onsdag den 29. september 2010

AV, hvor er jeg oem over hele min krop.

Tirsdag aften begyndte min college klasse, hvilket jeg virkelig havde set frem til laenge. Jeg har - som de fleste nok ved - brugt min sommerferie paa at laese fysik op ude paa HIH, saa da jeg skulle vaelge fag paa "North Seattle Community College" (NSCC) var motivationen og gejsten der ikke just for et alt for bogligt fag. Samtidig er jeg ogsaa overbevist om, at det er nemmere at laere nye folk at kende i en sportsklasse, hvor man kommer hinanden ved end i en almindelig fx. engelsk klasse, hvor man det meste af tiden, forventes at tie stille og lytte til laereren.

Sophia og jeg havde sammen set klasserne igennem, hvilket var fuldstaendig uoverksueligt, da der virkelig er uendeligt mange muligheder. Sophia arbejder fra 9-17 hver dag, og det er hende derfor kun muligt at deltage i en aften-klasse, hvilket egentlig heller ikke gjorde mig noget paa davaerende tidspunkt. Lisa og Anni (vore familiers "gamle" Au pairs) havde anbefalet os at melde os til "Total body conditioning" som er en sportsklasse med fokuspunkterne styrke, udholdenhed og udfordring! Jeg tror egentlig, at det var mere et spoergsmaal om, hvad der var nemt for os at vaelge, end det var et spoergsmaal om saerlige interesser, saa efter ikke megen overvejelse meldte vi os begge paa denne klasse.

Jeg er i dag forfaerdelig oem i hele min krop - isaer mine ben, hvilket undrer mig meget, eftersom jeg loeber rigtig meget. Undervisningen var super fin med mange forskellige og udfordrende oevelser. Det var ikke helt saa haardt, som jeg havde haabet og troet, men trods alt stadig nok til at sende mine vattede arme paa overarbejde. :) Der udover var det en fed oplevelse at vaere paa et rigtigt amerikansk college, og maerke stemningen som paa mange maader immer af ungdomsfilm. Dog er der kun 4 unge i min klasse, og vi er alle Au pairs, hvilket jeg var super skuffet over. Resten er middelaldrende kvinder og enkelte maend, og selvom de alle virkede meget flinke og interesserede i os "nye paa holdet", som de kaldte os, ville jeg oenske, at der var andre unge, da jeg - netop igennem college - havde haabet paa at kunne laere nogle amerikanske unge at kende. Efter jul vaelger jeg nok derfor en anden klasse, og maaske samtidig en formiddagsklasse, da der paa disse hold, da helt sikkert maa vaere nogle unge mennesker. Dog er jeg stadig enormt glad for endelig at komme i gang paa college, og ser allerede frem til at smadre mine muskler igen i morgen, torsdag. :)

Og det var saa de 3 minutter...

Tirsdag morgen kl. 9.30 holdte jeg parkeret ude foran koereskolen i Everett klar til at tage min koereproeve. Jeg havde hele morgenen haft saadan en maerkelig fornemmelse indeni, som naar man bare slaar oejnene op om morgenen, og med det samme kan maerke, at det bliver en daarlig dag!! Der holdte to biler parkeret ved siden af mig, hvor der i den ene sad en ung pige paa min alder i gang med sin koereproeve. Hun blev udspurgt om 117 maerkelige ting, var rundt og vise ting ved bilen og var saagar omme og ligge paa bagsaedet paa et tidspunkt - hvad hun lavede der, har jeg virkelig ingen anelse om! Efter ca. et kvarter koerte de endelig fra parkeringspladsen, men turen var noget kort, og efter ca. 5 minutter kom hun graedende tilbage. Jeg gaar ud fra, at hun var dumpet, men lige paa det tidspunkt havde jeg mere travlt med at holde oeje med den kvindelige koeresagkyndige, der nu var paa vej hen til MIN bil!!

Den koeresagkyndige gav tegn til mig om at rulle vinduet ned, men da jeg ikke havde noeglerne i bilen, aabnede jeg istedet blot doeren, hvilket jeg, straks efter at have set hendes ansigstudtryk, fortroed! Hun naermest vaesede af mig, at det ikke var doeren, hun bad mig om at aabne, men vinduet. Udigennem det nu nedrullede vindue rakte jeg hende haanden, smilede og sagde hej. Hun kiggede paa mig, nikkede saa og fortalte mig hendes navn. Ligesom ved den unge pige i bilen ved siden af mig, udspurgte hun mig ogsaa om en forfaerdelig masse ting. Hun ville paa et tidspunkt have mig til at traekke haandbraemsen, hvilket jeg overhoved ikke forstod. Jeg beklagede og fortalte, at jeg kun havde vaeret i landet i 5 uger, og derfor endnu ikke var speciel god til sproget, og om hun ville have noget imod at forklare mig, hvad jeg skulle. Igen her var hendes respons bestemt ikke venlig. Hun fortalte mig, at hun virkelig ikke kunne tage sig af det, og at det var mit problem, om jeg forstod hende eller ej! Vi koerte fra parkeringspladsen, men turen blev desvaerre en smule kort. Jeg kom ud paa en vej, som var den samme, som den jeg var kommet fra, da jeg ankom til koereskolen. Man maatte her koere 35 mph, og da der ingen fartskilte var, taenkte jeg, at jeg for en sikkerheds skyld hellere maatte holde mig omkring de 30 mph, da det er den mest almindelige fartgraense. Jeg havde koert ca. 600-700 meter, da hun kigger paa mig og siger: "Du koere naesten 30 mph - du kan godt stoppe og vaenne om - din proeve er slut!" Det viser sig, at der 500 meter nede i den anden ende af vejen var et fartskilt med hastigheden 25 mph, men da jeg jo ikke passerede dette skilt, havde jeg da virkelig ingen anelse om, hvad jeg maatte koere! Ikke desto mindre var min koereproeve slut efter blot ca. 3 minutters koersel!

Jeg var simpelthen saa skuffet over mig selv. Jeg har aldrig proevet ligefrem at dumpe en test, og at dette skulle ske til en ellers simpel amerikansk koereproeve, var mig virkelig ubegribeligt. Paa vejen hjem foelte jeg mig fuldstaendig tom indeni. Jeg havde saa svaert ved at forstaa, hvad der lige var sket, og bare tanken om at skulle hjem og fortaelle min vaertsfamilie om mit skuffende resultat, var virkelig ikke til at holde ud. Helen tog det egentlig rigtig paent. De havde alle regnet med, at det ville gaa mig nemt til proeven, og det sidste Helen havde sagt til mig, inden jeg koerte afsted samme morgen, var: "Ring saa snart du er bestaaet!" Hun blev ved med at snakke om det, og ringede saagar til Everett koereskole. Hun spurgte mig, om jeg ville foele det som en hjaelp, hvis jeg kunne faa nogle koeretimer. Jeg ved godt, at hun blot proevede at hjaelpe mig, men blev alligevel en smule saaret over det. Jeg har ikke haft koerekort i 3 aar, for saa at tage ekstra koeretimer for at bestaa en amerikansk koereproeve, som jo ellers skulle vaere super nem at bestaa!

