onsdag den 11. maj 2011

Glimmer og Glamour i LA

Fredag morgen, d. 15. april, satte vi kursen mod LA. Paa vejen holdte vi stop ved "Calico" ved Barstow i Californien, som er en gammel soelvmineby fra 1881. Da priserne paa soelv steg i starten af 1900-tallet flyttede folk fra byen, da der ikke laengere var arbejde at faa, og resterne af byen staar nu tilbage som en spoegelsesby. Vi gik rundt i byen, og saa forskellige gamle butikker (barber, tandlaege, lederforretning mm.) samt en saloon, skole og et museum. Vi fik ogsaa en tur i det gamle tog, der foerte os rundt om byen, hvorfra vi kunne se ud over praerien og ned mod minerne. Kun en af minerne var stadig aaben for offentligheden, saa vi gik en tur under jorden, hvor vi saa, hvor de mange minearbejdere har tilbragt stoerste delen af deres liv!
I San Bernandino slog vi et smut forbi bygningen, hvor den originale McDonald's laa. Stedet lukkede dog for mange aar siden, saa det vi saa var en gammel bygning med et stort McDonald's skilt! Hm! Vi var dog turister nok til at tage en masse billeder, selvom vi var en smule skuffede over ikke lige at kunne faa en McFlurry med paa vejen! :)

Sidst paa eftermiddagen ankom vi saa endelig til Los Angeles, hvor vi hurtigt fik indlogerede os paa hotellet, hvor vores bagage havde staaet opmagasineret i dagene, hvor vi havde vaeret vaek. Om aftenen tog vi ud til Santa Monica Pier for at spise aftensmad. Vi spiste is nede paa havnemolen - en is ingen af os fik spist op, hvilket var til mors store irritation! :) Vi gik videre ned paa "Third Street Promenade", som er en gaagade, der maa siges at vaere gang i. Der var gademusikanker, dansere og andre maerkvaerdige, optraedende kunstnere. Foerst ved ti tiden fik vi os taget sammen til at spise aftensmad, hvilket vi gjorde paa en lille, hyggelig italiensk restaurant. Santa Monica strandomraade er virkelig et laekkert omraade, og kommer jeg en dag tilbage til LA vil jeg garanti besoege stedet igen. Det er saadan et livligt sted, hvor folk er glade, aabne og venlige.

Loerdag, d. 16. april, var dagen, hvor jeg netop havde vaeret i USA i 8 maaneder, og det skulle fejres med tur til Hollywood og Beverly Hills. Efter at have indtaget en yderst sund morgenmad paa hotellet bestaaende af sugar-cereal og doughnuts koerte vi ud til et udkigspunkt, hvorfra vi havde en supergod udsigt til baade "Hollywood skiltet" og LA downtown. Skiltet er i sig selv ikke noget specielt, men hvor var det da fuldtaendig overdrevet fedt at staa der og tage billeder.

Fra Hollywood skiltet gik turen videre ind til Hollywood, hvor det kriblede i foedderne for at komme paa "Walk of Fame". Mit helt store maal med dagen i Hollywood var at finde "Julia Roberts" stjerne og faa et billede hermed, saa det var en meget skuffet Maibritt samt en ret saa irriteret familie, der - efter at have vadet flere gange op og ned af Hollywood Bouldevard - fandt ud af, at Julia Robert ingen stjerne har!! Hvad sker der? Skuespillerinden over alle skuespillerinder! Forstaar stadig ikke, hvorfor hun ikke har valgt at blive en del af navnene paa "Walk of Fame"! Dog fandt vi andre store stjerner som Elvis Presley, Beatles, Marilyn Monroe, Michael Jackson, Phil Collins, Johnny Depp, Eddie Murphy, Britney Spears, Cameron Diaz og Reese Witherspoon.
Paa Hollywood Bouldevard saa vi ogsaa "Kodak Theatre", "Hollywood and Highland Center" og "Grauman's Chinese Theatre", som er stedet med haand - og fodaftrykkene. Her saa vi bl.a. Will Smith, Johnny Depp og Harry Potters haandaftryk.
Paa "Walk of Fame" stoedte vi ved middagstid paa en saelger, der meget overraskende fik os alle (inkl. mor og far!!!!!) med paa ideen om en privat limousine tur! Hvor jeg da blev ramt af det vildeste glaedesanfald, da jeg stod og hoppede og skreg ude midt paa "Walk of Fame"! Det var da naesten for godt tl at vaere sandt, men ikke desto mindre stod der en time efter en laekker, hvid limo klar til os. Chauffoeren, som var en flink, middelaldrene kvinde, tog os med paa en to-timers lang tur, hvor vi koerte i hele omraadet. Vi startede ned af Sunset Bouldevard, hvorfra vi koerte op og saa alle "stjernernes" huse i Hollywood - og Beverly Hills. Det var virkelig surrealistisk at koere rundt i omraadet, og saa vide at der bag de mange gitterlaager og hoeje haekke boede helt "almindelige" familier, som blot har det til forskel fra os andre, at de er kendte. Vi saa desvaerre ingen kendisser, der lige tilfaeldigt var ude med skraldespanden, og naturligt nok var det mange af stederne kun glimt af husene, vi kunne se. Fx. havde Johnny Depp vaeret noedt til at lade en hoej bambushaek vokse op, da folk tidligere med vilje koerte galt ude foran hans hus blot for at skabe opmaerksomhed i haab om at se ham. Vi bad om at komme ud, da vi kom til Michael Jacksons hus - eller det hus han lejede for 100.000$ i maaneden!! Her tog vi saa billeder foran hans havelaage. Det er ikke til at forstaa, at man har staaet lige der, hvor ambulancer og politi koerte op i sommeren 2009 og fandt ham i livloes tilstand! Cameron Diaz' hus er det af husene, jeg bedst husker, da det var et stort blaat hus, med kun et simpelt hvidt stakit foran. Havde jeg haft masser af tid, havde jeg serioest sat mig til at vente paa hende paa fortovet!! Ellers husker jeg, at vi saa husene af; Aaron Spelling, Jackie Chan, Selena Gomez, Dr. Phil, Hugh Hefner (Playboy kongen) og en masse andre, jeg allerede har glemt!
Herefter koerte vi ned i Beverly Hills, hvor vi koerte ned af Rodeo Drive. Her laa de saa - alle de eksklusive butikker, hvoriblandt "Georg Jensen" og "Bang og Olufsen" ogsaa var at finde! Alt imens vi koerte rundt fortalte vores chauffoer os en masse gossip-historier om de mange celebs og pegede forskellige bygninger og steder ud. Fx. saa vi restauranten "Ketchup", som ligger paa Sunset Blvd. og er ejet af Ashton Kutcher - noget jeg aldrig ville have set, hvis ikke vi havde en guide med!

