlands "Trail Blazers" spillede imod basketball holdet fra Utah i NBA ligaen. Det var en helt vild fed oplevelse!! Hallen var kaempe stor, og i forhold til stemningen paa et fodboldstadion var stemningen her mere intens, da lyden jo ikke rigtig forsvinder vaek ud i nattehimmelen. Der kan vaere omkring 20.000 tilskuere paa "Rose Garden" stadion i Portland, og der var denne aften naesten fuld hus. Jeg ved ikke, hvad det praecise antal var, men som jeg tidligere skrev, var det os umuligt at faa 5 pladser ved siden af hinanden, hvilket meget fint beskriver, hvor mange mennesker der var i hallen. Nu er jeg ikke den store basketballfan (jeg kender dog reglerne til forskel fra amerikansk fodbold!!), men igen her var det lys, musik, cheerleaderne samt de mange aktiviteter, der overraskede og begejstrede mig mest. Blazers spillede helt vildt godt og var Utah overlegen i stort set hele kampen. De formaaede dog ikke at foroege deres forspring saa meget, at det var helt umuligt for Utah hele tiden at foelge med. Under kampen blev der spillet musik, hvilket jeg bestemt synes godt om. Det var nye sange som "we are who we are" med Ke$ha og "firework" med Katy Perry, der koerte i baggrunden, og som fik tilskuere og fans til at gaa helt amok. Naar de to hold holdte timeout, loeb cheerleaderne rundt med forskellige skoere praemier som fx. en nybagt pizza fra Pizzahut! :) I halvlegen kom der en dansegruppe ind og opviste samt cheerleader juniorholdet. Det var super fedt, og det satte sammen med baade lysshowet og musikken godt gang i stemningen i hallen. 6 minutter foer slutfloejt bragte Utah sig - for maaske foerste gang i kampen - op paa siden af Blazers. Det var som om det hele lige pludselig vendte 180 grader, da det nu uden tvivl var Utah, der var Blazers overlegen. Som Ulrick Wilbeck sagde efter landskampen imod Norge ved EM i herrehaandbold, "behoever man kun at vaere foran en gang i kampen, og det er til sidst", hvilket Utah bestemt spillede efter. Det lykkedes dem endvidere ogsaa, og sikke da en spaendende og nervepirrende afslutning paa en alletiders NBA basketbold kamp.

Soendag stod det saa paa "power shopping"! Vi begav os friske og med nyt mod imod downtown soendag formiddag. Der var selvfoelgelig ikke morgenmad paa vores ringe hostel, saa vi snuppede noget med i haanden fra "Wholefood". Vi var i "Powell's books" som eftersigende er verdens stoerste, selvstaendige boghandel! Jeg fik her koebt nogle billige boerneboeger, som jeg regner med at bruge som gaver til min adventskalender til pigerne. Derefter tog vi ned i "Pioneer Place Mall", hvor vi fandt alt, hvad vore hjerter begaerede! Eller det vil sige naesten da... for vi maatte i "Nordstrom", som minder om "Magasin" eller "Salling" for at finde mine elskede UGG stoevler!! Det er bestemt de dyreste vinterstoevler, jeg nogensinde har koebt, men neej, hvor er de dejlige, og jeg fik saagar bildt mig selv ind, at jeg jo sparede en masse penge ved at koebe dem, fordi der ingen saletaxes er!! Hele formaalet med turen var at koebe julegaver, men hjem soendag aften kom jeg kun med fyldte poser til mig selv.

Det var en super god (og meget dyr) tur! Vi saa ikke saerlig meget andet af Portland end deres mange butikker, men det goer mig egentlig ikke noget. Vejret var alligevel utrolig daarligt, og byen var ikke ligefrem rig paa turistattraktioner. Jeg kunne godt have oensket mig, at vi ikke var helt saa opdelte, som vi desvaerre var. Jeg har ogsaa stadig daarlig samvittighed overfor Sophia, da hun maaske var den, jeg snakkede mindst med under hele turen, trods at det var hende og jeg, der til at starte med havde aftalt at tage afsted sammen.

torsdag den 18. november 2010

Fint besoeg fra San Diego!

Fredag d. 12. november fik jeg fint besoeg af to danske piger, som jeg moedte paa Au pair skolen i New York i august. De hedder Natalia og Anna, og de bor i dag begge i San Diego.
Jeg var inden deres ankomst en smule spaendt paa, hvordan det skulle gaa i loebet af weekenden, for vi havde jo trods alt kun kendt hinanden i 5 dage! De ankom med flyet direkte fra San Diego kl. 22 fredag aften, hvor jeg saa samlede dem op. I bilen paa vej hjem fra lufthavnen viste det sig hurtigt, at mine bekymringer var ubegrundet! Snakken gik helt fantastisk godt, og det foeltes slet ikke som om, at det var 3 maaneder siden, vi havde set hinanden! Resten af fredagen, som jo egentlig snart var forbi, gik med at vise dem rundt i huset, faa aftenkaffe i koekkenet, og saa selvfoelgelig faa opdateret hinanden om alle de ting, der er sket, siden vi fredag d. 20. august skiltes i New York.

Forholdsvis tidligt loerdag morgen koerte vi til downtown, hvor jeg havde planlagt nogle ting, vi skulle se. Vi startede ved Seattle Space Needle. Trods det noget overskyet vejr, der gjorde, at vi ikke en gang kunne se ud til vulkanen Mount Rainier, var turen op i taarnet nu alligevel vellykket. Herefter gik vi lidt rundt i "Seattle Center Park", som er det omraade ogsaa Space Needle ligger i. Vi gik ned imod havnen, hvor vi paa vejen derned passerede "Olympic Sculpture Park". Da vi kom ned til havet, blaeste det virkelig utrolig meget, og vejret var rigtig koldt og trist. Vi fik dog taget nogle billeder, og fra en lille platform var der rigtig flot udsigt over byen. Vi var nu ret saa kolde og gik i stedet op imod byen igen, hvor der var lae for vinden. Her saa vi "Pike Place Market" og den originale Starbucks, hvor der som saedvanlig var et menneskemylder uden lige med alt lige fra interesserede turister, der stod i den meter lange koe for at komme ind i butikken, til de mange spillende og syngende gademusikanter. Ganske tilfaeldigt kom vi forbi et sted, hvor en gruppe kristne, unge mennesker opfoerte et lille skuespil om Jesus korsfaestelse, hvilket maa siges at vaere noget af en anderledes oplevelse!
Efter eftermiddagskaffe paa Tully's coffee, havde vi ca. halvanden times tid til at shoppe lidt, hvilket vi bestemt benyttede os af. Seattle har nogle ret fede butikker, saa der var masser at gaa i krig med! Herefter spiste vi en tidlig aftensmad paa "Cheesecake Factory", hvor jeg med stort velbehag spiste endnu en "30th anniversary chocolate cheesecake"! :)
Turen gik nu til Kent, hvor der samme aften var et stort Disney skoejteshow, som vi havde bestilt billetter til. Showet hed "Disney on Ice - let's celebrate", og er et show der turnerer rundt i hele landet. Det var derfor utrolig heldigt, at det lige var i Seattle omraadet i denne weekend. Jeg havde egentlig ingen forventninger til showet, da jeg sjovt nok ikke lige havde faaet undersoegt, hvad det egentlig gik ud paa. Ikke desto mindre blev vi alle meget overrasket! Det var virkelig et super flot show! De professionelle skoejteloebere var virkelig fantastisk dygtige, og lavede de vildeste ting paa isen med alt lige fra saltomortaler til pirouetter i luften. Jeg har aldrig set noget ligende!! De gamle Disney figurer, Mickey Mouse, Mini Mouse, Anders and, Andersine, Fedtmule og Pluto, var aftenens vaerter, og de styrede os igennem aftenens mange "celebrations"! Vi var med til at fejre foedselsdag, halloween, valentine's day, sommerferie hvor baade mexicanske, brasilianske og hawaiianske traditioner indgik samt den helt geniale afslutning, hvor julen blev fejret. Vi blev praesenteret for over 50 forskellige Disney figurer, som alle spillede en rolle i showet. Under halloween temaet, som foroevrigt var inspireret af fortaellingen om Alice i eventyrland, kom bl.a. Cruella de ville, Jafar, heksen fra Snehvide og den onde fe fra Tornerose ind. Da valentine's day blev fejret kom alle prinse og prinsesse parrene paa isen, og ved sommerferie temaet var Lilo og stitch samt Mowgli, Balu og Bagheera saa paa banen. Udover de forskellige hovedroller ved hvert tema var isen konstant fyldt med andre skoejteloebere, som fx. var klaedt ud som dansende hawaii piger, saa tempoet var hoejt og der skete konstant noget. Kostumerne og kulisserne var virkelig fantastisk godt lavet, og lyd og lys passede perfekt til de forskellige sekvenser de lavede. Det er virkelig noget af det bedste, jeg nogensinde har proevet! Jeg droemte mig fuldstaendig med i de mange eventyr, og de to timer showet varede floej afsted! Der blev spillet alle de bledste Disney sange, og vi fik da alle lyst til at tage hjem og se en masse tegnefilm efter showet. Dog endte det med, at vi igen denne aften laa og snakkede til langt ud paa natten, saa vi gav med god samvittighed hinanden lov til at sove lidt laenge soendag formiddag. :)

Soendag stod vi saa op ved 9 tiden, og lavede stor amerikansk brunch som dog var krydret lidt med nogle danske traditioner. Jeg havde nemlig nogle ugen forinden bagt rugbroed, som jeg havde gemt i fryseren til netop denne lejlighed! Sikke da et maaltid med aeg, bacon, broed, rugbroed, hjemmelavede vafler, doughnuts og masser af frisk frugt. Vi gik herefter en tur til havet, der pga tidevandet gjorde det helt umuligt at komme langt ud paa stranden. Ved middagstid koerte vi til "University Village", hvor vi shoppede og spiste sushi paa Blue C, inden vi ved fire tiden igen vendte snuden mod lufthavenen. Det var virkelig en helt fantastisk god weekend, og jeg var da ogsaa helt trist til mode, da jeg alene koerte hjem den aften. Jeg glaeder mig helt ekstremt meget til at komme til San Diego og besoege dem, og Natalia og jeg har da ogsaa allerede talt om, at hun skal med mig og nogle af de andre Au Pairs her fra Seattle til Vancouver til nytaar, da hun har fri her.

lørdag den 6. november 2010

HALLOWEEN!