Smoothies ved Greenlake!

Weekenden i Seattle var fantastisk! Vejret var som paa en varm sommerdag med skyfri himmel, 25 grader og ikke en vind at maerke! Derudover var der lagt planer for hele weekenden, som stod paa hygge med de andre Au pairs.

Fredag aften var jeg paa sushibar med Sofie. Foer jeg moedte Sofie, havde jeg aldrig proevet sushi, men nu spiser jeg det hele tiden. Vores favorit restaurant hedder Blue C, og er et nyt og moderne spisested, som bl.a ligger i University Village ikke langt fra Sofie. Stedet er specielt, da maden koerer rundt i restauranten paa smaa tallerkner. Naar den slags sushi, som man gerne vil have, kommer forbi bordet, man sidder ved, tager man altsaa bare tallerknen ned til bordet og begynder at spise. Alle tallerknerne har forskellige farver, som indikerer en pris. Det er virkelig et super smart princip, da man saaledes kan se, hvad man faar og betaler for.

Loerdag morgen var jeg med ude at se Lucy og Phoebe spille deres foerste fodboldkampe. Phoebe spiller for skoleholdet, og Lucy gaar til fodbold i en fodboldklub, der traener i vores nabolag. Det var enormt morsomt at se dem spille, selvom resultaterne ikke er vaerd at naevne. Herefter moedtes jeg med Tiia, en pige fra Finland. Da vejret var fantastisk havde vi aftalt at gaa rundt om Greenlake, hvor vi helt tilfaeldigt moedte nogen af de tyske piger. Vi hentede smoothies fra Starbucks og slog os ned sammen med dem paa et taeppe ved soen. Der er saa enormt flot omkring Greenlake, og netop denne dag var ingen undtagelse. Jeg er simpelthen saa overrasket over, hvor stor fokus der er paa motion her i Seattle, og dette er isaer tydeligt omkring Greenlake, hvor folk af alle afstamninger moedes for at dyrke motion sammen. Foer mit ophold havde jeg isaer mange fordomme paa dette omraade, og neej hvor jeg dog frygtede at tage 10 kilo paa i loebet af mit aar som Au pair, men mine mange bekymringer har virkelig vist sig at vaere ubegrundet. Folk gaar saa ekstremt meget op i at dyrke motion, spise rigtigt og generelt leve sundt, hvilket naturligvis ogsaa paavirker mig. Det er enormt positivt at opleve, at ikke alle mine fordomme om den amerikanske kultur holder stik! Dog skal det maaske naevnes, at Seattle er lidt speciel paa dette omraade, da folkene generelt er meget europaeisk orienteret med hensyn til levevis og mentalitet! Helen fortalte mig desuden, at Seattle er blevet kaaret til en af Amerikas 5 sundeste byer, saa omraadet jeg bor i, er nok ikke typisk amerikansk.
Loerdag aften havde Sophia inviteret alle os piger fra San Fransisco turen til middag, da hendes vaertsfamilie ikke var hjemme denne aften. Vi lavede pastaret med en speciel "tomato-mushroom-ham sauce" til samt en mozzarella salat og til dessert fik vi is. Trods det ellers simple maaltid, smagte det super godt, og vi var alle godt maette, da vi gik fra bordet. Det var en helt vild god aften, hvor der naesten kun blev talt engelsk, hvilket hjalp ekstremt meget paa mit humoer. Vi fik snakket om en masse forskellige og mere personlige ting, end vi hidtil har gjort, og jeg tror, at vi alle foelte os taettere knyttet, da vi ved halv tolv tiden sagde godnat.

Soendag formiddag var Helen, Phoebe, baby Helen og jeg til "Farmers market", hvilket er et stort oekologisk, foedevare marked i omraadet Ballard, som finder sted hver soendag. Vi gik rundt mellem de smaa boder, og fik koebt lidt ind til den kommende uge. Der var smagsproever paa alle tingene, hvilket pigerne og jeg benyttede os vaeldigt af. :) Vi var i en lille bod, der solgte broed og kager, hvor jeg blev praesenteret for noget, der kunne minde om groft franskbroed. Jeg savner virkelig forfaerdelig meget mit gode, danske rugbroed med leverpostej og agurker, og Helen og jeg har begge vaeret paa udkig efter det - dog uden held! Vi spiste frokost ved en rigtig laekker bod, der serverede pandekager med groentsager og en slags kartoffelmos, hvor kartoflerne blot var byttet ud med majs.
Senere samme dag koerte jeg til downtown, hvor jeg moedtes med Jessi og Lisa, som begge (selvfoelgelig!!) er fra Tyskland! Vi havde aftalt at proeve turristattraktionen "Ride the Ducks", som er en sightseeing tur rundt i Seattle i en baad, som baade kan koere og sejle. Den foerste time var paa land, hvor vi koerte rundt i downtown, og den sidste halve time foregik paa vandet. Sammenlignet med den baadtur jeg var paa med Helen og pigerne i august, var denne baadtur virkelig ringe, da vi blot tog en enkelt tur rundt paa havet uden egentlig at se noget bestemt, saa taget prisen i betragtning, var det efter min mening ikke de $27 vaerd! Det gjorde bestemt ikke oplevelsen bedre, at der laa en parkeringsboede i min forrude, da jeg kom tilbage!! :(
Dog var det en hyggelig eftermiddag sammen med de andre piger, og det er trods alt det vigtigste.
Samme aften var jeg inviteret til middag ved Sofies vaertsfamilie. Sofie og jeg oevede parallelparkering til den store guldmedalje, da dette forventes til den praktiske koereproeve. Efter aftensmaden, som foroevrigt var super laekker med steak, kartofler og salat, koerte Sofie og jeg til "Safeway", som er et stort og billigt supermarked, for at koebe is, og vi kom netop hjem i rette tid til saesonstart i desperate housewives!! :)

torsdag den 23. september 2010

Jeg nyder det gode vejr!

Vejret har indtil nu vaeret helt utroligt, og mine bange anelser om regn hver eneste dag, har altsaa vaeret helt ubegrundet. :)

I gaar, onsdag, skinnede solen fra en skyfri himmel, og der var ikke en vind at maerke. Jeg skulle arbejde fra 7.30-9.00, og igen fra 12-14.30. Jeg hentede baby Helen fra skole, og hende og jeg koerte hjem og spiste frokost paa terrassen. Imens hun sov til middag, sad jeg og laeste ude i haven. Vejret var simpelthen fantastisk, og jeg behoevede kun en stroptroeje for at kunne holde varmen. Helen og pigerne skulle samme eftermiddag til luse-tjek (!!!), saa de koerte afsted ved halv tre tiden, og jeg havde resten af dagen fri. Jeg fik virkelig nydt solens varme straaler, og har da ogsaa faaet lidt farve i mine ellers blege kinder. Jeg har fundet ud af, at det aabenbart er lidt en skroene med det regnfulde vejr i Seattle. Eller det vil sige - det regner naermest hver dag i vinterhalvaaeret, men det er blot stoevregn. Der kommer altsaa ikke saerlig meget regn af gangen, det regner bare lidt hele tiden. Jeg er blevet fortalt, at de i en by som New York faar mere regn, end vi goer. Forskellen er blot maaden, hvormed vandmaengden er fordelt.