Vores rundtur var faerdig sidst paa eftermiddagen, hvorefter vi slentrede lidt rundt paa Hollywood Bouldevard, inden vi koerte ud til Venice Beach, hvor vi havde i sinde at spise aftensmad. Dog fik vi os en noget ubehagelig forstraekkelse, da vi nede paa stranden blev moedt af en menneske tsunami!! Alle strandens gaester kom galoperende imod os med frygten malet i deres ansigter, imens de raabte og skreg. Det tog os ikke mange sekunder at forstaa, at der var et skyderi igang nede paa stranden, og at det var dette, folk flygtede fra. Uden helt at begribe noget som helst loeb ogsaa vi vaek fra stranden sammen med alle de graedende og oprevende mennesker. Det var noget af en epsiode, og vi var alle helt vildt chokerede, da vi endelig naaede bilen. Utallige politibiler og ambulancer kom og ogsaa en helikopter floej hen over omraadet resten af aftenen for at lede efter gerningsmanden. Det er episoder som disse, man hoerer om i TV avisen - at en ung fyr gaar amok med en pistol, affyrer 6-7 skud og rammer en i hovedet! Jeg havde dog aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg selv skulle opleve det, og saa paa en strand i Los Angeles!! Vi snakkede med et aeldre aegtepar, der virkede mere fattet omkring det end os. De sagde, at stranden normalvis ikke var et utrykt sted at befinde sig, men at det var en uheldig dag. De lovede os, at vi kunne komme tilbage imorgen, og at alt saa ville vaere ved det gamle, saa denne episode maatte ikke skraemme os vaek! Taenk at skyderier er hverdagskost for indbyggerne i LA!
Ingen af os var til det store resten af aftenen, saa efter at have spist aftensmad paa et lille mexicansk sted, koerte vi til Santa Monica og tullede rundt paa "Third Street Promenade".

Soendag var store afslapningsdag, hvor vi havde besluttet os for at slappe af paa Santa Monica strand og nyder solen. Vi stod tidligt op, og solen stod hoejt og klart fra en skyfri himmel! Da vi ved 10 tiden stod ude ved Santa Monica ifoert solbriller og badeshorts, var det imidlertidig blevet overskyet - en fed diset taage praegede det ellers sommerlige billede!!! Vi gik op i "Apple" forretningen, hvor en helt koe af mennesker stod og ventede paa, at de aabnede for at faa fingrene i den nye Ipad 4, som er saa populaer herover, at Apple ikke kan naa at producere nok, hvilket bevirker, at den hver eneste dag naar at blive udsolgt foer butikkerne lukker om aftenen. I Seattle var vente tiden i Apple Store i U village helt om til 3 maaneder paa et tidspunkt!! Men nok om det! I hvert fald broed solen aldrig helt igennem, og det endte med at vi tog til Farmers Marked nede ved Venice Beach, som ganske rigtig var kommet sig over gaardagens skyderi. Det var en rigtig hyggelig stemning paa markedet. Ved eftermiddagstid gik vi tur paa Venice strand, hvor vi fik soppede lidt i vandkanten. Vores lejede bil skulle afleveres samme aften, hvilket betoed at vi maatte blive i hotellets omraade (hvilket var snusket og lidt halvt kriminelt) resten af aftenen. Efter at have gaaet rundt og ledt lidt efter et sted at spise aftensmad, endte det med, at vi gik ind paa stedet "Chili", hvor vi ogsaa havde spist den foerste dag. Vores tid i LA afsluttede vi med lidt spil og hygge paa hotellet, hvor den ogsaa stod paa oprydning og pakning, inden vi tidligt mandag morgen blev koert til LAX lufthavn af den venlige hotel ejer. Vi var alle godt traette, da vi endelig sad i flyet paa vej til Seattle, hvor nu vores anden ferieuge gik igang.

Tur til Grand Canyon

Torsdag morgen, d. 14. april, koerte min familie og jeg til Grand Canyon. Vi startede morgenen med super laekker morgenmad paa vores hotel i Vegas. Her var et stort udvalg af juice, broed, cereals, scrambled eggs, yougurt, frugt samt hjemmelavede vafler (som Lene og jeg dog fik braendt fuldstaendig paa foerste gang vi proevede)! Vores depoter blev altsaa fyldt op til randen, da vi begav os sydoest paa "rute 93" imod Grand Canyon. Syd for Vegas paa graensen mellem Nevada og Arizona ligger "Hoover Dam", som er en kaempestor daemning bygget i omraadet kaldet "Black Canyon" paa Colorado River. Stedet producerer elektricitet til Nevada, Arizona samt det sydlige af Californien, hvilket siger lidt om, hvor stort vaerket er! Det var rigtig interessant at se stedet, hvis bygningskonstruktion var overvaeldende. Desuden gav stedet et fremragende billede af, hvordan en by som Las Vegas med sine mange neonlys overhoved er mulig!
Naeste stop paa vejen var ved et udkigspunkt en times koersel syd fra Vegas. Vi havde ikke planlagt at stoppe her, men folk foran os gjorde det, saa ligeledes fulgte vi. Her sad en indianer stamme og solgte hjemmelavede smykker og krukker. Paa et enormt skilt var det gjort tydeligt for alle, at det ikke var lovligt at saelge ting paa stedet, men det stoppede tilsyneladende ikke indianerne, der havde lagt alle deres varer ud paa taepper lige foran skiltet! :) Dog var de alle vaeldig flinke og snakkesagelige og fortalte vidt og bredt om, hvad de forskellige tegn og symboler betoed paa indianersprog. Isaer deres smykker var rigtig flotte, saa vi koebte lidt heraf samt brugskunst/ souvenirs.
Efter dette stop foeltes det nu som at koere i evigheder! Vi koerte flere hundrede kilometer ud af en lige landevej uden at se andet end underskoen og uberoert natur. Saa langt oejet rakte var der oerken at se, og jo laengere ind i Arizona vi kom, jo roedere blev det toere sand og mere begraenset var vegetationen. Enkelte steder ude i horisonten kunne man se indianer reservater, som lignede en lille isoleret bydel fra det forrige aarhundrede - kun de mange, gamle pick-ups og antenner viste tegn paa en smule civilisation. Det var ikke til at forstaa, at vi kunne koerer i flere timer uden at se andet end den bare natur. USA er saa fuldstaendig sindsygt stort, at der er arealer saa store som Danmark, som er ubeboet, og det blev da gjort os klart paa turen fra Vegas til South Rim, Grand Canyon.