Halloween - begivenheden jeg laenge har ventet paa!! Jeg vaagnede soendag morgen d. 31. oktober op ved Sofie, og vi lavede danske aebleskiver til morgenmad. Sikke en succes. Jeg husker egentlig ikke, at vi lavede saa meget andet end at ligge og se "Gossip girl" hele dagen, som vi begge er blevet helt bidt af.

Ved fire tiden koerte Sofie mig hjem, da jeg sammen med min familie var inviteret over til en af vores naboer til et stort halloween arrangement for alle i Highland. Heldigvis var Helen og Jeff (og Jeffs soester Mimi, som har vaeret her hele weekenden) ikke klaedt ud, saa jeg kunne med god samvittighed traekke i noget paent, almindeligt toej. Jeg havde dog laant nogle kunstige taender af Lucy, som jeg dog efter 10 minutter blev traette af og pakkede vaek! Der var i deres koekken linet en masse forskellige supper og salater op, og der var til min store glaede ogsaa et stort dessertbord med halloweenkager. Alle boernene opholdte sig nede i kaelderen, saa stueetagen var forbeholdt alle de voksne. Der var en forfaerdelig masse mennesker, og mange af dem havde jeg aldrig hverken set eller hilst paa foer. Jeg maa da aerligt indroemme, at jeg foelte mig lidt malplaceret i dette fine selskab med saa mange mangemillionaerer, der alle rendte rundt i deres store, flotte halloween kostumer. Heldigvis var Mimi der ogsaa, som jo naturligvis heller ikke kendte nogle af dem, saa vi fik snakket en masse sammen. Efter aftensmaden begyndte saa "trick or treat" (Jubii). Alle bagsaedderne i de stoerste af bilerne blev lagt ned, saa der var plads til en masse boern bagi, og de mange biler koerte nu rundt i en lang raekke efter hinanden. Der var ikke noget bestemt system i den rute, vi koerte. Det var den foerste bil i raekken, der bestemte, hvilken vej vi koerte, og hvilke huse vi besoegte. Dog besoegte vi kun de huse, der havde ladet et graeskarhovede med lys i staa forenden af deres driveway, da dette signalerer at man gerne vil have besoeg. Nogle familier havde gjort enormt meget ud af at skraemme boernene, hvor vi blev moedt med alt lige fra en roegkanon, der gik igang, da doerklokken blev ringet, til et sted hvor vinduerne alle var daekket med roedt silkepapir, hvorigennem man kunne se genfaerdslignende skikkelser, til musik med skrigende kvindeskrig. Jeg har aldrig set saa meget slik foer, men trods det sloges de mange boern i bogstaveligste forstand om at faa mest! Helen fortalte mig, da vi koerte rundt, at Lucy sidste aar havde faaet skrabt 10 pund slik sammen, saa der var bestemt ingen fare for, at der ikke ville vaere nok til alle!! De var alligevel ellevilde og raabte og skreg! Der var ingen gode maner at se, selvom Helen flere gange mindede pigerne om, at de skulle huske at praesentere sig selv samt at sige paent tak, inden de loeb tilbage til bilerne. Vi vendte meget traette, og meget maette hjem ved halv ni tiden. Jeg kan stadig faa helt kvalme ved bare at taenke paa alt det slik, jeg fik sat til livs den aften.

Det var virkelig en sjov oplevelse, som jeg bestemt aldrig vil glemme. Endvidere var det fedt at komme med rundt til de mange familier. Jeg har da pludselig faaet et helt andet overblik over de forskellige familier her i Highland, deres medlemmer og deres hjem, som alle er meget imponerende. Vores hjem synes nu ikke laengere naer saa fint og fornemt efter at have set alt lige fra fire-etagehuse, ekstra huse til tjenestefolk, swimmingpools, springvand, marmor skulpturer, vindeltrapper, leopardskind, lysekroner, jagttrofaeer, dyrer malerier og taepper og alle med indkoerelser, der uden de mindste problemer har plads til at ca. 10 surburban'er kommer koerende ned paa samme tid!

Trods mine ellers enormt hoeje forventninger til halloween, sidder jeg ikke her bagefter, og er det mindste skuffet. Det har uden tvivl vaeret den bedste weekend, jeg endnu har haft herover! :D

Regnvejr, fodbold billetter og halloween fest!

Loerdag d. 30. oktober var jeg (i styrtende regnvejr) med ude at se Lucy og Phoebe spille deres sidste fodboldkampe i denne saeson. Det var uden tvivl en meget vaad og kold oplevelse, men samtidig ogsaa vaeldig fornoejeligt! Endvidere er der ingen tvivl om, at pigerne vaerdsaette min tilstedevaerelse. Efter kampene tog jeg hjem til Sofie, og lige som jeg stod og skulle ud af doeren, stak Jeff mig to billetter til samme eftermiddags football kamp, hvor Huskies skulle moede Stanfort fra Californien. Det var super fedt, og enormt heldigt holdte det naesten helt op med at regne, saa det var helt perfekt til en amerikansk fodboldkamp. Hvad mindre heldigt var kampens resultat! Da Sofie og jeg 45 minutter efter kampens start ankom, var folk paa vej vaek fra stadion. Foerst troede vi egentlig at kampen var blevet aflyst, da maengden af mennesker bestemt tydede paa, at stadionet snart maatte staa tomt. Da vi spurgte nogle forbipasserende, fortalte de os, at kampen saamaend stadig var igang, men at mange i protest havde valgt at forlade kampen, da Huskies simpelthen spillede saa forfaerdelig ringe! Dog fortsatte vi mod stadion, og saa da ogsaa kampen, som meget skuffende endte 41-0 til Stanfort.

Samme aften var jeg til halloweenfest. Jeg fulgtes med Sophia, Maren og en ny pige ved navn Emmy. Deltagelsen kraevede kun en invitation paa facebook, hvilket bestemt var til vores held, da vi nok ellers ikke havde haft nogen fest at tage til. Det var dog tydeligt, at det ikke kun var os, der havde set den mulighed - det vrimlede med Au pairs. Da det jo var et halloween party, var det naturligvis noedvendigt at moede op i et kostume for at kunne blive lukket ind! Jeg var ladybug, da jeg havde et kostume til at ligge fra en foedselsdagsfest, Sofie og jeg var til tilbage i september. Der var generelt gjort ekstremt meget ud af kostumerne, og egentlig fik jeg lidt indtrykket af, at halloween i ligesaa hoej grad er de unges fest. Bortset fra at huset, hvori festen blev holdt, var noget mindre, i daarligere stand og uden swimmingpool, foregik det helt som de amerikanske houseparties, man ser paa film. Der var roede plastic krus, lys i loftet og forskellige fest/ halloween dekorationer. I koekkenet var der daekket op med pizza, chips og andre snacks samt et koeleskab fyldt med diverse vaade drikke! Der var ikke et eneste rum i huset, hvor man ikke maatte vaere, saa alt blev taget i brug! Sovevaerelserne med kyssende par, stuen med musik og dans, kaelderen med billiard, terrassen med de evige festrygerer, koekkenet med en masse smalltalk, og badevaerelse der sidst paa aftenene var fyldt med gamle oeldaaser og vand ud over hele gulvet. Festen var bestemt god - ingenting i forhold til de danske standarder - men dog med en masse sjov og hygge. Jeg fik endvidere talt med en masse forskellige mennesker, og moedte da ogsaa en del nye hoveder. Jeg tog med Sofie hjem ved halv fire tiden, og vi sluttede natten med natmad i koekkenet hjemme ved Sofie.

Haunted house - halloween

Fredag d. 29. oktober var Helen og jeg med pigerne i skole, hvor der var halloween fest. Vi startede paa Lucy og Phoebes skole, Evergreen, som virkelig havde gjort rigtig meget ud af det! Alle elever var klaedt ud, skolen pyntet op og klassevaerelserne fyldt med slik og gotter. Selv laererne og mange af foraeldrene kom i uhyggelige halloween kostumer. Der var i klasselokalerne gjort klar til forskellige aktiviteter og konkurrencer, saasom "hvem kan foerst spise en halloween doughnut", der var haengt op i snorer i loftet. Derudover var der halloween musik og slik, kager og andre soede sager. Alle eleverne havde hver medbragt en halloween snack, som fx. gele hjerne (kage), blodige babyfingre (poelsehorn), udhulede graeskar (cornflakes toppe med orange farvestof) og giftigt hekseeliksir (aeblejuice med toeris i, som fik drikken til at bruse og boble). Da skolens store halloween parade rundt i byen begyndte, hvor de skulle samle ind til fattige boerns ve og vel, tog Helen og jeg videre ud til baby Helens preskole, hvor eleverne havde forberedt et lille halloween show med sang og dans.