Helen skrev til mig, at luse-tjekket heldigvis havde vist, hvad vi haabede. Ingen af pigerne havde lus, og jeg kunne nu aande lettet op! Samme aften tog jeg hjem til Sofie, hvor jeg spiste aftensmad med hendes familie. Det er foerste gang, at jeg spiser aftensmad ved en anden familie, hvilket var enormt sjovt at proeve. Hendes aeldeste vaertsbarn snakker simpelthen saa utrolig meget, og der var ikke ro ved bordet paa et eneste tidspunkt. I forhold til vores mere formelle maade at spise paa med anrettede portioner og stofservietter i skoeddet, var Sofie familie meget mere afslappet ved bordet. Sofie bor ved et lesbisk par, hvilket maa siges at vaere lidt specielt, men jeg bryder mig rigtig godt om hendes familie, og nyder at vaere derhjemme.
Sofie og jeg koerte til greenlake, som vi gik rundt om. Her er helt enormt flot omkring soeen - isaer om aftenen med de mange lys fra huse og forretninger. Sofie har lige faaet at vide at hendes storebror paa 25 har faaet konstateret en meget sjaelden og alvorlig form for leukaemi, hvilket hun naturligvis var meget paavirket af. Jeg er simpelthen saa ked af det paa hendes vegne, og haaber kun det bedste for hende og hendes familie.

Paa afveje!

Tirsdag aften havde en finsk pige, ved navn Tiia, og jeg snakket om at tage til et frivilligt Au pair moede paa en Starbucks i bydelen Bellevue. Hun har, trods hendes 6 uger i landet, endnu ikke proevet at koere i familiens bil, saa jeg lovede at komme forbi og samle hende op. Jeg havde hjemmefra printet et kort ud samt beskrivelse af, hvordan jeg kom til Tiias hjem og herfra videre til Au pair moedet. Jeg fandt hurtigt og let hendes hjem, og vi manglede nu kun det sidste stykke til Bellevue. Med mig som chauffoer og hende som kortlaeser foelte vi os egentlig godt klaedt paa, men det skulle hurtigt vise sig at blive noget af en udfordring. Vi kom paa motorvejen uden de store problemer - det var foerst vaerre, da vi skulle af motorvejen igen. Vi kunne simpelthen ikke finde den rigtige afkoersel, og efter at have drejet af et par gange, hvorefter vi igen kom paa motorvejen, saa det nu pludselig ud som om, at vi var havnet i downtown, hvilket vi begge var klar over, var helt forkert!!
Vi koerte over en bro og rundt og rundt, hvorefter vi igen kom til det samme sted! Vi var nu for alvor faret vild!

Vi koerte saadan rundt et stykke tid, hvorefter vi fandt et skilt mod Northgate Mall. Sofie bor utrolig taet paa Northgate Mall, saa jeg er forholdsvis kendt i dette omraade, hvilket kunne vaere en fordel, selvom det ligger omkring 100 gader fra Tiias hjem. Klokken var nu naesten 10pm, og vi ville egentlig gerne naa at drikke en kop kakao sammen, men vi kunne ikke finde nogen Starbucks, der stadig havde aabent, og ogsaa Northgate Mall var lukket!

Vores aften endte saaledes med, at vi, efter ca. 2 timers tid i bilen, endelig fandt Tiias hjem igen! Det var noget af en aften, men selvom det hele lyder noget mislykkedes, havde vi faktisk en rigtig hyggelig tid sammen. Det var foerste gang jeg moedte Tiia, og mit indtryk af hende er enormt godt. Hun er som foer skrevet fra Finland, hvilket paa en eller anden maade bevirkede, at vores forhold allerede fra starten var saa meget desto bedre, fordi vi begge var fra norden. Vi kunne i hvert fald hurtigt blive enige om, at de mange tyskere i Seattle ikke virker videre interesserede i at snakke med os Au pair fra andre lande, da mange af dem foeler sig utilpasse ved at snakke engelsk, og derfor foretraekker bare at snakke med hinanden paa tysk!
Snakken gik vaeldigt hele aftenen, og jeg tror bestemt, at hun kan gaa hen og blive en rigtig god veninde. :)

onsdag den 22. september 2010

SAN FRANSISCO BABY!

Saa kom weekenden endelig, hvor turen gik til San Fransisco. Jeg havde virkelig set frem til min foerste rejse i USA, og at den skulle komme allerede efter 4 uger gjorde ikke oplevelsen mindre spaendende. Jeg rejste med fem andre Au pair piger (alle tyske), og vi havde inden turen moedtes nogle gange for at planlaegge weekenden, saa vi fik mest muligt ud af den. Jeg havde selvfoelgelig ikke rigtig faaet undersoegt noget om byen paa forhaand, hvilket er typisk mig, saa jeg tog afsted helt uden nogen forventninger om, hvad jeg skulle se.