Ved tre tiden ankom vi endelig til Grand Canyon National Park, hvor vi startede med at koere til udkigspunktet ved "Grand Canyon Village". Vejret var helt fantastisk flot, og selvom alting saa ud som da Sophia og jeg var der i januar, gav det stadig et lille sug i maven at traede ud paa kanten og kigge ned i dybet. Man foeler sig saa utrolig lille, naar man staar der og kigger ned! Det er saa ubeskrivelig smukt, og helt uforstaaeligt at et vidunder som dette udelukkende er formet af naturen gennem millioner af aar. Det er meget roerende, og ord kan ikke beskrive stedet! Det virker fuldstaendig uvirkeligt - det er som at kigge paa et computeranimeret billede, og flere gange tog jeg mig selv i at loefte op i mine solbriller for at vaere sikker paa, at det jeg saa virkelig var der.
Der var en del flere mennesker denne gang, end da Sophia og jeg var der i januar, og stedet syntes ikke helt saa fredfyldt, som jeg husker det! Dog var vi uden tvivl en af grundene hertil, da vi ved et af de andre udkigspunkter fik gjort vaeldig opmaerksomme paa vores tilstedevaerelse, da videokameraet blev sat igang for at indspille "Lenes fashion-dagbog"! :)

Da vi senere paa eftermiddagen var paa vej hen til bilen for at saette retning mod Las Vegas, stoedte vi paa parkeringspladsen igen paa Flemming og Anita. Det var SAA utroligt, at vi helt tilfaeldigt moedte dem igen. To dage i traek og saa to vidt forskellige steder i USA! :)

onsdag den 4. maj 2011

LAS VEGAS BABY!

Saa ankom vi endelig til Las Vegas efter 4,5 times koersel, hvilket med stor sandsynlighed kan skrives i historien som "Familien Halkjaers laengste koeretur". Paa trods af vores store straek for lange koereturer, gik turen derud rigtig fint, hvor vi med hoejt humoer og masser af forventninger til de kommende dages oplevelser knaevrede loes! Spaendingen var til at maerke! Paa turen derud koerte vi af paa "Rute 66", hvor vi holdte stop i en lille, gudsforladt by ala Koelerkildekoebing fra Disney filmen "Biler".
Vi ankom til hotellet, hvor vi indlogerede vores bagage og slappede en smule af, inden vi gjorde os klar til en nat i byen over alle byer! Vi havde paa forhaand tjekket de fleste af hotellerne paa "The Strip" ud, men stilen var klar fra starten - vi skal og VIL se ALT!! Derfor besluttede vi os blot for at starte ved Pyramiden "Luxor", hvor vi ogsaa havde i sinde at spise aftensmad.

Jeg havde inden vores rejse haft enormt hoeje forventninger til Vegas, og det var uden tvivl et af de steder, jeg havde set mest frem til, men hvad der moedte os, da vi koerte ind fra syd siden paa "The Strip", er ubeskriveligt!! Aldrig i mit liv har jeg set noget ligende! Mit i oerkenen ligger pludselig - som oplevede man et fatamorgana - et paradis! Det er SAA VILDT! Byen kan ikke beskrives i hverken ord eller billeder! Las Vegas skal OPLEVELSE! Naar jeg taenker tilbage herpaa, er det ord som disse der foerst popper frem paa nethinden! Storslaaende, fantastisk, overdrevet, overvaeldende, ubeskriveligt, surrealistisk, glimmer og glamour og ikke mindst fest og ballade!
Vi startede vores aften paa "THE Hotel", hvorfra en direkte gennemgang foerte os videre til "Mandalay Bay Resort". Disse to hoteller er de foerste paa "The Strip", som begge staar hoejt, og majestaetisk med guld belagte sider. Vi gik herfra ud paa gaden, hvor der stadig var lyst. Trods sollyset var alting overvaeldende stort og flot, men paa davaerende tidspunkt havde vi jo heller ikke set det i moerke!!! Vi begav os videre til "Luxor", som er hotellet, der et opfoert som et identisk eksempel paa en Egyptisk pyramide. Foran pyramiden var en kaempe enorm skulptur af sfinksen fra Giza samt diverse faraoer og mumier. Det var virkelig fantastisk! Vi spiste aftensmad i hotellets store buffet, men indenda var vi alle en tur paa det "flyvende taeppe"! Det var blot en ud af de utallige forlystelser/ aktiviteter, der var at finde paa alle hotellerne. Vi fik hver udleveret forskellige ting (fx. pengeposer, boksebaelte), som vi skulle bruge, naar vi fik instruktioner herom. Musikken og videokameraet blev sat i gang, og de naeste 4 minutter praesterede vi alle skuespil i verdensklasse. Bagefter blev videoen klippet sammen, og vi bestilte naturligvis baade film og billeder! Haha, sikke et sjovt minde (isaer da far for sent rejste sig op for at slaa bokseren, der allerede laa ned, i gulvet!!) En anden pudsig episode fra Luxor var, da vi helt tilfaeldigt stoedte ind i Flemming og Anita i buffeten (en kollega fra fars arbejde). Det viste sig, at de ogsaa var i Vegas i disse dage, hvor de netop boede paa Luxor og netop valgte at gaa ned for at spise paa praecis samme tidspunkt som os - saa skoert! Buffeten var saa kaempestor saa bare det, at de netop blev placeret ved bordet overfor os, er utroligt!! Jeg mener bare, hvor stor er chancen lige?? Verdenen er SAA lille!!
Vi havde nok lidt naivt troet, at vi uden problem kunne naa fra den ene ende af The Strip til den anden paa en aften. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det var total umuligt. Efter "Luxor" saa vi "Excalibur Hotel", der er et kaempestort eventyrslot som er lavet paa baggrund af eventyret om "King Arthur". Her var prinser, prinsesser, riddere, rustninger og drager i lange baner. Herefter dragede vi videre til "New York New York", som sjovt nok er hotellet, der er identisk med New York City (set fra havsiden), hvor isaer frihedsgudinden, Brooklyn Bridge, Empire State Building, Rockefeller Plaza og den vildeste roller coaster goer "New york New York" ganske speciel og bemaerkelsesvaerdig.
Paa "MGM" havde de levende loever til at gaa rundt i et kaempestort glasbur midt inde i casinoet og paa "Planet Hollywood Hotel" fik vi en smagsproeve paa, hvad vi kunne vente os i Los Angeles, da themaet her var "movie-stars". Det er paa dette hotel, at Elvis og Priscilla Presley blev gift. Desuden var der her et fedt shoppingmall med over 140 butikker!! Det siger lidt om, hvor store hotellerne er!!
Paa "Eiffel Hotel" var det som at vaere i Paris, der med smaa, hyggelige fortovsrestauranter, gademusikansker, lejligheder med blomsterpotter og gardiner i vinduerne frembagte en aegte stemning af de gamle pariske gader. Vi sluttede denne aften paa "Flamingo Hotel", som er saerpraeget med dets vestindiske stil samt deres letpaaklaedte kvindelige dansere! :)
Paa hvert gadehjoerne i Vegas stod der smaa mexicanere og delte flyers ud med tilbud paa kvinder, man kunne hygge sig med! Peter moedte en flok unge fyre, som vi fulgtes med i et stykke tid. De gik alle med et helt bundt flyers, og hver gang de fik tilbudt flere "slog" de med deres fyldte haender mod mexicanerne, imens de raabte "got one"! De laerte Peter at goere det samme, hvilket vi alle morede os vaeldig meget over! Det kom altsaa ikke til nogens overraskelse, at Vegas bliver kaldt "The Sin City"!
Torsdag aften var vi igen paa "The Strip", hvor vi denne gang startede paa midten og begav os nord paa mod det sidste stykke, vi ikke naaede onsdag aften! Aftenens store maal var at finde "Venetian Hotel", hvor de italienske gondoler er. Vi fandt stedet, og netop denne aften var der et brudepar, der lige var blevet gift! Saa sjovt! Dog er der ingen tvivl om, at hvis jeg nogensinde skal giftes i Vegas, skal det ske paa "St. Mark's Square" paa "Venetian Hotel", for stedet immer af romantik og kaerlighed!
Torsdag saa vi ogsaa vulkanen ved "Mirage", hvor vi kom forbi lige som showet, hvor vulkanen eksploderer, gik igang! Da vi gik lidt laengere op af gaden, kom vi til "Treasure Islands", hvor vi igen var heldige, da deres sidste soeroever show (The Sirens of TI) startede lige som vi kom. Der var et soerover skib i fuld stoerrelse, hvorfra soeroverne kaempede imod hinanden i et show med sang, dans, stunts og skuespil!
Som sidste stop paa listen var "Circus Circus", og vi begav os hele vejen op til hotellet, der sammen med "Stratosphere" ligger som de nordligste hoteller paa "The Strip". "Circus Circus" skuffede dog lidt, da alle forestillingerne var forbi og vi fik derfor kun et glimt af cirkusmanegen.
Af de mest bemaerkelsesvaerdige ting var; Gondolerne i Venedig paa "Venetian Hotel", frihedsgudinden foran "New Tork New York", Eiffeltaarnet samt de pariske gader og stemningen paa "The Eiffel Hotel", de egyptiske pyramider og lysstraalen ved "Luxor", vulkanen foran "Hotel Mirage", springvandet ved "Bellagio", "Treasure Islands" soeroever show, samt det gamle romerrige paa "Caesar Palace". Stederne var alle saa store, at der paa hvert hotel var skilte med direktioner, saa folk ikke for vildt. Der udover var der paa alle hotellerne et hav af forskellige shows, exhibitions, biografsale, theathershows, aquariums, shoppingcentre (isaer Fashion Show Mall) og meget meget mere, saa der var underholdning for enhver smag!
Det var saa utroligt og fuldstaendig uvirkeligt! Det var den ene "WOW-oplevelse" efter den anden, og det var slet ikke til at forstaa, at det var virkeligt, det man saa. Jeg taenkter hele tiden; "nu kan det da umuligt blive vildere", men straks som man havde taenkt dette, traadte man ind paa det naeste hotel, hvor man igen maatte knibe sig selv i armen for at sikre sig, at det hele ikke bare var en droem! Det hele var saa vildt imponerende, og hvor var jeg da begejstret! Det har uden tvivl vaeret den stoerste oplevelse, jeg endnu har haft i Amerika!