Samme aften tog jeg sammen med fem andre piger til et halloween event syd for downtown. Det var et spoegelseshus, kaldet Haunted house, som var sponsoreret af radiokanalen "Kube93". Det er uden tvivl det mest uhyggelige spoegelseshus, jeg nogensinde har besoegt! Vi blev efter at have staaet i koe i omkring 40 minutter lukket ind i en gammel, nedlagt lagerhal, hvor ca. 25 skuespillere loeb rundt. Temaet til arrangementet var gyserfilm, saa paa vores tur rundt blev vi moedt af forskellige figurer fra beroemte gyserfilm, bl.a. pigen fra "The Ring", som virkelig forskraekkede mig!! Hun laa helt stille i en moerk og beskidt gammel seng, og jeg havde egentlig ikke rigtigt lagt maerke til hende, foer hun uden varsel saetter sig op og begynder at skrige. Kulisserne var super flotte og enormt godt lavet. Vi kom paa et tidspunkt ind i et cylinder formet roer med indre sider i alle mulige orange nuancer. Roeret drejede den ene vej rundt, imens platformen vi gik paa vibrerede. Jeg blev helt svimmel og utilpas af det, og havde man filmet det, ville det med sikkerhed have set utrolig morsomt ud, da jeg paa elegant vis proevede at laene mig den modsatte vej af roerets rotering for at opretholde en ret gang. Et andet sted var alle vaeggene af spejle og gulvet af glas med vand under. Der var bare Maibritt'er overalt, og jeg kunne slet ikke finde ud af, hvor jeg skulle gaa hen, saa jeg maette foele mig frem. Pludselig blev en lille laage i vaeggen aabnet og en ulaekker zombie skreg mig ind i hovedet!! Ahhh.. Noget af det mest uhyggelige var dog alligevel, da Sophia og jeg som de sidste i vores gruppe blev forfulgt af en gigantisk skikkelse, som blev ved med at stikke sit hovede helt taet paa os. Saa forsvandt han ind af en doer, og rundt om naeste hjoerne stod han saa igen. Jeg kunne ikke andet goere end bare at skrige som en sindsyg. Jeg proevede paa en og samme tid baade at holde mine haender for oejne og oerer, da jeg hverken ville se eller hoere paa ham. Egentlig tror jeg, at det var ligesaa meget de mange uhyggelige lyde, der gjorde mig bange!? I slutningen blev en motorsav pludselig taendt bag os, og i samme sekund blev nogle kolde blaeserer taendt ved vores ben. Da jeg kiggede bagud stod en uhyggelig klovn med en motorsav og grinede. Da han satte i loeb efter os, var det eneste jeg taenkte paa bare at komme vaek. Jeg slap mit ellers klamrende greb i Sophias arm, og kaempede mig igennem de mange hvide lagener, der hang ned fra loftet, som gjorde det helt umuligt af finde ud! Jeg skreg som en gal, og da jeg faa sekunder efter vaeltede ud af spoegelseshuset, stod en lang koe af spaendte mennsker, der ventede paa at komme ind, og kiggede forskraekket paa mig!! Selve turen tog ikke mere en ca. 15 minutter, men jeg har da aldrig skreget saa hoejt og saa meget foer! Jeg var skraemt for vid og sans - ikke mindre end raedselsslagen!!

torsdag den 28. oktober 2010

You have been ghosted!

Der er bestemt ingen tvivl om, hvilken stor begivenhed der med hastige skridt naermer sig! Halloween staar for doeren, og folk er ellevilde. Der er pyntet op overalt, og der bliver ikke talt om andet.

Her i Highland er der tradition for at "ghoste" hinanden, hvilket vil sige, at man i sit halloween kostume loeber rundt om aftenen og laegger sedler og slikposer eller andre gotter ved folks huse. Denne tradition har pigerne og jeg virkelig taget til os, og med vores 11 huse, er jeg da overbevist om, at vi har ugens rekord! Vi startede i fredags, hvor vi sidst paa eftermiddagen begyndte at lave sedler og blande slikposer. Lucy og Phoebe laante begge en sort T-shirt af mig, da Helen ikke synes de skulle svine deres halloween kostumer til, og vi var med vores masker og spoegelsesringe klar til at ghoste nabolagets boernefamilier. Vi startede ved naboen, der har to mindre boern. Som vaskeaegte indbrudstyve listede vi os ned af deres indkoersel, og gemte os bag busker og traeer for ikke at blive opdaget. Da vi var ved hoveddoeren, klistrede vi sedlen med beskeden "You have been ghosted" paa doeren, lagde vores slikposer og ringede paa, hvorefter vi loeb, alt hvad vi kunne. For familien, man ghoster, gaelder det hele om at fange og afsloere, hvem der er under maskerne, og omvendt gjaldt det selvfoelgelig for os om ikke at blive afsloeret. Vi er endnu ikke blevet fanget, hvilket er en stor sejr! Ved familien "Anderson" blev vi dog ikke mindre end meget overrasket, og kom desvaerre til at afsloere lidt os selv. Lucy og jeg tog sammen dette hus. Alt gik efter planen lige indtil vi naaede trappen op til doeren, hvor et stort genfaerd pludselig begyndte at synge og danse. Hold op, hvor blev jeg da bare forskraekket! Genfaerdets oejne lyste roedt, og jeg kunne se en lille censor sidde og kigge paa os. Lucy og jeg kiggede paa hinanden og begyndte derefter at skrige helt vildt. Vi smed alt, hvad vi havde i haenderne, og loeb saa straekt vi kunne ned til de andre. Skrigende var desvaerre bare lidt for afsloerende, og familiens boern naaede ogsaa at se os ned af indkoerslen, men de fangede os i det mindste ikke!
Vi er indtil videre blevet ghosted tre gange. Foerste gang fik vi en helt pose fyldt med hjemmelavede chookies! Det var alletiders! :)

Hjemme ved os markerer vi halloween med udsmykninger af huset. Vi har edderkopper til at haenge i traeerne omkring huset og utallige graeskarhoveder med lys i. Sidste weekend kom jeg en aften sent hjem efter en tur i biografen. Da jeg kom ud paa badevaerelset saa jeg til min store skraekt en helt masse edderkopper paa mit bord, og da jeg ville taende for vandet, laa der en stor bille og kiggede paa mig. Det var selvfoelgelig alt sammen smaa plasticdyr, som pigerne havde lagt ud for at skraemme mig, hvilket jeg bestemt maa indroemme lykkedes! Da jeg kom ind paa mit vaerelse og fik taendt lyset, saa jeg - igen til min store skraek - hvordan edderkopper, skorpioner, biller og larver var paa vej ind under mig doer. Ad, ad, ad, hvor var det ulaekkert. Jeg tjekkede min seng og mit sengetoej utallige gange, foer jeg turde at ligge mig til at sove den aften.
Her i halloween weekenden skal de sidste ting stilles op, saa det hele staar klar til at skraemme de mange boern, der soendag aften d. 31. oktober kommer rundt for at bede om slik.

Preskolen, som Helen gaar paa, har klart den flotteste halloween udsmykning, jeg endnu har set. Det foerste der moeder en, er en gammel gravsten med indgraveringen R.I.P, hvorpaa edderkopper, biller og andre ulaekre insekter kravler. Man skal endvidere forbi diverse hekse, spoergelser, genfaerd, sorte katte og flagermus, der alle er udstyret med doedbringende skilte, der advarer alle uvedkommende om at komme taettere paa. I hjoernet af skolen haenger der en kaempestor edderkop, som er viklet ind i noget af det kunstige spindelvaev, som hele skolen er pyntet med. Det sidste man moeder, inden man endelig naar doeren til skolen, er en ligende kravlende edderkop taet ved doerhaandtaget til skolen. Halloween dekorationerne fortfaetter ogsaa inde i skolen med sorte papirs hekse i loftet, orange karton-lanterner og andre sjove ting, som boernene selv har lavet.
Det hele ser virkelig frygtelig uhyggeligt ud, saa der er da virkelig ikke noget at sige til det, hvis de smaa foerskole-boern paa 2-5 aar vaagner skrigende op om natten med mareridt.

I gaar gik Helen, Flitch og jeg tur i et nabolag taet ved omraadet Ballard, hvor vi ved et af husene saa fire doede mennesker haenge i et trae. Helen blev virkelig bange, og var overbevist om, at de kappeklaedte maend i traeet var aegte, og at det maatte vaere familien i huset, der havde slaaet dem ihjel. Hun blev ved med at spoerge mig, hvad de havde gjort, siden de var blevet draebt, og hvorfor de nu hang i traeet. Da vi laengere nede af samme gade saa et slags fugleskraemsel med et stort graeskarhoved og en oekse i haanden, koplede hun pludselig de to dekorationer og raessonnerede sig frem til, at det maatte vaere oeksemanden, der havde slaaet dem ihjel. Da vi moedte Lucy og Phoebe efter deres klaverundervisning, fortalte hun ogsaa straks dem om det straekkelige fund, vi havde gjort. Heldigvis tror jeg, at jeg til sidst fik hende overbevist om, at det blot er uhyggelige halloween dekorationer. Jeg aergrer mig stadig over, at jeg ikke havde mit kamera med, saa jeg kunne tage en masse billeder af de forskellige huse og deres dekorationer, men om ikke andet haaber jeg, at det giver lidt et indtryk af, hvor meget folk gaar op i halloween, og hvor virkelige nogle af dekorationer synes.

fredag den 22. oktober 2010

Paa vandretur i det blaa

Sidste soendag (d. 17. oktober) var jeg saamaend paa vandretur! Taenk at jeg nogensinde skulle finde det fornoejeligt at vandre flere timer i et aabent skov - og naturomraade nord for downtown Seattle. Ikke desto mindre var det netop, hvad min soendag eftermiddag blev brugt paa. Ingen af os (Jessi, Maren eller jeg) lignede nogen, der var klar til en vandretur i det blaa, da vi - i almindelige stoevler og sandaler - moedtes paa parkeringspladsen foran "Discovery park". Paa det tidspunkt var vi dog heller ikke klar over, hvilket terraen vi senere skulle igennem, saa med hoejt humoer begav vi os afsted! Omraadet var helt enormt smukt, og vejret var fantastisk taget aarstiden i betragtning. Ruten vi fulgte, gik gennem hele "Discovery park". Vi startede paa et smalt stisystem, der paa jungle-agtig vis snoede sig ind og ud mellem buske og traeer, derefter kom vi til et mere aabent naturomraade, der var daekket med lyng. Det foeltes naesten som at vaere "hjemme paa heden" igen! Herfra havde vi en kanon udsigt udover havet "Puget Sound", hvor bjergene stod flot i baggrunden. Efter yderligere 1,5 miles naede vi saa endelig havet. Det var super laekkert at gaa nede i strandkanten, men igen her blev vi virkelig bekraeftet i, at vi nok en anden gang skulle overveje at baere et mere praktisk fodtoej! Vi sad lidt nede paa stranden, og noed solens varme straaler, hvorefter vi, af et nyt stisystem, begav os hjemad. Det var en super hyggelig eftermiddag, hvor vi virkelig fik snakket en masse sammen. Jessi og Maren er bestemt nogle af de piger, jeg holder mest af, saa det var en rigtig god tid, vi havde sammen. Desuden var det ogsaa positivt at opleve, at vi kunne lave noget sammen, som ikke noedvendigvis behoever at koste noget. Det var blot en vandretur i det blaa, men ikke desto mindre en af de bedste eftermiddage vi har haft sammen. :)