Fredag arbjedede jeg kun fra 7.30 til 9.00, hvilket maa siges at vaere en kort arbejdsdag. Helen og pigerne tog til byen Portland i staten Oregon, hvor de skulle vaere hele weekenden ved en af Helens veninder, Caroline, og Jeff floej samme dag til Sun Valley i Idaho, hvilket gjorde netop denne weekend saa meget desto mere belejlig at rejse i. Jeg havde hele dagen til at pakke og goere klar til turen, og ved fire tiden var alt da ogsaa parat. Helen og Jeff havde tilbudt mig at have en af bilerne hele weekenden, saa vi paa den maade kunne undgaa den offentlige transport fredag eftermiddag. En af de andre piger, Jessi, havde inden bestilt en parkeringsplads taet ved lufthavnen, hvor bilen kunne holde parkeret for $25, og hvor man saa samtidig kunne koere gratis med shuttle bus fra parkeringspladsen til lufthavnen.
Klokken fire kom Sophia hjem til mig, hvor vi saa skulle videre hjem til en af de andre piger, Maren, for at samle hende og de to andre piger, Christina og Jessi, op. Den 6. pige, hvis navn er Sabrina, og hvem jeg aldrig har moedt foer, blev selv koert til lufthavnen af hendes vaertsmor, saa hende havde vi blot aftalt at moedes med i lufthavnen. Lige som Sophia og jeg var paa vej ud af doeren, ringede Christina at hende og Jessi alligevel ikke var i stand til at komme hjem til Maren, da Christinas vaertsmors bil var gaaet i stykker samme dag. Planerne blev derfor aendret i sidste sekund, og vi skulle nu foerst samle Maren op og derefter Christina og Jessi. Denne aendring fik vores, i forvejen stramme, tidsplan til at se endnu mere umulig ud. Da vi saa kommer til Marens hus, viser det sig, at hverken hende eller hendes vaertsfamilie er hjemme, og vi venter ude foran et tomt og moerklagt hus, foer hun efter ca. 10 minutter kommer loebende hen af gaden med en indkoebspose i haanden. Jeg ved ikke, hvad hun taenkte paa?! Det er da det mest underlige tidspunkt at handle ind paa, og vi havde hurtigt tabt de foerste 45 minutter, foer vi endelig naaede Christinas hus. Endvidere havde vi problemer med at finde vores parkeringsplads, og den eneste grund til, at vi saa alligevel naaede vores fly, var, at det var 1,5 time forsinket!! Jeg har aldrig vaeret saa taknemmelig for et forsinket fly, som jeg var denne aften, og vi havde nu lige pludselig god tid til at checke ind, finde vores gate og spise aftensmad.
Der var udover forsinkelsen ogsaa problemer med at faa forbindelse samt tilladelse fra San Fransisco lufthavn om at lande, hvilket bevirkede, at vi i en times tid bare floej rundt og rundt over byen. Alt i alt medvirkede aftens mange haendelser altsaa til en meget begraenset fredag aften, og da vi lidt over midnat endelig havde faaet noeglerne til vores vaerelser, kroeb vi alle direkte under dynen. Sophia og jeg havde bestilt vaerelse sammen, hvilket betoed, at Sophia og jeg kom paa et vaerelse og de fire andre paa et andet. Det gjorde mig egentlig ikke saa meget, for Sophia er bestemt den af pigerne, jeg har snakket mest med, og samtidig ogsaa har det bedste indtryk af. Da det var et hostel vi boede paa, sov der ogsaa andre inde paa vaerelset. Vi boede med en aeldre dame fra Canada, og en ung, amerikansk pige som var paa rundtur i USA med sin kaereste.

Loerdag morgen stod vi op ved 8 tiden for at spise morgenmad. Spisesalen var et aeldre koekken, og der var bestemt ikke plads nok til alle gaesterne, saa vi maatte vente 20 minutter paa at faa et bord. Morgenmaden var endvidere ikke noget saerligt. Vi fik lyst broed, marmelade, juice og gamle, gule aebler, saa trods mine to stykker broed, var jeg stadig enormt sulten, da vi gik fra morgenmaden ved 9 tiden.
Vi boede midt nede i downtown, og der var kun faa hundrede meter op til Union square, hvorfra vi kunne hoppe paa vores foerste roede, sightseeing bus. Loerdag var vejret bestemt perfekt til sightseeing – ikke for varmt og ikke for koldt - og vi var tilmed heldige med, at det om eftermiddagen klarede op, saa vi kunne nyde solens varme straaler. Vi startede med at koere til ”Asian Art Museum”, ”City Hall” og ”Civic Center”, hvor vi fik taget en masse billeder af en stor asiatisk skulptur og den enormt flotte plads foran ”City Hall”. Da den naeste bus kom forbi, ca. en halv time efter, hoppede vi igen paa, og koerte til Hippi omraadet ”Haight Ashbury”. Gaden her overraskede mig meget, og selvom det var loerdag, og nogle af butikkerne derfor var lukket, gav omraadet et rigtig godt billede af 60’ernes hippi kultur. Her immede virkelig af flower-power og ”peace, love and harmony”! Selv den ”Ben and Jerry's” iskiosk vi besoegte havde sloganet ”Peace, love and ice creme”! Det var som at traede ind i en anden tid – som var det en lille isoleret bydel af San Fransisco. Herefter koerte vi til ”Golden Gate Bridge”, hvor vi ogsaa brugte enormt lang tid. Vi valgte ikke at gaa hele turen over broen, men vi kom da halvvejs ud, hvorfra vi havde en enorm flot udsigt over byen, havet og ikke mindst faengslet ”Alcatraz”, som San Fransisco er meget beroemt for. Klokken var nu snart 15, og ingen af os havde faaet frokost endnu, saa vi tog ind til omraadet, hvor ”Chestnut”, ”Fillmore” og ”Union street shopping” alle er repraesenteret, for at faa noget hurtigt at spise foer turen igen gik videre til ”Fisherman’s Wharf”. Her blev vi sat af lige overfor en Starbucks, hvilket vi bestemt saa som et tegn fra guderne selv. :) Vi gik rundt og saa paa en masse smaa boder, vi var nede paa havnen, hvor vi talte med tre amerikanske drenge, som efter at have hoert, at vi alle kom fra Seattle, pludselig var meget interesseret i Twilight! Det var simpelthen den skoereste samtale jeg laenge har foert, men ikke desto mindre vil jeg sikkert aldrig glemme denne oplevelse. Vi gik videre ned langs havnen til ”Pier 39”, hvor vi saa en masse sigoejnere, som var klaedt ud, og paa alle mulige sjove maade proevede at tjene penge. Vi missede den sidste turistbus, og vi maatte derfor tage en almindelig bybus til omraadet ”China Town”. Vi var alle enormt smadret, og vi traskede alle bare lidt rundt og kiggede. Omraadet var meget specielt, men ja omvendt ogsaa blot som et hvilket som helst andet ”China town” i en storby. Det var bestemt et anderledes og meget interessant sted, som isaer i tusmoerket, med alle de kinesiske lamper taendt, var meget flot. Jeg synes bare stadigvaek, at det var meget turistpraeget, og man fik ikke paa samme maade som jeg havde haabet, indtrykket af at gaa rundt i en fremmed kultur.
Vi tog ind til downtown igen ved otte tiden for at finde et sted at spise, og efter lidt soegen fandt vi en rigtig hyggelig, lille italiensk restaurant, som lavede en helt vildt god ravioli med spinat og tomat. Mums!! Herefter splittede vi op, og Sophia og jeg gik paa ”Cheesecake factory” og de andre piger smuttede hjem. Vi havde haabet paa at kunne faa et bord, men det var totalt umuligt, saa vi tog blot en cheesecake med os, og sad paa ”Union Sqaure” og guffede ostekage i os, saa vi var lige ved at raevne. Selvom vi kunne trille hjem, var det ikke desto mindre prikken over i’et efter en god og lang dag. Sophia og jeg sad og snakkede sammen til over midnat, og isaer talte vi om de andre tyske piger, som havde vaeret saa ENORMT gode til at snakke tysk hele dagen. Jeg var paa et tidspunkt loerdag eftermiddag ved at faa et flip paa dem, for selvom jeg da godt forstod, hvad de sagde, er det mere princippet i det. Jeg er ikke – og det gaar jeg heller ikke ud fra, at de er – kommet til USA for at snakke tysk, og saa synes jeg samtidig ogsaa, at det er enormt uhoefligt overfor mig bare at plabre loes paa deres modersmaal. Sophia var virkelig cool! Selv naar de spurgte hende om noget paa tysk, svarede hun dem konsekvent paa engelsk for ikke, at jeg skulle foele mig helt saa meget udenfor. Det var enormt paent af hende, og det var da bestemt ogsaa hende, jeg snakkede mest med under turen, fordi hun rent faktisk virkede interesseret i at tale engelsk med mig.