fredag den 29. april 2011

Genforeningen!

Saa skete det endelig!! Det blev d. 12. april, som var dagen, jeg havde ventet paa siden august! Min familie meldte sin ankomst, og jeg skulle ved middagstid moedes med dem i Los Angeles lufthavn.

Maanederne op til kunne spaendingen, som voksede og voksede, tydeligt maerkes paa valget af samtaleemner, naar jeg snakkede med dem over skype! Der blev ikke talt om andet, og de mange praktiske ting blev diskuteret frem og tilbage. Planlaegningen faldt efterhaanden paa plads, og vi havde hurtigt et skema, der paa en og samme tid saa baade spaendende og uoverskueligt ud! Isaer i LA var det et stramt program, der ventede os med forhaabninger om baade tur til Las Vegas og Grand Canyon, men naturligvis ogsaa Hollywood, Beverly Hills og de mange laekre strande, som Californien har at byde paa.
Jeg tog forholdsvis tidligt afsted tirsdag morgen, da jeg ingen chancer turde at loebe. Jeg kunne lige se det for mig, hvordan bussen til downtown kunne sidde fast i trafik eller metroen til lufthavnen vaere forsinket pga. et vaeltet trae eller et hjertestop blandt en af de andre passagere. Det ville vaere saa typisk, og af alle fly SKULLE jeg bare naa dette. Heldigvis gik ingenting galt, og jeg ankom i rette tid til lufthavnen, hvor ogsaa mit fly viste sig at vaere "on time". Jeg kunne i flyet maerke, hvordan spaendingen, men ogsaa nervoesiteten voksede. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor eller hvad jeg helt praecis var nervoes for, men foelelsen var der uden tvivl, som naar man sidder og venter paa at skulle til mundtlig eksamen! Det var saa maerkeligt.
Ventetiden i Los Angeles lufthavn gjorde ikke just tingene bedre. Min families fly var (selvfoelgelig) over en time forsinket, hvilket foeltes som evigheder. Efter halvanden times tid begyndte folk saa smaat at komme ud fra gaten. Jeg stod blandt en stor flok af mennesker foran "international arrivals" og ventede, men saa smaat som menneskemaengden omkring mig blev mindre og mindre, begyndte min taalmodighed at rende op.

Jeg havde, siden jeg tog afsted i august, forestillet mig, hvordan det ville vaere at moede min familie igen, og bare tanken herom bragte taarer frem i oejenkrogen paa mig, saa det var ikke til min store overraskelse, at jeg begyndte at hyle, da jeg endelig saa dem alle komme rundt om hjoernet. Det var virkelig som en kaempe forloesning, og det foeltes lidt som en stor sten pludselig faldt fra mit hjerte. Peter var den foerste til at give mig et knus, og gud hvor var han da blevet stor! Hans ben virkede enormt lange, da han kom hoppende imod mig, og da jeg omfavnede ham, stod det mig straks klart, at han nu er naesten ligesaa hoej som jeg, hvilket altsaa ikke var tilfaeldet, da jeg tog afsted i august. Ogsaa Rikke havde aendret sig. Isaer hendes ansigt var anderledes - mere voksent! Hendes haender var en anden ting, jeg med det samme bemaerkede. De var kaempe store! Slet ikke de smaa barnehaender jeg havde holdt om for 8 maaneder siden. Det var skoert, hvor stor en udvikling de begge havde gennemgaaet, og selvom jeg jo ugentligt har set dem begge paa skype, var det slet ikke til at kende dem, da jeg saa dem der i lufthavnen. De 3 andre lignede (heldigvis) sig selv! De var hverken blevet hoejere, tykkede eller aeldre at se paa, saa lidt var da ved det gamle.