Senere samme dag tog jeg med Helen og pigerne til et musikarrangement nede i kapellet. Det var ikke et religioest arrangement, selvom musikken og indretningen i kapellet med det samme fremkaldte associationer til diverse kirkelige begivenheder. Der var to musikanter, som spillede henholdsvis orgel og violin og den sidste i "bandet" sang sopran. Jeg tror bestemt, at de var rigtig dygtige, og til tider loed det da egentlig ogsaa meget godt. Jeg kunne dog bedst lide det, naar kun orgelet spillede, da det ikke var helt saa soergmodigt at lytte til, som jeg synes, den meget skingre violin og sopran stemme var. Men hvad ved jeg - jeg har ikke det mindste forstand paa saadan noget musik! Pigerne synes at kede sig en smule, saa det var vist heldigt, at koncerten ikke tog mere end 1 time, og at de havde boeger med til at underholde dem imens.

Efter arrangementet tog vi ud for at spise. Vi fandt et lille mexicansk sted paa "Greenwood Avenue", som serverede godt, men meget staerkt mad. Jeg tilstraeber at vaere hjemme til aftensmad hver soendag aften, da det er gaaet hen og blevet vores ugentlige "family dinner". Denne soendag var Jeff dog paa forretningsrejse i Florida, men derudover var vi alle samlet, hvilket er super hyggeligt. Vi bruger disse middage til at snakke om hoejdepunkterne fra ugen, der er gaaet, og om de nye ting der skal ske i den naeste. Det er ogsaa hver soendag aften Helen og jeg sammen laegger et skema, hvor alle praktiske informationer og aktiviteter er planlagt for den kommende uge.

torsdag den 21. oktober 2010

Amerikansk fodbold - WAUW!

Sofie og jeg var meget impulsivt kommet i tanke om at tage ind og se amerikansk fodbold loerdag aften, saa fredag nat bestilte vi to enormt dyre fodboldbilletter. Det var Washington's "Huskies" og Oregon's "Beavers", der stod overfor hinanden i et aerkerival opgoer paa Huskies stadion i Seattle.

Vi tog afsted halvanden time foer, da vi inden kampen skulle hente vores billetter. Allerede da vi ankom, var der tusindvis af raabende fans samlet foran stadionet. Ligesom til festivaler var der stillet boder og telte op, hvor folk sad i smaa grupper og drak oel og hoerte musik. Der var en helt fantastisk stemning paa pladsen, men det var ingenting i forhold til stemningen paa selve stadionet. Vi fik vores billetter, hvorpaa der stod, at vi skulle helt op paa 3. level, hvilket betoed, at vi naesten sad saa hoejt oppe, som man kunne. Fra vores pladser kunne vi knap se spillerne. De lignede smaa myrere, og det var umuligt at se forskel pa hver enkelt. Pladserne var dog enormt gode, da vi sad naesten lige midt for banen.

Inden kampen var der et stort orkester, der spillede. Der var nok omkring 150 mennesker i orkesteret, der alle gik i takt praecis som ved en gymnastikopvisning. De bevaegede sig rundt paa banen og stillede op paa forskellige maader, saa de dannede forskellige billeder, symboler og ord. De skrev bl.a. "Huskies", "U DUB", "USA 2010" og lavede Huskies logo. Det saa virkelig super fedt ud! Da de to hold kom paa banen, rejste alle sig op, og et lille kor kom ind for at synge for til den amerikanske nationalmelodi. Det var alt sammen meget hoejtideligt, og efter sangen jublede hele stadionet, som havde de lige vundet VM i fodbold!

Hverken Sofie eller jeg kendte reglerne til amerikansk fodbold saerlig godt, saa det hele var noget forvirrende i starten, men vi fandt da hurtigt ud af, hvad der foregik, og om ikke andet gaelder det jo i princippet ogsaa bare om at score maal. :) Man maa sige, at der blev spillet efter princippet "effektivt spil", for hver gang en af spillerne bare saa meget som laa ned - hvilket jo naermest konstant var tilfaeldet - blev tiden stoppet, og der blev igen stillet op til at angribe. Derudover havde de hele tiden time-out, saa de fire halvlege af hver et kvarter, som kampen jo i princippet kun varer, viste sig hurtigt at tage forfaerdelig lang tid. Paa et tidspunkt holdte vi oeje med tiden, som afsloerede, at 5 minutter i kampen tog 28 minutter!

Under kampen hoppede cheerleaderne rundt nedenfor tilskuerepladserne, hvor de startede forskellige slagsange, tilraab, fakter osv. De havde forskellige skilte, hvorpaa der bl.a. stod "louder" og "make some noise", og de satte forskellige trommemelodier igang, som fik hele stadionet til at trampe i gulvet for konstant at skabe stemning paa stadionet! Desuden loeb ogsaa deres mascot rundt og delte ting ud, sloges med modstanderens mascot og heppede paa holdet og cheerleaderne.

Washington's huskies bragte sig hurtigt foran, og sad da ogsaa paa spillet i stoerstedelen af kampen. Paa et tidspunkt stod der 21-0 til Huskies, og vi var egentlig ret sikre paa at dette ville blive en nem og sikker sejr at faa i land. Men, men, men det hele viste sig alligevel at blive super nervepirrende, da Beavers med et touch down bragte sig op paa stillingen 21-20. De fik endvidere bolden over Huskies maal, hvilket gav dem et ekstra point, og de to hold stod nu lige.

I halvlegen mellem 2. og 3. periode kom orkesteret og cheerleaderne ind paa banen. Det var fuldstaendig som at vaere med i en amerikansk ungdomsfilm. Huskies er universitetets hold, saa hele stadionet var fyldt med unge mennesker, hvilket bare gjorde hele stemningen lidt federe. Derudover var det en aften kamp, og de mange forskellige lys, der lyste stadionet op, fik det hele til at minde gevaldig meget om et stort lysshow paa et diskotek en loerdag aften! Endvidere gjorde cheerleaderholdene ogsaa sit til, at jeg aldrig vil glemme denne oplevelse. De to cheerleaderhold skiftedes under hele halvlegen til at lave forskellige sekvenser af deres opvisning, hvorimens det andet hold kiggede paa. Det var som en stor battle, hvor svaerhedsgraden fra sekvens til sekvens hele tiden blev foroeget, for at overgaa det modstandernes cheerleadere lige havde lavet. Der var baade spring, akrobatik, dans og selvfoelgelig de almindelige cheerleader fakter, samt masser af slagsange og tilraab. De to orkestre kom ogsaa paa banen igen og spillede, imens der var konkurrencer, TV-interviews og kampkommentarer - og opdateringer. Jeg ved ikke, om man helt kan forestille sig, hvilket show det var, og hvilken stemning der var paa stadionet, men det er unden tvivl den stoerste sportsoplevelse, jeg nogensinde har haft! Det var simpelthen saa vildt!!

I fjerde halvleg var stillingen stadig 21-21, hvilken den havde vaeret den sidste times tid. De to hold spillede utrolig lige, og ofte lykkedes det ikke engang holdene paa deres fire forsoeg at faa rykket bolden de kun 10 yards frem, hvilket gjorde spillet lidt kedeligt at se paa. Da der kun var 1 minut tilbage, valgte Sofie og jeg at forlade stadion for ikke at blive en del af det kaos, der med sikkerhed ville blive, naar de godt 70.000 mennesker kort tid efter ville vaelte udgangene. Det skulle vi dog aldrig have gjort! Dagen efter laeste jeg nemlig paa nettet, at kampen endte 35-34 til Huskies efter to gange forlaenget spilletid!

mandag den 18. oktober 2010

Hjemmelavede boller og varmt kakao

Hvad bedre er der end boller og varmt kakao paa en trist og graa regnvejsdag? Sofie og jeg bagte sidste weekend boller med havregryn, grahamsmel, speltmel og graeskarkerner. I USA bruger man ounces og cups istedet for kilogram og liter, hvilket gjorde selve processen en smule kompliceret. Desuden er almindeligt, frisk gaer ikke til at opdrive, saa vi maette tage til takke med toergaer. Paa trods heraf smagte de helt fantastisk godt, og var ikke mindre end perfekte til en meget graa soendag eftermiddag i Seattle. Vi lavede hertil en kop hjemmelavet kakao med skumfiduser og saa det nyeste afsnit af desperate housewives (saeson 7, episode 2!!).

Selve formaalet med denne eftermiddag var at faa lavet en liste over forskellige steder, vi gerne vil se og opleve, inden opholdet i USA er forbi. Vi har det foerste stykke tid snakket om saa utrolig mange forskellige ting, men som det ofte er tilfaeldet, er der langt fra tanke til handling. Vi var derfor blevet enige om, at det nok var smartest at faa stederne skrevet ned, saa vi ikke gaar hen og glemmer det. Ligeledes ogsaa saa vi har et slags overblik over, hvad vi har gjort, og hvad vi stadig mangler - som en slags handlingsplan! Vi fik skrevet en forfaerdelig masse byer og steder paa vores liste, hvor isaer Chicago og Vancouver staar hoejt prioriteret.