Soendag var programmet ikke naer saa presset. Vi hoppede igen paa en af de roede sightseeing busser fra ”Union Square”, og stod denne gang foerst af ved ”Golden Gate Park”. Vi gik lidt rundt i parken, og saa det af den japanske have, vi kunne se uden af betale entre. Dog begyndte det at smaa regne, og gaatur i parken stod ikke just hoejest paa vores oenskeseddel. Vi hoppede paa en bus, og tog ned til ”Fisherman’s Wharf”, hvorfra vi gik op til ”Lombard street”, som er kendt for sine store rosen - og rhododendron bede. Vi besluttede nu, at vores tid som turister var ovre, og vi tog en ”Cable car”, som er en gammel sporvogn, der koerer rundt i San Fransiscos gader, ned til downtown. Resten af eftermiddagen stod paa shopping!! Det er klart den fedeste by, jeg nogensinde har shoppet i, og haanden paa hjertet saa var alle de 200 butikkers store Malls samt de enorme gader fyldt med smaa special forretninger, klart den mest haarrejsende oplevelse i loebet af weekenden! Blot en skam at pengene ikke helt rakte, men underligt nok var det egentlig tilfredsstillende nok, bare at gaa rundt og suge til sig fra de mange flotte butiksvinduer, og saa blot droemme sig ned i det par alt for dyre cowboy bukser.

Alt i alt var det en rigtig god weekend, hvor jeg udover de mange smukke steder og sjove oplevelser, ogsaa laerte de andre piger meget bedre at kende. Eksempelvis er mit indtryk af Sophia blevet meget bedre efter denne weekend, og vi har faaet et ret godt forhold til hinanden. Jeg ved ikke, om vi ligefrem bliver super gode veninder, men om ikke andet er jeg sikker paa, at vi nok skal faa meget glaede af hinanden i loebet af dette aar. :)

tirsdag den 14. september 2010

En almindelig dag i Seattle!

Efter at pigerne er startet i skole, er der kommet meget mere struktur paa min hverdag, og jeg begynder at kunne maerke, hvordan rutinerne indfinder sig.

I gaar, mandag d. 13. september, var et glimrende eksempel paa en helt almindelig hverdag her i Seattle. Jeg staar op ved 7 tiden spiser morgenmad og goer mig klar. Jeg er helt tosset med deres morgenmad, og glaeder mig hver aften til at skulle op og have morgenmad igen. Min morgenmad bestaar af yougurt med musli og hindbaer, bananbroed, frugt og appelsin juice, og selvom det maaske ikke er enormt forskelligt fra min danske morgenmad, er det klart blevet til mit yndlingsmaaltid i loebet af dagen.
Desuden hjaelper jeg pigerne i toejet, reder deres seng, og pakker de sidste ting i deres skoletasker, inden vi ved 8 tiden koerer hjemmefra. I gaar koerte jeg Lucy og Phoebe i skole, men det er forskelligt fra dag til dag. Helen og jeg skiftes til endten at koere de to aeldste i skole eller at rydde op efter morgenmaden og koere baby Helen i skole, da hun foerst moeder kl. 9.

Jeg laessede pigerne af paa skolen, og fulgte dem til deres klasselokaler, hvor de sagde farvel til hinanden og mig. Jeg var hjemme igen ved 9 tiden, hvor jeg nu havde fri til kl. 12. Det er enormt skoent med denne fritid hver formiddag - isaer da tidsforskellen netop passer saaledes, at klokken i Danmark er 18-21, hvilket giver mig god mulighed for at skype med min familie i dette tidsrum. Ellers loeber jeg, ordner nogle smaa aerinder nede i byen osv.

Jeg hentede baby Helen fra preskolen, og vi koerte hjem og fik frokost. Jeg lavede os to sandwich, og efter frokosten puttede jeg hende. Trods hendes 4,5 aar sover hun stadig til middag hver dag i ca. 1 time, hvilket betyder, at jeg nu igen har lidt tid til mig selv. :) Familien har rengoerringshjaelp to gange i ugen, der ordner ALT - oprydning, rengoerring, vasketoej, sengetoej, haandklaeder osv! Jeg var ikke klar over dette hjemmefra, og jeg havde derfor egentlig regnet med, at mine smaa pauser midt paa dagen skulle fyldes ud med fx. almindelig oprydning og rengoerring, men ikke desto mindre har jeg endnu ikke haft fat i en stoevsuger! :) Ved to tiden vaekkede jeg Helen, og jeg laeste lidt for hende ude i haven, inden jeg fandt noget eftermiddagskaffe frem til os. De faar hver uge frisk frugt og groent fra en stor farm udenfor Seattle, hvilket goer, at vi altid har masser af forskelligt oekologisk frugt. Det er super laekkert!

Efter vores eftermiddagskaffe lagde vi perler, vandede blomster og spillede spil. Vejret var helt vildt dejligt i gaar, saa vi var udenfor hele eftermiddagen. Ved 5 tiden kom Helen og de to store piger hjem, og min arbejdsdag var nu slut.

Jeg spiste aftensmad med familien, hvor vi fik kylling og groentsager. Ved min familie spiser de ikke fx. kartofler eller pasta til deres aftensmad - det er altid kun koed og groentsager! Desuden staar maden ikke paa bordet, saa man selv kan bestemme, hvor meget man vil have. Portionerne bliver anrettet paa vores tallerkener i koekkenet og bliver saa baaret ind til spisebordet, hvilket jeg lige skulle bruge lidt tid til at vaenne mig til. De spiser ufattelig lidt herover. De foerste to ugers tid var jeg saa enorm sulten, men jeg er allerede begyndt at vaenne mig til den noget reduceret maengde mad, og begynder nu at synes, at en tynd skive kylling, fire stykker roedbede, tre gulleroedder og et flutes er nok til aftensmad!!

Efter maden hjalp jeg med at rydde af bordet, og da det var ordnet, koerte jeg hjem til Sofie. Vi tog til Northgate Mall, hvor jeg fik koebt foedselsdagsgaver til Helen og min soester. :) Herefter tog vi hjem til Sofie igen. En af pigerne, hun passer, havde samme aften lavet chokolade mousse, hvilket vi sammen med vanilieis fik til dessert. Vi saa til vores dessert et afsnit af "desperate housewives", saa en mere perfekt afslutning paa dagen, kan jeg ikke forestille mig! :)

lørdag den 11. september 2010

Jeg foeler mig SAA ENORM HELDIG!

I gaar fredag rundede jeg min 3. uge i Seattle. Det var paa sin vis lidt skraemmende at taenke paa. Tiden er virkelig floejet afsted, og det foeles altsaa overhoved ikke som 3 uger. Naar jeg saa omvendt ser tilbage paa min tid her, synes det mig fuldstaendig uforstaaeligt, at jeg paa kun 3 uger har oplevet saa mange ting. Der er nye personer, indtryk og oplevelser hver eneste dag, hvilket blot ved tanken goer mig helt oer i hovedet!