Da jeg igen havde faaet styr paa mine foelelser, gik vi ud for at faa fat paa den shuttlebus, der skulle bringe os til vores hotel, som laa paa den anden side af lufthavnen. Det virkede til min store glaede ganske naturligt at vaere sammen med dem igen, og jeg faldt lynhurtigt ind i den gamle familie-jargon. Naar jeg taenker situationen igennem her bagefter, var det maaske netop det, der gjorde mig nervoes. Altsaa at jeg ved moedet med dem skulle indse, at noget var forandret, fordi tiden vaek fra hinanden havde aendret paa vores indbyrdes forhold, men alting foeltes helt rigtig, og ganske som jeg huskede det, og en foelelse af lykke fyldte hele min krop!

lørdag den 26. februar 2011

Skiferie i Sun Valley, Idaho

Fredag d. 18. februar tog vi afsted paa skifrie. Helen, Jeff og jeg havde fra morgenen af pakket de sidste ting , inden vi ved middagstid hentede pigerne fra skolen, hvorfra kursen var lagt - 11 timer i en bil fyldt til randen, 6 mennesker og en hund, og alle var vi i godt selskab med Pippi Langstroempe paa lydog, saa der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi alle hyggede os gevaldigt!! :)
Fredag aften holdte vi stop i en lille by i nordoest Oregon, kaldet Baker City, hvor vi havde valgt at tage en overnatning. Efter ca. 6 timer med diverse boernefilm og Pippa Langstroempe traengte vores radbraekkede rygge og firkantede oejne bestemt til et lille hvil, saa det var virkelig dejligt at kunne saette sig ind i hotellets restaurant og spise et ordentligt maaltid mad. Allerede ved halv ni tiden var vi paa vores vaereler og klar til at hoppe i seng. Jeg delte vaerelse med Lucy, som denne aften var i et vaeldigt humoer. Hun snakkede og snakkede, og foerst en time senere begyndte roen ogsaa at saenke sig over hende. :)



Vi stod tidligt op loerdag morgen, spiste morgenmad, gjorde os klar og var ude af doeren inden klokken slog ni. Vi koerte den sidste straekning paa 5 timer, og ankom til Sun Valley i Idaho ved to tiden, efter et hurtigt stop paa McDonald's, hvilket i oevrigt - og ganske utroligt - er mit forste "Maage-besoeg" i min tid i USA. Jeg havde brugt det meste af denne tur paa at sidde og stirre ud af vinduet, og jeg var ikke mindre end imponeret! Selvom staten Idaho virker som det mest gudsforladte sted paa hele jorden, er der ubeskriveligt smukt! Naturen er virkelig storslaaende med de snedaekkede marker og bjergene ude i horisonten. Den megen sne glimtede i solens straaler, hvilket fik alting til at lyse op paa fineste vis. Huset vi havde lejet var helt perfekt! Det var forholdsvis stort og var indrettet saaledes, at jeg fik mit et stort vaerelse, der laa isoleret nede i den ene ende af huset med "walk-in-closet" samt eget badevaerelse med boblebad -jubii!! Huset laa ikke mere end faa hundrede meter fra Helens foraeldres hus, saa efter at have pakket ud, gik vi over til dem, hvor vi fik eftermiddgskaffe og spiste aftensmad. Helens mor havde gemt alle sine julekort, som Helen og jeg samme eftermiddag sad og kiggede igennem. Helt tilfaeldigt faldt min interesse ved et stort, roedt kort, som hurtigt viste sig at vaere mere interessant end foerst antaget. Uden paa kortet var der et billede af "Det Hvide Hus" i Washington D.C, og da jeg fik det aabnet, laa der - til min store overraskese - en julehilsen fra praesident Obama, som var signeret af ovenstaaende og hele hans familie. Helens mor fornemmede straks min store forbloeffelse, og smilte stolt og sagde, at jeg maatte faa det, hvis jeg ville, saa jeg har nu et julekort fra praesidenten til at ligge hjemme i mit skab. :) Fedt!

Soendag morgen koerte vi alle til skisportstedet, Dollar Mountain, hvor Phoebe og Helen havde skiskole. Lucy var meldt til skiskole paa Baldy Mountain Resort, hvor ogsaa Helen og Jeff stod paa ski hele ugen. Helens foraeldre havde inviteret mig med ud at vandre, saa efter at have handlet ind i det lokale supermarked koerte jeg hjem, hvor jeg moedes Frances og Edward. Vi vandrede rundt i halvanden times tid i et omraade nord for byen Ketchum. Vejret var utrolig flot, og Helens foraeldre er virkelig flinke, saa det var bestemt en fornoejelse. Sammenlignet med Jeffs mor er Frances og Ed, trods deres meget luksuose liv, begge meget afslappende at vaere i selskab med og helt nede paa jorden. Isaer Frances er meget snakkesalig og aaben, saa det var intet problem at faa samtalen til at glide. De vidste mig endvidere lidt rundt i Ketchum, som er den stoerste by i omraadet, der byder paa baade fitnesscenter, kaffebarer, restauranter og et udmaerket udvalg af diverse butikker.
Samme aften var vi alle inviteret til middag ved Helens foraeldre, hvor ogsaa familien Blair var indbudt, som er noget familie meget langt ude, der dog ogsaa bor i The Highlands, og derfor staar dem naert. Vi fik mexicansk mad fra en restaurant nde i byen, hvilket virkelig var super laekkert. Dog var middagen og stemningen omkring bordet meget formel. Vi var udrustet med mere soelvtoej og service end noedvendigt var og derudover sad vi skiftevis dame og herre. Jeg havde Watson Blair til bordmand, saa han skaenkede mig drikkevarer og trak stolen ind og ud for mig hver eneste gang, jeg rejste mig. Hvad mest besynderligt var dog den lille mexicanske kvinde, der hele aftenen vartrede os alle op. Da vi var faerdige med desserten, forsvandt jeg derfor hurtigt med pigerne ind i legevaerelset, hvor vi saa film og spiste slik.