Endvidere var en stor sportsforretning kaldet REI, som har ligget i Seattle siden 1944, og som rent faktisk er betegnet som en af Seattles mest kendte turistattraktioner, ogsaa med paa vores liste, og da de ganske belejligt havde udsalg i denne weekend, besluttede vi os for - meget impulsivt - at faa streget en af vores ting ud allerede samme eftermiddag. Udsalget var dog noget skuffende, og jeg fik ikke koebt saa meget som en eneste vare, men jeg fandt dog nogle laekre UGG vinterstoevler, som jeg bare maa eje! De var desvaerre bare langt fra paa tilbud, saa det maa vente.

søndag den 10. oktober 2010

Giraffer og elefanter

Fredag d. 8 oktober var skolerne lukket pga helligdag, saa jeg havde pigerne hele dagen. Helen og Lucy har siden onsdag nat vaeret i New York for at besoege Helens soester, hendes mand og deres nyfoedte soen. Det var altsaa kun Phoebe og baby Helen, jeg havde, og nu hvor Lucy var i NY, synes jeg, at vi andre tre skulle finde paa noget specielt at lave.

Jeg tog dem derfor med i zoologisk have, hvilket de elskede! Efter morgenmaden pakkede jeg madpakker til os alle, og ved ti-tiden var vi klar til at tage afsted. Vejret var noget overskyet, og det begyndte selvfoelgelig at regne, da vi naaede Woodland Park Zoo. Vi startede derfor i det indendoers tropeland med krybdyr og sommerfugle. Det mindede utrolig meget om den "jungle-zoo", der er i Jesperhus Blomsterpark. Pigerne var meget begejstret for stedet, og fandt det isaer meget fascinerende at gaa rundt imellem sommerfuglene. Det er en enorm flot zoologisk have, hvor man virkelig foeler, at man gaar rundt i en stor park eller skov. Haven er delt op i forskellige omraader fx. kaldet "den afrikanske savanne" eller "det nordiske terraen". Vi saa alt lige fra pingviner, kaenguruer, giraffer, elefanter, loever og tigere - og om ikke de ogsaa havde en dansk odder. :)

Efter naesten fire timer paa opdagelse var pigerne virkelig parat til at tage hjem, og allerede da vi var drejet ud fra parkeingspladsen, sad Helen og sov i sin barnestol.

Samme aften moedtes jeg med Sofie. Vi var ude at spise paa en mexicansk restaurant ved Northgate Mall. Stedet var enormt hyggeligt, og priserne var tilmed lave, saa det var alletiders. Vi fik begge en burrito, som efter min mening desvaerre godt kunne have smagt af lidt mere, men med en regning paa ca. 150 kroner for os begge to, var der ikke noget at klage over. Vi gik bagefter rundt i Mall'et, hvor vi isaer brugte lang tid i "Forever 21", som foroevrigt er en rigtig fed forretning. Bagefter tog vi i biografen, hvor vi saa filmen "Social Network", der fortaeller historien om, hvordan facebook startede - en film der bestemt kan anbefales.

En anden ting fra denne dag, som jeg simpelthen bliver noedt til at skrive ned, er min oplevelse med det engelske sprog. Sidst paa eftermiddagen slog det mig nemlig, at jeg, for foerste gang i loebet af mine nu 7 uger, havde vaeret igang en hel dag uden overhoved at skaenke det en tanke, hvilket sprog jeg talte. Det engelske begynder for alvor at falde mig naturligt!! Skoent!

Paa date!

Onsdag d. 6. oktober var jeg paa min foerste romantiske date!
Da jeg endnu ikke har moedt en fyr at gaa ud med, havde jeg i stedet taget initiativet og inviteret pigerne paa date. :) De var ellevilde med ideen!

De havde alle tid ved tandlaegen om eftermiddagen, hvorefter Phoebe og Helen skulle til frisoer i University Village, hvilket er et super dejligt omraade med masser af butikker og restauranter. Pigerne fik selv lov til at bestemme, hvor vi skulle spise, og de valgte selvfoelgelig det klammeste sted af dem alle - en rigtig amerikansk burgerbar! Aftenens maaltid stod altsaa paa burger, fritter og milkshakes, og trods min salat og vand foelte jeg mig utrolig ulaekker, da vi halvanden time efter koerte hjem.

Det er foerste gang, at jeg har vaeret alene ude at spise med pigerne, men hold da op hvor gik det bare godt. Vi havde en rigtig god og hyggelig eftermiddag og aften, hvilket jeg bestemt ogsaa er sikker paa, de synes. Jeg tror aldrig, at jeg glemmer denne aften!

Lettelse!!

Sikke en lettelse da jeg tirsdag d. 5. oktober endelig bestod min koereproeve! Jeg havde en tid kl. 9.30, men for denne gang at vaere ekstra godt forberedt koerte jeg til Everett allerede ved 8-tiden, saa jeg havde god tid til at koere rundt i omraadet inden min koereproeve.

Jeg havde egentlig foerst faaet en tid torsdag, men Helen havde aendret dette, da det ikke passede ind i vores skema. Af samme grund skulle jeg moede paa motorkontoret inden min proeve, for at faa et nyt "aftale-skilt". Da jeg kom ind paa kontoret, saa jeg til min store lettelse, at damen jeg koerte med sidste tirsdag i dag sad bag disken, hvilket betoed, at det da umuligt kunne vaere hende, der igen skulle teste mig. :) Den koeresagkyndige var i stedet en aeldre herre, som uden problemer kunne have vaeret min bedstefar. Han var en rigtig hygge-onkel, der med et stort smil paa laeben koerte med mig rundt paa min rute. Proeven tog ikke mere end 10 minutter, men trods det naaede jeg baade at bakke rundt om et hjoerne, lave parallelparkering, parking i baas og parking paa bakke, vognbaneskift samt vise korrekt brug af lys.

Da vi kom tilbage sad vi begge helt stille i bilen, og jeg var da et kort sekund helt i tvivl, om jeg overhoved havde bestaaet. Heldigvis kunne jeg aande meget lettet op, da han efter lidt tid endelig kiggede op fra sine papirer, og rakte mig et godkendt og underskrevet koerebevis. Jeg var simpelthen saa enorm glad - jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg igen var dumpet?! Tilbage var nu blot en times lang koe paa motorkontoret, som desvaerre var nodvendig, da en betaling paa 25 dollars samt et pasfoto kraeves for at faa udstedt det endelige koerekort, men paa det tidspunkt kunne jeg have ventet hele dagen - jeg skulle bare have det koerekort med mig hjem!!

onsdag den 6. oktober 2010

Sounders FC vs. Toronto

Helen og Jeff havde foraeret mig to billetter til en fodboldkamp paa Qwest field stadion, hvor Seattles soccerteam - Sounders FC - har hjemmebane. Med enormt lave forventninger tog Sofie og jeg sammen afsted loerdag d. 2. okt, hvor vi egentlig ellers havde mest lyst til bare at blive hjemme. Dog viste det sig hurtigt at blive noget af en oplevelse. Stadionet var overraskende stort med plads til 67.000 tilskuere, og saa var der en helt fantastisk stemning, der var hjulpet godt paa vej af et stort orkester, der stod og larmede i den ene ende af banen.
Efter ikke mere en ca. 20 minutters spil bragte Sounders sig foran med et maal! Folk raabte og skreg, og der blev fyret blaat og groent glimmer ud over banen. Kampen endte 3-2 til Sounders, og hvor var Sofie og jeg da glade for, at vi alligevel var taget afsted - for sikke en oplevelse!

Samme aften var Sofie og jeg inviteret til middag ved en amerikansk familie. Familien har igennem det sidste aar opbygget et taet forhold til Katrine (en anden dansk Au pair, som dog er rejst med en anden organisation), og da Katrines tid i Seattle nu er forbi, ville familien holde en sidste fest for hende. Vi fik en pastaret, grillede majskolber og salat, og efter middagen var der kage! :) Der blev lavet et stort baal i haven, som vi sad og hyggede os ved, og i kaelderen var der airhockey og billiard, saa vi var godt underholdt! Til festen moedte jeg en amerikansk pige ved navn Annika, som kunne tale dansk. Hun har boet i Danmark, da hendes mor er dansker, og de flyttede foerst til USA, da hun var 6 aar gammel. Til jul tager hun til Danmark for at studere et semester paa Koebenhavn Universitet, da hun - ligesom alle vi andre - synes saa forfaerdelig godt om den danske kultur!

Til boernefest ved naboen!

Fredag d. 1. oktober var pigerne og jeg inviteret til boernefest ved naboen. Naboens foraeldre var ude at rejse, saa initiativet blev taget af naboens nanny, som er en ung pige ved navn Melissa. Festen var for 5 familiers boern og deres barnepiger, saa der var med andre ord ikke et eneste foraeldrepar med til arrangementet, hvilket var super rart. Vi ankom ved halv seks tiden, og pigerne var med det samme spredt for alle vinde! Familien vi besoegte bor i et kaempe stort hus, som egentlig bedst kan sammenlignes med en miniature udgave af en gammel dansk herregaard, hvor isaer deres enorme hall med lysetroner, vindeltrappe og jagttrofaeer kunne minde om en udstilling paa et museum. I starten foelte jeg mig lidt malplaceret blandt alle de nye mennesker, men heldigvis var isaer Melissa utrolig aaben og imoedekommende. Vi var ca 15 boern i alderen 4-12 aar og 5 barnepiger, saa der var fyldt op omkring bordet til aftensmaden, som Melissa havde forberedt. Vi fik kartoffelmos, roede poelser og broccoli, hvilket mildest talt smagte forfaerdeligt! Efter aftensmaden satte vi Disney filmen, graesroedderne, paa, der sammen med en hel stak smaakager bevirkede en dejlig ro i huset. Imens filmen spillede, sad alle os barnepiger i koekkenet og snakkede. Det var enormt hyggeligt og samtidig ogsaa rigtig sjovt at tilbringe noget tid med nogle amerikanske piger paa min egen alder. De arbejder alle som fuldtids barnepiger for forskellige familier i nabolaget, hvilket tydeligt kom til udtryk! De brugte det meste af aftenen paa at dele sladder ud om folk her fra Highland, saa da pigerne og jeg tog hjem ved halv ti tiden, kunne jeg ikke lade vaere med at taenke paa, hvad der nu blev snakket om...

onsdag den 29. september 2010

AV, hvor er jeg oem over hele min krop.