De foerste par uger har jeg brugt megen tid paa at laere min familie og isaer pigerne at kende, da forholdet til familien trods alt er altafgoerende for mit aar her i USA. Jeg var inden min afrejse isaer betaenkelig ved at skulle vaere ved en familien, hvor moren gik hjemme, da det hurtigt kunne blive nogle lange, anstrengende dage, hvis ikke Helen og jeg kunne sammen. Ikke desto mindre har det kun vist sig at vaere en kaempe fordel! Vi deler alle opgaver imellem os, og hjaelper samtidig hinanden med mange af de praktiske ting, hvilket goer mine hverdage meget overskuelig. Helen er samtidig et fantastisk menneske. Hun er simpelthen saa enorm flink, og utrolig nem at snakke med. Samtidig foeler jeg mig vaertsat og uundvaerlig for familien, hvilket helt sikkert bunder i, at Helen er rigtig god til at rose mig samt takke mig for min hjaelp. Det er med sikkerhed en af grundene til, at jeg endnu ikke har foelt hjemve. Jeg savner selvfoelgelig meget det der hjemme, men laengslen hjem er trods alt ikke stoerre end iveren efter flere oplevelser herover (7-9-13!).

Jeff arbejder meget, og har paa de foerste 3 uger allerede vaeret paa forretningsrejse to gange. I hverdagen ser vi ikke meget til ham, da hans arbejdsdage er utrolig lange, men naar han saa er her, koncentrerer han sig 100 procent om pigerne, og engagerer sig eksempeltvis ved at hjalepe med at traene Lucy’s fodboldhold.

Pigerne virkede den foerste uge som de soedeste engleboern i hele verdenen. Allerede i begyndelsen af anden uge stod det klart, at de er som alle andre boern! Eller det vil sige – de er mere hoeflige end nogen andre boern jeg kender, men foraeldrerne ligger ogsaa meget stor vaegt pa, at de taler et paent og formelt sprog. Eksempelvis vil Helen gerne, at de tiltaler voksne mennesker ved deres efternavn, og altid bruger ordet ”please”, hvilket jeg lige skal vaenne mig til! (Da jeg var hjemme ved Sofie i torsdags moedte jeg hendes vaertsmor, Renee, for foerste gang, der efter vores moede havde beskrevet mig som en meget formel pige! Den har jeg alligevel aldrig hoert foer, saa maaske det naermere er mine maner, der bliver bedre dette aar, end det er pigernes!) Pigerne har alle generelt proevet mig meget af her i starten, for at se hvor mine graenser gaar, og hvordan jeg reagerer paa forskellige ting. Dog foeler jeg, at jeg har klaret opgaven fint, og begynder da ogsaa nemt at kunne maerke, at de tager mine ord ligesaa alvorligt som Helen og Jeffs. Jeg har faaet et godt forhold til dem alle og holder virkelig af dem. Samtidig har de ogsaa givet udtryk for at de nyder mit selskab meget, hvilket varmer meget. Det er virkelig en stor fordel, at de er tre piger, der aldersmaessigt ligger saa taet paa hinanden. De har mange faelles interesser, og det er forholdsvis nemt at finde paa ting, de alle vil lave. Samtidig er de gode til at bruge hinanden, og finder stor fornoejelse i ogsaa bare at lege de tre sammen, hvilket er enormt dejligt. De forventer altsaa ikke af mig, at jeg konstant hopper rundt og spille pauseklovn – de kan ogsaa sagtens underholde sig selv!

Samtidig er jeg begyndt at snakke med en del af de andre piger, der er herover. Jeg var ude at spise med en tysk pige ved navn Lisa i gaar. Hun fortalte mig om hendes familie, og om moren som paa mange maader overvaar hende, og ikke synes tilfreds med hendes arbejde. En anden tysk pige ved navn Sabrina bor i en familie, hvor moren er psykisk syg og faren forbyder hende at skype med sin tyske familie. Naar jeg hoerer saadanne historier foeler jeg mig simpelthen SAA ENORM HELDIG! Jo mere jeg taneker over det, jo mere synes mit match med familien simpelthen at vaere perfekt – det er jo naesten for godt til at vaere sandt!

Som turist i Seattle!

De foerste 2,5 uge jeg var her gik pigerne ikke i skole, hvilket medvirkede til en meget bloed start. Tiden var paa ingen maade stressende, da alting foregik i et meget stille og roligt tempo.

Helen og pigerne brugte mange formiddage paa at vise mig rundt i Seattle by, og jeg havde som en aegte turist medbragt kamera, kort over byen og solbriller!

Vi har vaeret paa en guidet baadtur, hvor jeg saa Seattle fra havets side. Vejret har indtil videre vaeret helt fantastisk, og denne dag var bestemt ingen undtagelse. Jeg fik taget nogle rigtig gode billeder af byen, af havnen (vi saa stedet, hvor twilight 3 er optaget) og de mange bjerge der omgiver Seattle - isaer det enorme bjerg Mount Rainier, som er en stadig aktiv vulkan, er fantastisk flot!

En af dagene besoegte vi Seattle akvarium, hvor personalet dykkede rundt med fiskene, imens de fortalte om fiskene, deres oprindelige levesteder, foedemuligheder osv. Derudover har vi set stedet, hvor ferskvand og saltvand moedes - igen husker jeg ikke stedets navn, men det var i bydelen Bellevue! (Jeg har senere fundet ud af, at det var i bydelen Ballard - Ballard fish ladder)Vi ankom netop i rette tid til at se, hvordan skibene bliver lukket ind i en sluse, hvor de som biler i en koe, venter paa at vandmaengden i slusen stiger, hvorefter de kan lukkes ud paa havet. Desuden var der en gammel daemning og et kraftvaerk med turbiner, der producerer elektricitet. Som ved Tangevaerket i Nordjylland var der ogsaa her en fisketrappe, hvilket goer det muligt for fiskene at komme udenom turbinerne og op til deres ynglesteder.

En eftermiddag, hvor vejret var helt fantastisk, saa Helen, Phoebe og jeg "The University of Washington". Det er virkelig et universitet, folk fra Seattle er meget stolte af, og baade Jeff og Helen er uddannet der, selvom ingen af dem oprindeligt kommer fra byen. Det er altsaa et universitet folk rejser langt for at studere paa, da undervisningsniveauet eftersigende er meget hoejt. Vi gik rundt nede i universitetsparken, som var enorm flot og saa et gammelt bibliotek, der er tilknyttet universitetet. Selvom skolen ikke var startet op paa davaerende tidspunkt, var der en livlig aktivitet paa stedet. Der var baade unge mennesker, der laa i parken og laeste, turister, der ligesom mig tog billeder af alverdens maerkelige ting, aeldre mennesker der gik turer rundt i parken og paa stierne omkring universitets bygningerne, og endvidere var der haandvaerkerer, der havde travlt med at faerdiggoere de sidste ting.