Mandag moedtes vi med gabe, Laura og deres boern for at staa paa langrend. Tempoet var bestemt ikke saerlg hoejt og allerede efter en mile vendte halvdelen af gruppen om. Jeg fortsatte lidt endnu med Phoebe, foer hun ogsaa blev traet og ville tilbage. Ikke at langrend er den mest sindsopgivende sportsgren, men det er god motion, saa jeg blev ved lidt tid. Jeg moedtes med de andre i restauranten, hvor ogsaa Helens foraeldre var. Efter frokost kaelkede og legede boernene, foer vi ved to tiden koerte hjem. Om eftermiddagen saa vi alle Harry Potter 4, foer Gabe, Laura og boernene kom ud til middag. En anden familie ved navn Hanks, var ogsaa inviteret, men deres datter kastede op i bilen paa vej ud til os, saa de naaede ikke laengere end til entreen. Helen havde hentet alle resterne fra middagen ved sine foraeldre dagen forinden, saa det var noget af et festmaaltid, vi boed vores gaester. Til stor forskel fra soendag aften var stemningen om mandagen, praeget af afslapning og hygge. Vres spisbord var ikke stort nok til os alle, saa vi slog os ned tilfaeldige steder paa gulvet og i sofaen med vores tallerkener i skoedet. Gabe og Lauras soen, Jackson, var ogsaa lidt skidt tilpas, saa de tog hjem kort tid efter desserten, vilket gav mig masser af tid til at se "Grey's Anatomy" - noget jeg generelt holdte mig selv en del beskaeftiget med paa denne tur.

Jeg tog tirsdag morgen - efter at have laesset Helen, Jeff og pigerne af ved deres skisportsteder - ned i fitnesscenteret, som ganske belejligt er af samme selskab som det jeg traener i i Seattle, hvilket goer det mig muligt at besoege stedet gratis. Det er et rigtigt laekkert center med masser af faciliteter samt en tilkoblet svoemmehal. Det er med sikkerhed en alletiders mulighed, og noget jeg forhaabentligt kommer til at benytte mig meget af til sommer, naar vi kommer tilbage til Sun Valley for en maaned. Tirsdag var en meget rolig dag uden de vilde aktiviteter. Efter at have skypet med dem derhjemme, tog jeg ind til byen igen, hvor jeg spiste eftermiddagskaffe paa "Tully's" kaffebar, inden jeg hentede foerst Phoebe og Helen ved Dollar Mountain og derefter Helen, Jeff og Lucy ved Baldy Mountain. Vi spiste aftensmad hjemme, og saa Harry Potter, foer vi gik i seng.

Onsdag stod vi alle paa ski paa Dollar mountain. Jeg stod det meste af tiden med Helen ogHelen, men med mine skifaerdigheder passede det mig ganske fint at foelge little Helen ned af boernebakken. Ved middagstid koerte vi ind til Ketchum, hvor vi spiste frokost. Herefter koerte Helen mig igen ud til Dollar mountain, hvor jeg med nyt energi og blod paa tanden stod alene ned af det hoejeste bjerg!! Jeg var helt hoej over denne praestation resten af dagen! :) Jeff og pigerne, som var blevet inde i byen for at goere nogle aerinder og drikke varmt kakao, kom og hentede mig sidst paa eftermiddagen. Helens foraeldre hentede pigerne samme aften og togdem med ud at spise. Onsdag er normalvis Helen og Jeffs "date-night", saa ogsaa de tog ind til byen, hvilket gav mig huset for mig selv. Det var enormt djligt at have en aften alene, saa jeg tog et langt, varmt bad, lavede noget godt aftensmad til mig selv, og downloadede nogle episoder af "Grey's Anatomy".

Torsdag var pigerne igen paa skiskole, og ogsaa jeg valgte at staa paa ski paa Dollar Mountain. Vejret var dog ret daarligt, hvilket gjorde det svaert at se noget som helst paa bjerget. Jeg gik tur med Flitch, som havde ligget bag i bilen hele formiddagen, inden jeg selv tog ind til byen for at spise frokost. Efter middag klarede det op, og jeg hoppede igen paa skiene. Jegmoedte flere gange Phoebe og Helen, som begge udstraalte stor begejstring, naar de saa mig. Helen saa dog ikke helt saa bekvemt ud, da jeg ved to tiden moedte hende nede ved liftene, og naesten graedende fortalte hun mig, at hun skulle tisse. Det var lige paa et haengende haar, at vi naaede toiletterne, og da jeg langt om laenge fik hendes mange lag toej bakset af, viste det sig, at hun ingen underbukser havde paa. Uden at vaere blevet spurgt sagde Helen; "Cowgirls don't wear underpants!" Det er med stor sandsynlighed en af disse situationer, hvor man skulle have vaeret der for at kunne se morsomheden ved dette, men neeej hvor jeg grinede. Hendes instruktoer fortalte, at hun tidligere paa dagen havde tisset i sine bukser, hvilket selvfoelgelig var grunden til, at hun ikke laengere havde sine trusser paa. Denne episode blev hurtigt Helens kendetegn, og da vi igen fredag var ude for at hente Phoebes ski, blev Helen kaldt "the cowgirl" af alle, vi moedte.

Torsdag aften tog vi alle hjem til Gabe og Laura, hvor jeg blev og saa efter pigerne og Jackson og Kate, da de to foraeldrepar var inviteret til det samme middagsselskab. Vi fik pizza og spiste is til dessert, som vi spiste, imens vi saa film. Sikke en fest vi havde!!

Phoebe var skidt tilpas fredag morgen, og ingen af pigerne gad at i skiskole, saa Lucy, Helen og jeg tog i stedet ud til "Phenny Hill" og kaelkede. Vi kaelkede i halvanden times tid, hvorefter vi koerte til Ketchum og drak varmt kakao og vaniliemaelk paa "Tully's" kaffebar. Vi spiste alle frokost hjemme, hvorefter Helen ogJeff tog ind til byen. Jeg skypede med mine foraeldre, og pigerne laeste boeger og spillede spil, saa det var en ganske stille og rolig eftermiddag. Da Helen og Jeff kom hjem, tog de pigerne med hen til nogle naboer, som de kender fra deres tid i Portland. Fredag aften var vores sidste aften i Sun Valley, saa vi spiste alle aftensmad ved Helens foraeldre, hvor vi fik lasagne og is til dessert.


Jeg sidder nu paa vej hjem i bilen efter en uge paa skiferie. Vi har koert i lige godt 5 timer, og pigerne er fuldstaendig kvaestet og meget traette. Efter nu en halv time uden film, gaar Lucy og Phoebe hinanden paa nerverne, og deres urolige kroppe, goer det dem umuligt at sidde stille. Isaer Phoebe spoerger konstant; "hvornaar er vi hjemme?", "hvor mange timer er der tilbage?" og "er vi i Seattle nu?" Helen sidder og sover i sit lille boernesaede med sin snart oploeste tommeltot i munden. Vi regner med at vaere hjemme ved halv otte tiden i aften, saa der er langt vej igen, og jeg er da ogsaa saa smaat begyndt at overveje, hvordan jeg selv vil klare de sidste seks timer.