Tirsdag aften begyndte min college klasse, hvilket jeg virkelig havde set frem til laenge. Jeg har - som de fleste nok ved - brugt min sommerferie paa at laese fysik op ude paa HIH, saa da jeg skulle vaelge fag paa "North Seattle Community College" (NSCC) var motivationen og gejsten der ikke just for et alt for bogligt fag. Samtidig er jeg ogsaa overbevist om, at det er nemmere at laere nye folk at kende i en sportsklasse, hvor man kommer hinanden ved end i en almindelig fx. engelsk klasse, hvor man det meste af tiden, forventes at tie stille og lytte til laereren.

Sophia og jeg havde sammen set klasserne igennem, hvilket var fuldstaendig uoverksueligt, da der virkelig er uendeligt mange muligheder. Sophia arbejder fra 9-17 hver dag, og det er hende derfor kun muligt at deltage i en aften-klasse, hvilket egentlig heller ikke gjorde mig noget paa davaerende tidspunkt. Lisa og Anni (vore familiers "gamle" Au pairs) havde anbefalet os at melde os til "Total body conditioning" som er en sportsklasse med fokuspunkterne styrke, udholdenhed og udfordring! Jeg tror egentlig, at det var mere et spoergsmaal om, hvad der var nemt for os at vaelge, end det var et spoergsmaal om saerlige interesser, saa efter ikke megen overvejelse meldte vi os begge paa denne klasse.

Jeg er i dag forfaerdelig oem i hele min krop - isaer mine ben, hvilket undrer mig meget, eftersom jeg loeber rigtig meget. Undervisningen var super fin med mange forskellige og udfordrende oevelser. Det var ikke helt saa haardt, som jeg havde haabet og troet, men trods alt stadig nok til at sende mine vattede arme paa overarbejde. :) Der udover var det en fed oplevelse at vaere paa et rigtigt amerikansk college, og maerke stemningen som paa mange maader immer af ungdomsfilm. Dog er der kun 4 unge i min klasse, og vi er alle Au pairs, hvilket jeg var super skuffet over. Resten er middelaldrende kvinder og enkelte maend, og selvom de alle virkede meget flinke og interesserede i os "nye paa holdet", som de kaldte os, ville jeg oenske, at der var andre unge, da jeg - netop igennem college - havde haabet paa at kunne laere nogle amerikanske unge at kende. Efter jul vaelger jeg nok derfor en anden klasse, og maaske samtidig en formiddagsklasse, da der paa disse hold, da helt sikkert maa vaere nogle unge mennesker. Dog er jeg stadig enormt glad for endelig at komme i gang paa college, og ser allerede frem til at smadre mine muskler igen i morgen, torsdag. :)

Og det var saa de 3 minutter...

Tirsdag morgen kl. 9.30 holdte jeg parkeret ude foran koereskolen i Everett klar til at tage min koereproeve. Jeg havde hele morgenen haft saadan en maerkelig fornemmelse indeni, som naar man bare slaar oejnene op om morgenen, og med det samme kan maerke, at det bliver en daarlig dag!! Der holdte to biler parkeret ved siden af mig, hvor der i den ene sad en ung pige paa min alder i gang med sin koereproeve. Hun blev udspurgt om 117 maerkelige ting, var rundt og vise ting ved bilen og var saagar omme og ligge paa bagsaedet paa et tidspunkt - hvad hun lavede der, har jeg virkelig ingen anelse om! Efter ca. et kvarter koerte de endelig fra parkeringspladsen, men turen var noget kort, og efter ca. 5 minutter kom hun graedende tilbage. Jeg gaar ud fra, at hun var dumpet, men lige paa det tidspunkt havde jeg mere travlt med at holde oeje med den kvindelige koeresagkyndige, der nu var paa vej hen til MIN bil!!

Den koeresagkyndige gav tegn til mig om at rulle vinduet ned, men da jeg ikke havde noeglerne i bilen, aabnede jeg istedet blot doeren, hvilket jeg, straks efter at have set hendes ansigstudtryk, fortroed! Hun naermest vaesede af mig, at det ikke var doeren, hun bad mig om at aabne, men vinduet. Udigennem det nu nedrullede vindue rakte jeg hende haanden, smilede og sagde hej. Hun kiggede paa mig, nikkede saa og fortalte mig hendes navn. Ligesom ved den unge pige i bilen ved siden af mig, udspurgte hun mig ogsaa om en forfaerdelig masse ting. Hun ville paa et tidspunkt have mig til at traekke haandbraemsen, hvilket jeg overhoved ikke forstod. Jeg beklagede og fortalte, at jeg kun havde vaeret i landet i 5 uger, og derfor endnu ikke var speciel god til sproget, og om hun ville have noget imod at forklare mig, hvad jeg skulle. Igen her var hendes respons bestemt ikke venlig. Hun fortalte mig, at hun virkelig ikke kunne tage sig af det, og at det var mit problem, om jeg forstod hende eller ej! Vi koerte fra parkeringspladsen, men turen blev desvaerre en smule kort. Jeg kom ud paa en vej, som var den samme, som den jeg var kommet fra, da jeg ankom til koereskolen. Man maatte her koere 35 mph, og da der ingen fartskilte var, taenkte jeg, at jeg for en sikkerheds skyld hellere maatte holde mig omkring de 30 mph, da det er den mest almindelige fartgraense. Jeg havde koert ca. 600-700 meter, da hun kigger paa mig og siger: "Du koere naesten 30 mph - du kan godt stoppe og vaenne om - din proeve er slut!" Det viser sig, at der 500 meter nede i den anden ende af vejen var et fartskilt med hastigheden 25 mph, men da jeg jo ikke passerede dette skilt, havde jeg da virkelig ingen anelse om, hvad jeg maatte koere! Ikke desto mindre var min koereproeve slut efter blot ca. 3 minutters koersel!

Jeg var simpelthen saa skuffet over mig selv. Jeg har aldrig proevet ligefrem at dumpe en test, og at dette skulle ske til en ellers simpel amerikansk koereproeve, var mig virkelig ubegribeligt. Paa vejen hjem foelte jeg mig fuldstaendig tom indeni. Jeg havde saa svaert ved at forstaa, hvad der lige var sket, og bare tanken om at skulle hjem og fortaelle min vaertsfamilie om mit skuffende resultat, var virkelig ikke til at holde ud. Helen tog det egentlig rigtig paent. De havde alle regnet med, at det ville gaa mig nemt til proeven, og det sidste Helen havde sagt til mig, inden jeg koerte afsted samme morgen, var: "Ring saa snart du er bestaaet!" Hun blev ved med at snakke om det, og ringede saagar til Everett koereskole. Hun spurgte mig, om jeg ville foele det som en hjaelp, hvis jeg kunne faa nogle koeretimer. Jeg ved godt, at hun blot proevede at hjaelpe mig, men blev alligevel en smule saaret over det. Jeg har ikke haft koerekort i 3 aar, for saa at tage ekstra koeretimer for at bestaa en amerikansk koereproeve, som jo ellers skulle vaere super nem at bestaa!

Smoothies ved Greenlake!

Weekenden i Seattle var fantastisk! Vejret var som paa en varm sommerdag med skyfri himmel, 25 grader og ikke en vind at maerke! Derudover var der lagt planer for hele weekenden, som stod paa hygge med de andre Au pairs.

Fredag aften var jeg paa sushibar med Sofie. Foer jeg moedte Sofie, havde jeg aldrig proevet sushi, men nu spiser jeg det hele tiden. Vores favorit restaurant hedder Blue C, og er et nyt og moderne spisested, som bl.a ligger i University Village ikke langt fra Sofie. Stedet er specielt, da maden koerer rundt i restauranten paa smaa tallerkner. Naar den slags sushi, som man gerne vil have, kommer forbi bordet, man sidder ved, tager man altsaa bare tallerknen ned til bordet og begynder at spise. Alle tallerknerne har forskellige farver, som indikerer en pris. Det er virkelig et super smart princip, da man saaledes kan se, hvad man faar og betaler for.

Loerdag morgen var jeg med ude at se Lucy og Phoebe spille deres foerste fodboldkampe. Phoebe spiller for skoleholdet, og Lucy gaar til fodbold i en fodboldklub, der traener i vores nabolag. Det var enormt morsomt at se dem spille, selvom resultaterne ikke er vaerd at naevne. Herefter moedtes jeg med Tiia, en pige fra Finland. Da vejret var fantastisk havde vi aftalt at gaa rundt om Greenlake, hvor vi helt tilfaeldigt moedte nogen af de tyske piger. Vi hentede smoothies fra Starbucks og slog os ned sammen med dem paa et taeppe ved soen. Der er saa enormt flot omkring Greenlake, og netop denne dag var ingen undtagelse. Jeg er simpelthen saa overrasket over, hvor stor fokus der er paa motion her i Seattle, og dette er isaer tydeligt omkring Greenlake, hvor folk af alle afstamninger moedes for at dyrke motion sammen. Foer mit ophold havde jeg isaer mange fordomme paa dette omraade, og neej hvor jeg dog frygtede at tage 10 kilo paa i loebet af mit aar som Au pair, men mine mange bekymringer har virkelig vist sig at vaere ubegrundet. Folk gaar saa ekstremt meget op i at dyrke motion, spise rigtigt og generelt leve sundt, hvilket naturligvis ogsaa paavirker mig. Det er enormt positivt at opleve, at ikke alle mine fordomme om den amerikanske kultur holder stik! Dog skal det maaske naevnes, at Seattle er lidt speciel paa dette omraade, da folkene generelt er meget europaeisk orienteret med hensyn til levevis og mentalitet! Helen fortalte mig desuden, at Seattle er blevet kaaret til en af Amerikas 5 sundeste byer, saa omraadet jeg bor i, er nok ikke typisk amerikansk.
Loerdag aften havde Sophia inviteret alle os piger fra San Fransisco turen til middag, da hendes vaertsfamilie ikke var hjemme denne aften. Vi lavede pastaret med en speciel "tomato-mushroom-ham sauce" til samt en mozzarella salat og til dessert fik vi is. Trods det ellers simple maaltid, smagte det super godt, og vi var alle godt maette, da vi gik fra bordet. Det var en helt vild god aften, hvor der naesten kun blev talt engelsk, hvilket hjalp ekstremt meget paa mit humoer. Vi fik snakket om en masse forskellige og mere personlige ting, end vi hidtil har gjort, og jeg tror, at vi alle foelte os taettere knyttet, da vi ved halv tolv tiden sagde godnat.