I sidste uge var vi oppe i Seattle Space Needle, som er et hoejt taarn i midten af Seattle by, der i 1962 blev bygget i anledning af en verdensudstilling. Det var en meget solrig dag med ikke en sky paa himmelen, hvilket gjorde vores udsigt perfekt. Vi kunne se flere miles afstand vaek, og jeg fik egentligt et ret godt indtryk af byens stoerrelse. Taarnet oeverst oppe var indrettet som et observatorium samt museum, saa meget af tiden gik med at undersoege tingene i dette taarn. Efter besoeget i Space Needle var pigerne i et slags mini tivoli, hvor baby Helen glemte sin dukke i en af forlystelserne – ej, hvor var hun ked af det!! Vi saa Seattle center – dog kun udefra – men som er en masse bygninger alle med forskelligt fokus. En af bygningerne hedder eksempelvis ” Pacific science center” hvortil vi har medlemsskab, hvilket vi bl.a. ogsaa har til ”Woodland park zoo”, saa jeg er sikker paa, at der selv de naeste uger kommer flere turistoplevelser!

fredag den 10. september 2010

Teoriproeve!

Jeg havde inden min afrejse faaet lavet et internationalt koerekort, som skulle give mig ret til at koere i USA i et aar. Det goer det paa sinvis ogsaa, men Helen og Jeff's forsikring vil kun godkende mig, hvis jeg faar et koerekort til staten Washington, hvilket altsaa betyder, at jeg skal til koereproeve (igen)!!

Jeg har faaet et haefte, hvori alle regler for koersel i denne stat staar beskrevet. Mange ting er forskellige herover - fx. maa man gerne dreje til hoejre i et lyskryds, selvom man har roedt lys! Jeg havde laest lidt i haeftet imens vi var paa weekendtur til Mazama, men da den desvaerre ikke vandt min store interesse, var det begraenset hvor meget jeg havde faaet laest.

Til min store overraskelse gjorde Helen mig onsdag aften opmaerksom paa, at hun havde i tankerne at koere til Linnwood torsdag morgen, saa jeg kunne tage min teoriproeve!! Jeg fik pludselig utrolig travlt med at bladrer rundt i mit haefte, for at faa regler, love, vejskilte, lyskryds osv. paa plads.

Torsdag morgen, efter at have afleveret pigerne, koerte vi afsted, og neej hvor var jeg da nervoes for at dumpe! Det ville vaere SAA pinlig at skulle fortaelle det til Helen og Jeff, hvis ikke jeg bestod, og isaer efter jeg fandt ud af hvad der ventede mig paa motorkontoret i Linnwood! Helen og jeg blev moedt at en meter lang koe af mennesker, der alle ventede paa at tage deres teoriproeve. Jeg trak nummer F50, og de var kun ved nummer F6, da vi satte os ned for at vente. Det tog 2 time, foer jeg kom ind i proevelokalet. Jeg tog testen elektronisk, hvilket var mega smart, da man paa den maade kunne foelge med i, hvor mange rigtige og forkerte man havde. Til min store lettelse bestod jeg proeven, hvilket betoed, at jeg nu skulle i en ny koe! Det tog 1 time, og vi var til sidst noedt til at spoerge noget personale, om de havde glemt os. Det viste sig rent fajtisk at mit nummer var blevet vaek i maengden, og at jeg derfor aldrig ville vaere blevet raabt op!! Selve processen tog omkring 3,5 time! Det foeltes naesten mere som en test af min taalmodighed, end det foeltes som min teoriproeve, saa ej, hvor var jeg glad for, at jeg bestod i foerste omgang, saa jeg ikke skulle igennem alt det mas igen! :)

Lucy's foedselsdag og foerste skoledag!

Jeff's foraeldre ankom tirsdag eftermiddag d. 7. september. Jeg synes rigtig godt om Jeff's foraeldre - isaer faren. Hans mor elsker pigerne, og er naesten mere vild end pigerne selv. Hun brugte hele hendes besoeg paa at lege med dem, og sad ikke stille ret lang tid af gangen. Hun loeb forvildet rundt, hoppede og dansede, og raabte op, men trods hendes lidt hoejtrystende personlighed var hun enorm flink, og udspurgte mig om alt mellem himmel og jord. Hende og Peter, Jeff's far, inviterede mig til Vancouver, hvor de opholder sig hen over vinteren. Det var enormt paent af dem, saa jeg overvejer lidt at tage toget derop med en af pigerne eller en veninde her en weekend inden jul.

Onsdag d. 8. september havde alle pigerne foerste skoledag efter knap nok 3,5 maaned med sommerferie. Samme dag fyldte Lucy 9 aar, og som paa Jeff's foedselsdag stod vi alle bare op, som var det en almindelig dag. Vi oenskede hende naturligvis tillykke, men der var ikke noget specielt til morgenmad, ingen sang, ingen flag, ingen lys paa bordet, ingen gaver osv. Morgenen var enormt hektisk med alt for mange mennesker i 'et koekken, men trods det kom vi alle ud af doeren i rette tid.

Paa skolen var der endnu mere hektisk. Der var skrigende boern, spaendte foraldre og larmende biler overalt. Det var helt vildt sjovt at foelge isaer Phoebe, som skulle starte i 1. klasse. Efter at have set klasselokalerne, sagt hej til deres klasselaerer og faaet taget billeder var det tid til, at vi forlod skolen. Herover er foraeldrerne ikke med paa foerste skoledag. Foerst paa anden skoledag er skolen aaben for nysgerrige foraeldre, og Helen fortalte, at der altid, de foerste ugers tid, er flere foraeldre i klassselokalerne, end der er elever! :)

Vi laessede baby Helen af paa Highlands school, som er den privatskole, der ligger i vores nabolag (nabolaget, jeg bor i, hedder The Highlands, hvis nogen skulle vaere i tvivl!) Da det er en preskole Helen gaar paa, er skoledagen for hendes vedkommende kun fra 9-12. Vi hentede hende igen kl. 12, og hun havde en veninde med hjem til en playdate herefter.

Samme aften fejrede vi (endelig) Lucy's foedselsdag. Hun havde bestilt pasta og koedsovs til hovedret og foedselsdagskage til dessert! Det var en helt vild god aften med rigtig god mad, og efter aftensmaden fik hun saa lov til at aabne sine gaver! Jubii! Dagen forinden havde Sofie og jeg vaeret i Northgate Mall for at finde en foedselsdagsgave. Jeg havde koebt hende en webkinz (som er en bamse), og silly bans (som er en slags elastikker de samler paa - lidt ligesom pokemon kort bytter de med hinanden, da alle Silly bans er formet som forskellige ting). Jeg var lidt spaendt paa, hvordan hun ville reagerer paa gaven, men heldigvis blev hun helt enorm glad. Hun fortalte mig, at det var den bedste gave, hun kunne oenske sig! :)

onsdag den 8. september 2010

Weekendtur til Mazama - laborday!