Tiden i Sun Valley har absolut vaeret alletiders. Det har vaeret saa enormt dejligt at vaere vaek fra de vante rutiner, og i stedet bare kunne slappe af med Helen, Jeff og pigerne uden det daglige stress og jag. Helen sagde mandag morgen; "hvor ser du dog frisk og veludhvilket ud, Maibritt", og det er bestemt ogsaa den foelelse jeg selv har haft hele ugen. Det var ganske tiltraengt, og har uden tvivl virket som et nyt skud energi, som med sikkerhed vil komme mig til gode hele marts maaned. :)

mandag den 21. februar 2011

Halfway update!

Onsdag d. 16. februar kunne jeg fejre min halvaarsdag i USA, da jeg paa netop denne dag havde vaeret i landet i et halvt aar.

Selve dagen blev fejret med Kesha koncert i snowbox hall i downtown Seattle. Efter at have staaet i koe i over en time kunne vi endelig begynde at se doerabningen. Der var en super maerkelig kunstner, der spillede som opvarmningsband til Kesha. Jeg har aldrig hoert om ham eller hans sange foer, hvilket var meget heldigt for neej, hvor var han da raedselsfuld. Han virkede super skaev, og hoppede i sin neongule dragt rundt paa scenen og sang om rumskibe, hviket jeg ikke var alene om at finde skoert, for folk baade buede og raabte skaelsord efter ham! Da Kesha saa endelig kom paa, var begejstringen dog saa meget desto stoerre, saa hans rolle som opvarmningsband virkede maaske nok efter hensigten. Hun gav den virkelig gas, og fik alle med. Der var helt utrolig mange bemaerkelsesvaerdige tilskuere - alt lige fra kyssende boessepar, til overpyntede dragqueens og smaa teenagepiger med laerkorte shorts og glimmer i hele haaret, saa sammenlignet hermed virkede Sofie og jeg enormt almindelige og kedelige. Det var naesten ligesaa underholdende at iagttage alle disse tilskuere, og isaer i midten af koncerten hvor Kesha spillede 4-5 sange i streg, som jeg overhoved ikke kendte, var min opmaerksomhed koncentreret herom.
Efter koncerten, som var faerdig ved elleve tiden, tog Sofie og jeg paa Starbucks i U-Village.

Det er virkelig maerkeligt at taenke paa, at jeg nu er halvvejs i mit ophold her i staterne, for neej, hvor foeles det altsaa surrealistisk. Tiden er floejet afsted, og det forekommer mig virkelig ubegribeligt, at den foerste del af mit ophold allerede er gaaet. Jeg foeler pludselig at have rigtig travlt, hvis jeg paa de sidste 6 maaneder, skal have tid nok til at se de mange ting og steder, jeg havde lovet mig selv at skulle opleve. Paa den anden side foeles det dog rart, at jeg nu har vaeret her i laengere tid, end den tid jeg har tilbage. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, det virker paa en eller anden maerkelig maade bare rigtig godt.

Mit engelsk er ikke, hvad jeg havde haabet paa efter et halvt aar i USA. Det er bestemt forbedret radikalt, men jeg kan langt fra tale flydende, og jeg laver stadigvaek mange grammatiske fejl og fejludtalelser af ord, jeg burde kunne. Mange dage taler jegmer dansk end engelsk pga. facebok, mails og skypeaftaler, hvlke med sikkerhed spiller en stor rolle herpaa. Jeg ved egentlig ikke, om min accent er mindsket - det er lidt svaert selv at vurdere, men Helen og Jeff siger, at min accent altid har vaeret meget svagere sammenlignet med Lisas, den forrige Au Pair fra Tyskland. Det er interessant, hvor stor en forskel, der er paa mit engelsk, naar jeg snakker til Helen og Jeff sammenlignet med pigerne eller de andre Au pairs. Jeg foeler en stoerre ro, naar jeg fx. snakker med little Helen, da jeg ved, at hun ogsaa laver fejl. Der er mange ord, hun ikke udtaler korrekt og hendes uregelmaessige udsagnsord volder hende ogsaa af og til besvaer - fx. siger hun "winded" istedet for "won", og hun udtaler "other" med et haardt "d". Pigerne er generelt ogsaa bedre til at rette mig, naar jeg laver fejl, end Helen og Jeff er. Naar de retter mig, ved jeg lige noejagtigt, hvad jeg gjorde galt, og samtidig fungerer det som en bekraeftelse, da resten af min saetning, dermed maa vaere rigtig, istedet for at snakke til perfekte Helen, og ikke foele sig 100 procent sikker paa det, jeg siger.
Dog kan jeg maerke, at jeg har meget, meget nemmere ved at forstaa sproget. Det slog mig virkelig her den anden aften, da Sophia og jeg koerte hjem fra college, da jeg - trods vores samtale - var i stand til samtidig at lytte med til nogle reklamer paa radioen, hvilket jeg langt fra kunne i begyndelsen. Faktisk kunne jeg ofte have svaert ved at forstaa, hvad der foregik i radioen, pga. den megen baggrundsstoej i reklamerne eller radiovaerterne, der altid snakker enormt hurtigt. Skriftligt begaar jeg mig ogsaa meget bedre. Jeg har nemmere ved at stave engelske ord, og Helen har tidligere fortalt mig, at saa man blot paa mit skriftlige engelsk, ville man ikke vide, at jeg ikke er amerikaner. Derimod er mit danske sprog forringet. Jeg sidder ofte, naar jeg skriver mails eller her paa bloggen, og "leder" efter de danske ord eller vendinger. Helen spurgte mig for nogle dage siden, hvordan vi siger "trout" paa dansk, og jeg kunne simpelthen ikke huske, at vi kalder det en oerred, da ordet trout virkede mere naturligt for mig end oerred. Det er blot smaa eksempler fra min verdag, men alt i alt maa det derfor siges at gaa langsomt fremad, selvom jeg af og til foeler et snaert af skuffelse, naar jeg igen staar og har problemer med at goere mig forstaaelig.

Jeg har det stadig rigtig godt i min familie og trives paa bedste vis. Helen og Jeff har lige fra starten formaaet at faa mig til at foele som en uundvaerlig del af familien, hvor jeg altid er velkommen. Lucy fortalte mig, at hun altid har oensket sig en storeoester, men at hun med mig i familien foelwe, at have en. Alle disse soede kommentarer i hverdagen varmer bare helt ubeskriveligt meget og betyder alt. Det virker som om, at mange ofte har svaert ved at forstaa denne del. Jeg bliver i hvert fald ofte spurgt om, hvordan det er at arbejde for en familie, men jeg foeler ikke - og har aldrig foelt - at jeg arbejder for dem. Helen og Jeff er ikke mine arbejdsgivere, men som en slags midlertidig erstatning for mine foraeldre. Jeg henter pigerne fra skole, toemmer opvaskemaskinen og hjaelper med at tage ud af bordet, naar vi har spist, ligepraecis som jeg ville have gjort derhjemme. Det er derfor ogsaa det nemmeste "job", jeg nogensinde har haft, da jeg i princippet bliver betalt for ting, jeg aldrig tidligere har faet lommepenge for at goere. Helen og Jeff vil mig det bedste, og sikrer sig altid, at jeg har det godt, og ikke foeler mig ubekvemt. I min kontrakt staar der, at jeg er berettiget to ugers ferie i loebet af dette aar, men som de altid siger, vil de ikke staa i vejen for mine planer og oplevelser her i staterne, saa Helen har lavet en hel liste med alle de dage og weekends, jeg uden problem kan tage afsted. Jeg har ikke hoert om andre, der arbejder ligesaa lidt som jeg goer, og stadig har mulighed for at tage saa mange fridage. Jeg har sagt det foer, og goer det gerne igen, "hvor foeler jeg mig bare HELDIG!"