Soendag formiddag var Helen, Phoebe, baby Helen og jeg til "Farmers market", hvilket er et stort oekologisk, foedevare marked i omraadet Ballard, som finder sted hver soendag. Vi gik rundt mellem de smaa boder, og fik koebt lidt ind til den kommende uge. Der var smagsproever paa alle tingene, hvilket pigerne og jeg benyttede os vaeldigt af. :) Vi var i en lille bod, der solgte broed og kager, hvor jeg blev praesenteret for noget, der kunne minde om groft franskbroed. Jeg savner virkelig forfaerdelig meget mit gode, danske rugbroed med leverpostej og agurker, og Helen og jeg har begge vaeret paa udkig efter det - dog uden held! Vi spiste frokost ved en rigtig laekker bod, der serverede pandekager med groentsager og en slags kartoffelmos, hvor kartoflerne blot var byttet ud med majs.
Senere samme dag koerte jeg til downtown, hvor jeg moedtes med Jessi og Lisa, som begge (selvfoelgelig!!) er fra Tyskland! Vi havde aftalt at proeve turristattraktionen "Ride the Ducks", som er en sightseeing tur rundt i Seattle i en baad, som baade kan koere og sejle. Den foerste time var paa land, hvor vi koerte rundt i downtown, og den sidste halve time foregik paa vandet. Sammenlignet med den baadtur jeg var paa med Helen og pigerne i august, var denne baadtur virkelig ringe, da vi blot tog en enkelt tur rundt paa havet uden egentlig at se noget bestemt, saa taget prisen i betragtning, var det efter min mening ikke de $27 vaerd! Det gjorde bestemt ikke oplevelsen bedre, at der laa en parkeringsboede i min forrude, da jeg kom tilbage!! :(
Dog var det en hyggelig eftermiddag sammen med de andre piger, og det er trods alt det vigtigste.
Samme aften var jeg inviteret til middag ved Sofies vaertsfamilie. Sofie og jeg oevede parallelparkering til den store guldmedalje, da dette forventes til den praktiske koereproeve. Efter aftensmaden, som foroevrigt var super laekker med steak, kartofler og salat, koerte Sofie og jeg til "Safeway", som er et stort og billigt supermarked, for at koebe is, og vi kom netop hjem i rette tid til saesonstart i desperate housewives!! :)

torsdag den 23. september 2010

Jeg nyder det gode vejr!

Vejret har indtil nu vaeret helt utroligt, og mine bange anelser om regn hver eneste dag, har altsaa vaeret helt ubegrundet. :)

I gaar, onsdag, skinnede solen fra en skyfri himmel, og der var ikke en vind at maerke. Jeg skulle arbejde fra 7.30-9.00, og igen fra 12-14.30. Jeg hentede baby Helen fra skole, og hende og jeg koerte hjem og spiste frokost paa terrassen. Imens hun sov til middag, sad jeg og laeste ude i haven. Vejret var simpelthen fantastisk, og jeg behoevede kun en stroptroeje for at kunne holde varmen. Helen og pigerne skulle samme eftermiddag til luse-tjek (!!!), saa de koerte afsted ved halv tre tiden, og jeg havde resten af dagen fri. Jeg fik virkelig nydt solens varme straaler, og har da ogsaa faaet lidt farve i mine ellers blege kinder. Jeg har fundet ud af, at det aabenbart er lidt en skroene med det regnfulde vejr i Seattle. Eller det vil sige - det regner naermest hver dag i vinterhalvaaeret, men det er blot stoevregn. Der kommer altsaa ikke saerlig meget regn af gangen, det regner bare lidt hele tiden. Jeg er blevet fortalt, at de i en by som New York faar mere regn, end vi goer. Forskellen er blot maaden, hvormed vandmaengden er fordelt.

Helen skrev til mig, at luse-tjekket heldigvis havde vist, hvad vi haabede. Ingen af pigerne havde lus, og jeg kunne nu aande lettet op! Samme aften tog jeg hjem til Sofie, hvor jeg spiste aftensmad med hendes familie. Det er foerste gang, at jeg spiser aftensmad ved en anden familie, hvilket var enormt sjovt at proeve. Hendes aeldeste vaertsbarn snakker simpelthen saa utrolig meget, og der var ikke ro ved bordet paa et eneste tidspunkt. I forhold til vores mere formelle maade at spise paa med anrettede portioner og stofservietter i skoeddet, var Sofie familie meget mere afslappet ved bordet. Sofie bor ved et lesbisk par, hvilket maa siges at vaere lidt specielt, men jeg bryder mig rigtig godt om hendes familie, og nyder at vaere derhjemme.
Sofie og jeg koerte til greenlake, som vi gik rundt om. Her er helt enormt flot omkring soeen - isaer om aftenen med de mange lys fra huse og forretninger. Sofie har lige faaet at vide at hendes storebror paa 25 har faaet konstateret en meget sjaelden og alvorlig form for leukaemi, hvilket hun naturligvis var meget paavirket af. Jeg er simpelthen saa ked af det paa hendes vegne, og haaber kun det bedste for hende og hendes familie.

Paa afveje!

Tirsdag aften havde en finsk pige, ved navn Tiia, og jeg snakket om at tage til et frivilligt Au pair moede paa en Starbucks i bydelen Bellevue. Hun har, trods hendes 6 uger i landet, endnu ikke proevet at koere i familiens bil, saa jeg lovede at komme forbi og samle hende op. Jeg havde hjemmefra printet et kort ud samt beskrivelse af, hvordan jeg kom til Tiias hjem og herfra videre til Au pair moedet. Jeg fandt hurtigt og let hendes hjem, og vi manglede nu kun det sidste stykke til Bellevue. Med mig som chauffoer og hende som kortlaeser foelte vi os egentlig godt klaedt paa, men det skulle hurtigt vise sig at blive noget af en udfordring. Vi kom paa motorvejen uden de store problemer - det var foerst vaerre, da vi skulle af motorvejen igen. Vi kunne simpelthen ikke finde den rigtige afkoersel, og efter at have drejet af et par gange, hvorefter vi igen kom paa motorvejen, saa det nu pludselig ud som om, at vi var havnet i downtown, hvilket vi begge var klar over, var helt forkert!!
Vi koerte over en bro og rundt og rundt, hvorefter vi igen kom til det samme sted! Vi var nu for alvor faret vild!

Vi koerte saadan rundt et stykke tid, hvorefter vi fandt et skilt mod Northgate Mall. Sofie bor utrolig taet paa Northgate Mall, saa jeg er forholdsvis kendt i dette omraade, hvilket kunne vaere en fordel, selvom det ligger omkring 100 gader fra Tiias hjem. Klokken var nu naesten 10pm, og vi ville egentlig gerne naa at drikke en kop kakao sammen, men vi kunne ikke finde nogen Starbucks, der stadig havde aabent, og ogsaa Northgate Mall var lukket!

Vores aften endte saaledes med, at vi, efter ca. 2 timers tid i bilen, endelig fandt Tiias hjem igen! Det var noget af en aften, men selvom det hele lyder noget mislykkedes, havde vi faktisk en rigtig hyggelig tid sammen. Det var foerste gang jeg moedte Tiia, og mit indtryk af hende er enormt godt. Hun er som foer skrevet fra Finland, hvilket paa en eller anden maade bevirkede, at vores forhold allerede fra starten var saa meget desto bedre, fordi vi begge var fra norden. Vi kunne i hvert fald hurtigt blive enige om, at de mange tyskere i Seattle ikke virker videre interesserede i at snakke med os Au pair fra andre lande, da mange af dem foeler sig utilpasse ved at snakke engelsk, og derfor foretraekker bare at snakke med hinanden paa tysk!
Snakken gik vaeldigt hele aftenen, og jeg tror bestemt, at hun kan gaa hen og blive en rigtig god veninde. :)

onsdag den 22. september 2010

SAN FRANSISCO BABY!

Saa kom weekenden endelig, hvor turen gik til San Fransisco. Jeg havde virkelig set frem til min foerste rejse i USA, og at den skulle komme allerede efter 4 uger gjorde ikke oplevelsen mindre spaendende. Jeg rejste med fem andre Au pair piger (alle tyske), og vi havde inden turen moedtes nogle gange for at planlaegge weekenden, saa vi fik mest muligt ud af den. Jeg havde selvfoelgelig ikke rigtig faaet undersoegt noget om byen paa forhaand, hvilket er typisk mig, saa jeg tog afsted helt uden nogen forventninger om, hvad jeg skulle se.