Mandag d. 6. september er laborday, hvilket i USA fejres med en helligdag. Jeff havde derfor fri, og Helen saa straks sit snit til at faa os alle ud af huset denne weekend. Vi tog afsted fredag formiddag. Hele bilen var pakket og klar til en weekend i det blaa, hvortil gummistoevler og regntoej, pga. vejrudsigtens varsler om daarligt vejr, desvaerre var noedvendige. Ikke desto mindre saa vi ikke skyggen af en regndraabe hele weekenden, hvilket var til alles store glaede. Familien er meget aktive mennesker, der isaer elsker at tilbringe mange timer udendoers, saa der var inden turen lagt op til et weekendprogram med megen sport, hvilket passede mig fint.

Det tog omkring 5 timer at komme til huset, men det skyldes, at vi inden skulle aflevere Flitch (familiens hund) paa den gaard, hvor han blev foedt, da ejeren, af det hus vi havde lejet, ikke tillod hund. Omraadet vi boede i hed ”Mazama”, hvilket er et meget naturskoent omraade oppe i bjergene. Bjergene kaldes ”de amerikanske alper”, og er helt utrolig flotte. Vi boede inde i en skov med ikke en eneste nabo i miles omkreds, hvilket medvirkede til et meget stille og fredfyldt miljoe.
Det meste af fredagen gik egentlig med at koere derop, hvor vi under vejs havde enkelte stop. Isaer et af stoppene er vaerd at naevne, da det var ved en soe kaldet ”diablo lake”. Trods det faretruende navn, tror jeg aldrig, at jeg har set noget saa smukt! Det var helt fantastisk, og igen her arbejdede mit kamera paa hoejtryk.
Fredag aften spiste vi sammen i huset, hvor Helen hjemmefra havde forberedt en lammefillet, hvilket gjorde selve madlavningen utrolig nem. Jeg har endnu ikke lavet mad herover, saa for det meste hjaelper jeg bare til i koekkenet eller daekker bord.

Da jeg vaagende loerdag morgen ved halv otte tiden, laa der en seddel til mig, hvorpaa der stod, at de var taget ned i byen for at spise morgenmad. Foerst blev jeg en smule skuffet over, at de ikke havde vaekket mig, og spurgt om jeg ville med, men egentlig var det rigtig rart bare at tuller rundt fra morgenen af i mit eget tempo. Da de kom hjem igen ved halv ti tiden, koerte vi Jeff ud i et omraade, som skulle vaere perfekt for mountainbiking. Helen, pigerne og jeg tog ned til floden, hvor vi fandt en doed fisk, som vi, efter min mening, brugte lang tid paa at studere!! Det meste af formiddagen gik ved floden (hvilken vi alle endte med at krydse op til flere gange uden de helt store kvaler – dog gled Helen paa en af stenene, og i vandet hun roeg, hvilket vi alle morerede os vaeldigt over). Da vi kom hjem var jeg ude at loebe, og samme eftermiddag tog vi alle ind til den naermeste lille flaekke for at koebe is. Jeg fik en is med brombaer og ostekage smag, hvilket jeg da aldrig nogensinde har hoert om foer. Ikke desto mindre var det en af de bedste is jeg nogensinde har smagt!! Loerdag aften var vi ude at spise i en by ca. en halvtimes koersel fra Mazama. Hele byen var som en gammel western film med smaa butikker, der forhandlede cowboystoevler, hatte og veste, barer, vaertshuse og restauranter samt et sted med en rodeotyr!! Maden vi fik var enormt amerikansk med burger, pommes frittes og masser af mayonaise! Det endte med, at vi alle levnede ret store maengder af vores mad, og Jeff fik nok sagt ”what a horrible dinner” 117 gange paa vej hjem i bilen.

Soendag morgen vaagende jeg af pigernes rumsteren-rundt i rummet ved siden af. Jeg er virkelig havnet i en familie, der nyder at faa det optimale ud af dagen. De gaar tidligt i seng og staa tidligt op, saa jeg priser mig selv lykkelig for, at jeg trods alt er mere A menneske end B menneske. Klokken 8 havde vi alle spist morgenmad, kommet i toejet og var klar til at gaa paa omdagelse i omraadet. Ved middag tog jeg ud for at loebe. Jeg var helt tosset med at loebe i Mazama, da det nemlig var lige saa fladt, som det jeg var vant til i Danmark. I Highlands (omraadet vi bor i) er der bakker over alt, hvilket virkelig tager livet af mig. Det har vaeret noget af en omvaeltning for mig, at vaenne mig til det slags teraen, saa at loebe paa almindelig landevej igen, var lige sagen. De andre havde spist frokost, da jeg kom hjem, saa jeg lavede selv en sandwich, og havde ellers resten af eftermiddagen til at laese og skrive mails. Jeff og Lucy tog ud for at cykle, og Helen, Phoebe og Baby Helen gik ind til den lille flaekke igen for at koebe is. Det var virkelig en dejlig afslappende eftermiddag! Samme aften tog Helen ud for at fiske, og Jeff, pigerne og jeg var alene hjemme. Jeff og jeg gjorde sammen aftensmaden klar, imens pigerne var i bad og laeste. Da pigerne var kommet i seng, og der var faldet ro paa det hele, hoerte vi pludselig en forfaerdelig masse larm ude foran huset, og til alles STORE overraskelse stod der en kaempe stor sort bjoern ude paa verandaen godt i gang med at undersoege indholdet af vores skraldespand. Det var saa enormt surrealistisk at staa kun 2 meter fra en vild bjoern!! Det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle opleve!

Mandag morgen pakkede vi vores ting sammen, vaskede op og gjorde klar til at forlade huset. At leje et hus fungerer ikke paa samme maade som i Danmark. Vi havde eksempelvis ikke vores egne haandklaeder, viskestykker, shampoo, sengetoej osv. med, og da vi forlod huset skulle vi ikke engang stoevsuge gulvet efter os. Vi satte en vask med haandklaeder samt vaskemaskinen igang og lod ellers et beskidt hus staa til de naeste!! Det var virkelig besynderligt! Inden vi forlod omraadet tog vi paa en sidste vandrertur ned langs floden, hvilket ca. tog 2 timer. Pigerne (inkl. mig) var helt faerdige herefter, og en lang tur hjem i bilen med madpakker og film var lige, hvad jeg traengte til!

Alt i alt var det en rigtig god tur, hvor jeg paa mange omraader foeler, at jeg er blevet knyttet taettere til familien, hvilket jeg er saa utrolig glad for! Jeg havde faaet tilbuddet at blive alene hjemme hele weekenden, og da der var noget festival-halloej i Seattle samme weekend, overvejede jeg det virkelig, men her bagefter er jeg helt utrolig glad for, at jeg tog med. Jeg tror ogsaa, at 4 dage alene i huset kunne faa mig til at foele mig lidt ensom, og selvom jeg da allerede har faaet nogle venner, jeg kunne invitere over, ville jeg stadig have meget af tiden alene.