Fredag arbjedede jeg kun fra 7.30 til 9.00, hvilket maa siges at vaere en kort arbejdsdag. Helen og pigerne tog til byen Portland i staten Oregon, hvor de skulle vaere hele weekenden ved en af Helens veninder, Caroline, og Jeff floej samme dag til Sun Valley i Idaho, hvilket gjorde netop denne weekend saa meget desto mere belejlig at rejse i. Jeg havde hele dagen til at pakke og goere klar til turen, og ved fire tiden var alt da ogsaa parat. Helen og Jeff havde tilbudt mig at have en af bilerne hele weekenden, saa vi paa den maade kunne undgaa den offentlige transport fredag eftermiddag. En af de andre piger, Jessi, havde inden bestilt en parkeringsplads taet ved lufthavnen, hvor bilen kunne holde parkeret for $25, og hvor man saa samtidig kunne koere gratis med shuttle bus fra parkeringspladsen til lufthavnen.
Klokken fire kom Sophia hjem til mig, hvor vi saa skulle videre hjem til en af de andre piger, Maren, for at samle hende og de to andre piger, Christina og Jessi, op. Den 6. pige, hvis navn er Sabrina, og hvem jeg aldrig har moedt foer, blev selv koert til lufthavnen af hendes vaertsmor, saa hende havde vi blot aftalt at moedes med i lufthavnen. Lige som Sophia og jeg var paa vej ud af doeren, ringede Christina at hende og Jessi alligevel ikke var i stand til at komme hjem til Maren, da Christinas vaertsmors bil var gaaet i stykker samme dag. Planerne blev derfor aendret i sidste sekund, og vi skulle nu foerst samle Maren op og derefter Christina og Jessi. Denne aendring fik vores, i forvejen stramme, tidsplan til at se endnu mere umulig ud. Da vi saa kommer til Marens hus, viser det sig, at hverken hende eller hendes vaertsfamilie er hjemme, og vi venter ude foran et tomt og moerklagt hus, foer hun efter ca. 10 minutter kommer loebende hen af gaden med en indkoebspose i haanden. Jeg ved ikke, hvad hun taenkte paa?! Det er da det mest underlige tidspunkt at handle ind paa, og vi havde hurtigt tabt de foerste 45 minutter, foer vi endelig naaede Christinas hus. Endvidere havde vi problemer med at finde vores parkeringsplads, og den eneste grund til, at vi saa alligevel naaede vores fly, var, at det var 1,5 time forsinket!! Jeg har aldrig vaeret saa taknemmelig for et forsinket fly, som jeg var denne aften, og vi havde nu lige pludselig god tid til at checke ind, finde vores gate og spise aftensmad.
Der var udover forsinkelsen ogsaa problemer med at faa forbindelse samt tilladelse fra San Fransisco lufthavn om at lande, hvilket bevirkede, at vi i en times tid bare floej rundt og rundt over byen. Alt i alt medvirkede aftens mange haendelser altsaa til en meget begraenset fredag aften, og da vi lidt over midnat endelig havde faaet noeglerne til vores vaerelser, kroeb vi alle direkte under dynen. Sophia og jeg havde bestilt vaerelse sammen, hvilket betoed, at Sophia og jeg kom paa et vaerelse og de fire andre paa et andet. Det gjorde mig egentlig ikke saa meget, for Sophia er bestemt den af pigerne, jeg har snakket mest med, og samtidig ogsaa har det bedste indtryk af. Da det var et hostel vi boede paa, sov der ogsaa andre inde paa vaerelset. Vi boede med en aeldre dame fra Canada, og en ung, amerikansk pige som var paa rundtur i USA med sin kaereste.

Loerdag morgen stod vi op ved 8 tiden for at spise morgenmad. Spisesalen var et aeldre koekken, og der var bestemt ikke plads nok til alle gaesterne, saa vi maatte vente 20 minutter paa at faa et bord. Morgenmaden var endvidere ikke noget saerligt. Vi fik lyst broed, marmelade, juice og gamle, gule aebler, saa trods mine to stykker broed, var jeg stadig enormt sulten, da vi gik fra morgenmaden ved 9 tiden.
Vi boede midt nede i downtown, og der var kun faa hundrede meter op til Union square, hvorfra vi kunne hoppe paa vores foerste roede, sightseeing bus. Loerdag var vejret bestemt perfekt til sightseeing – ikke for varmt og ikke for koldt - og vi var tilmed heldige med, at det om eftermiddagen klarede op, saa vi kunne nyde solens varme straaler. Vi startede med at koere til ”Asian Art Museum”, ”City Hall” og ”Civic Center”, hvor vi fik taget en masse billeder af en stor asiatisk skulptur og den enormt flotte plads foran ”City Hall”. Da den naeste bus kom forbi, ca. en halv time efter, hoppede vi igen paa, og koerte til Hippi omraadet ”Haight Ashbury”. Gaden her overraskede mig meget, og selvom det var loerdag, og nogle af butikkerne derfor var lukket, gav omraadet et rigtig godt billede af 60’ernes hippi kultur. Her immede virkelig af flower-power og ”peace, love and harmony”! Selv den ”Ben and Jerry's” iskiosk vi besoegte havde sloganet ”Peace, love and ice creme”! Det var som at traede ind i en anden tid – som var det en lille isoleret bydel af San Fransisco. Herefter koerte vi til ”Golden Gate Bridge”, hvor vi ogsaa brugte enormt lang tid. Vi valgte ikke at gaa hele turen over broen, men vi kom da halvvejs ud, hvorfra vi havde en enorm flot udsigt over byen, havet og ikke mindst faengslet ”Alcatraz”, som San Fransisco er meget beroemt for. Klokken var nu snart 15, og ingen af os havde faaet frokost endnu, saa vi tog ind til omraadet, hvor ”Chestnut”, ”Fillmore” og ”Union street shopping” alle er repraesenteret, for at faa noget hurtigt at spise foer turen igen gik videre til ”Fisherman’s Wharf”. Her blev vi sat af lige overfor en Starbucks, hvilket vi bestemt saa som et tegn fra guderne selv. :) Vi gik rundt og saa paa en masse smaa boder, vi var nede paa havnen, hvor vi talte med tre amerikanske drenge, som efter at have hoert, at vi alle kom fra Seattle, pludselig var meget interesseret i Twilight! Det var simpelthen den skoereste samtale jeg laenge har foert, men ikke desto mindre vil jeg sikkert aldrig glemme denne oplevelse. Vi gik videre ned langs havnen til ”Pier 39”, hvor vi saa en masse sigoejnere, som var klaedt ud, og paa alle mulige sjove maade proevede at tjene penge. Vi missede den sidste turistbus, og vi maatte derfor tage en almindelig bybus til omraadet ”China Town”. Vi var alle enormt smadret, og vi traskede alle bare lidt rundt og kiggede. Omraadet var meget specielt, men ja omvendt ogsaa blot som et hvilket som helst andet ”China town” i en storby. Det var bestemt et anderledes og meget interessant sted, som isaer i tusmoerket, med alle de kinesiske lamper taendt, var meget flot. Jeg synes bare stadigvaek, at det var meget turistpraeget, og man fik ikke paa samme maade som jeg havde haabet, indtrykket af at gaa rundt i en fremmed kultur.
Vi tog ind til downtown igen ved otte tiden for at finde et sted at spise, og efter lidt soegen fandt vi en rigtig hyggelig, lille italiensk restaurant, som lavede en helt vildt god ravioli med spinat og tomat. Mums!! Herefter splittede vi op, og Sophia og jeg gik paa ”Cheesecake factory” og de andre piger smuttede hjem. Vi havde haabet paa at kunne faa et bord, men det var totalt umuligt, saa vi tog blot en cheesecake med os, og sad paa ”Union Sqaure” og guffede ostekage i os, saa vi var lige ved at raevne. Selvom vi kunne trille hjem, var det ikke desto mindre prikken over i’et efter en god og lang dag. Sophia og jeg sad og snakkede sammen til over midnat, og isaer talte vi om de andre tyske piger, som havde vaeret saa ENORMT gode til at snakke tysk hele dagen. Jeg var paa et tidspunkt loerdag eftermiddag ved at faa et flip paa dem, for selvom jeg da godt forstod, hvad de sagde, er det mere princippet i det. Jeg er ikke – og det gaar jeg heller ikke ud fra, at de er – kommet til USA for at snakke tysk, og saa synes jeg samtidig ogsaa, at det er enormt uhoefligt overfor mig bare at plabre loes paa deres modersmaal. Sophia var virkelig cool! Selv naar de spurgte hende om noget paa tysk, svarede hun dem konsekvent paa engelsk for ikke, at jeg skulle foele mig helt saa meget udenfor. Det var enormt paent af hende, og det var da bestemt ogsaa hende, jeg snakkede mest med under turen, fordi hun rent faktisk virkede interesseret i at tale engelsk med mig.

Soendag var programmet ikke naer saa presset. Vi hoppede igen paa en af de roede sightseeing busser fra ”Union Square”, og stod denne gang foerst af ved ”Golden Gate Park”. Vi gik lidt rundt i parken, og saa det af den japanske have, vi kunne se uden af betale entre. Dog begyndte det at smaa regne, og gaatur i parken stod ikke just hoejest paa vores oenskeseddel. Vi hoppede paa en bus, og tog ned til ”Fisherman’s Wharf”, hvorfra vi gik op til ”Lombard street”, som er kendt for sine store rosen - og rhododendron bede. Vi besluttede nu, at vores tid som turister var ovre, og vi tog en ”Cable car”, som er en gammel sporvogn, der koerer rundt i San Fransiscos gader, ned til downtown. Resten af eftermiddagen stod paa shopping!! Det er klart den fedeste by, jeg nogensinde har shoppet i, og haanden paa hjertet saa var alle de 200 butikkers store Malls samt de enorme gader fyldt med smaa special forretninger, klart den mest haarrejsende oplevelse i loebet af weekenden! Blot en skam at pengene ikke helt rakte, men underligt nok var det egentlig tilfredsstillende nok, bare at gaa rundt og suge til sig fra de mange flotte butiksvinduer, og saa blot droemme sig ned i det par alt for dyre cowboy bukser.

Alt i alt var det en rigtig god weekend, hvor jeg udover de mange smukke steder og sjove oplevelser, ogsaa laerte de andre piger meget bedre at kende. Eksempelvis er mit indtryk af Sophia blevet meget bedre efter denne weekend, og vi har faaet et ret godt forhold til hinanden. Jeg ved ikke, om vi ligefrem bliver super gode veninder, men om ikke andet er jeg sikker paa, at vi nok skal faa meget glaede af hinanden i loebet af dette aar. :)