I forhold til de andre Au pairs i min gruppe, saa gaar det her ganske stille og roligt. Jeg foelte sommetider lidt i starten - og goer det af og til stadig -at jeg kun snakker med tyskerne , fordi det trods alt er bedre at vaere sammen med dem, end at sidde alene derhjemme. Det skal heller ikke vaere nogen hemmelighed, at de aldrig bliver mine naereste veninder, og jeg spekulerer da ogsaa ofte paa, om jeg nogensinde kommer til at se dem igen efter dette aar. Ikke at de paa nogen maade er ubehagelige at vaere sammen med, snakken falder bare ikke helt saa naturligt mellem os, og jeg kunne for eksempel aldrig finde paa kun at ses med Christina, da jeg ikke ville vide, hvad jeg skulle snakke med hende om alene. Sophia og jeg ses dog meget, og faar det bedre og bedre sammen. Hun har altid vaeret den af tyskene, jeg har snakket mest med, og samtidig bor hun kun 30 blokke nord fra mig, saa det er nemt lige at se hinanden et par timer en almindelig mandag aften. Sophia og jeg var desuden i Phoenix i Arizona i en forlaenget weekend i januar, hvilket var super fedt! Det var kun hende og jeg, men ikke desto mindre gik det bare helt vildt godt, saa det maa siges at vaere en stor succes - ogsaa i forhold til vores venskab!
Sofie har faaet en ameriansk kaereste, som hun den seneste tid har tilbragt utrolig meget tid sammen med. Jeg har sommetider lidt svaert ved at foelge hende i hendes beslutning om at indgaa i et serioest forhold, naar man ved, at det er paa begraenset tid, da man som hende kun har fire maaneder tilbage i landet, men det er selvfoelgelig ikke saa let selv at styre hvem og hvornaar, man gerne vil forelske sig. Min uforstaaelighed bunder maaske inderst inde ogsaa i, at vi af denne grund ikke ser ligesaa meget til hinanden mere, hvilket er en skam.
I midten af januar ankom der to nye danskere til Seattle. De hedder Therese og Emilie og er begge fra Koebenhavn, hvilket man ikke er et sekund i tvivl om, saa de maa nogle gange synes, at jeg er noget af en bonderoev fra Jylland. Dog kommer de begge som sendt fra himmelen! De er helt enormt flinke, og vi har vaeret sammen hver eneste weekend, siden de ankom. Det betyder virkelig mere, end man tror at moede nogle andre danskere, naar man er saa langt vaek hjemmefra. De minder begge meget om mine herlige og meget savnede gymnasiepiger, saa det er bare SAA dejligt at have dem her, og jeg er sikker paa, at de meget hurtigt kan at gaa hen og blive mine bedste veninder her. De er begge rejst med STS, og vi har derfor i princippet intet med hinanden at goere, og i en millionby som Seattle er chancerne for tilfaldigt at loebe ind i hinanden ikke just stor. Inden de tog afsted skrev Therese en besked paa Cultural Care's facebook vaeg, hvor hun fortalte, at hun skulle til Seattle. Helt tilfaeldigt saa Natalia fra San Dioego denne besked, og det er altsaa hende jeg kan takke, da hun "foerte os sammen"! Hvad skulle vi goere uden internettet og facebook?!

Med mine nu gyldne 21 aar kan jeg paa lovligt vis gaa i byen og skeje mig selv ud, hvis det er, hvad jeg har lyst til, men det kan der vist ikke vaere nogen tvivl om, at jeg har!!! :) Af alle ting har jeg savnet det at gaa i byen og more mig mest, saa det skulle bestemt fejres, at det nu endelig kunne lade sig goere. Tiia og jeg havde derfor planlagt at tage i byen loerdag d. 5. februar. Vi drak og gjorde os klar hjemme ved hende, da hun bor helt nede paa 42th. Vi tog allerede afsted ved ti tiden, og blev lukket ind paa natklubben "Trinity" ved elleve tiden, hvor vi uden tvivl var nogle af de sidste. Stedet var fyldt til randen med festglade unge mennesker, og det foeltes simpelthen saa godt at danse rundt paa dansegulvet i mine hoeje stilletter, der snart har vaeret gemt vaek i alt for lang tid. Mit generelle indtryk af amerikanerne er ikke, som jeg havde forestillet mig. Folk er nemlig ikke bemaerkelsesvaerdigt aabne eller udadvendte. Jeg havde nok lidt naivt troet, at jeg ganske let kunne rejse alene til USA, og uden problemer faa en masse nye amerikanske venner, da folk selvfoelgelig ville stoppe mig op paa gaden og spoerge efter mit nummer - droem du bare videre Maibritt! Jeg har ofte undret mig over, hvor alle de unge mennesker her i Seattle gemte sig, for med et af landets stoerste universiteter, maatte de jo vaere her et sted, og efter min foerste bytur ved jeg nu, hvor i hvert fald nogle af dem befinder sig! Folk var til min store overraskelse og glaede super udadvendte og snakkesalige, og boed gerne paa en masse drinks i baren, saa efter en god og billig tur i byen, tog Tiia og jeg en taxi hjem ved to tiden, da stederne herover begynder at lukke heromkring. Det var virkelig en rigtig god aften - dog ikke naer saa vild, som den ville have vaeret derhjemme - men det gjorde bestemt ingenting, saa laenge jeg fik snakket med en masse forskellige mennesker - og forskelige var lige noejagtgt, hvad folk var. Det var en meget broget landhandel med alt lige fra den lille, kinky asiater i skolepige-kostume, den moerke afroamerikanske gangster til den 40-aarige, generte, formelle mand i jakkesaet, der hele aftenen sad paa sin udkigspost i baren. Det kommer klart til at goere en stor forskel, at jeg nu kan gaa ud om aftenen og moede andre unge, og med det mangfoldige udvalg er der noget for en hver smag, saa lad mig hellere faa flere af saadanne aftener.

torsdag den 10. februar 2011

Endelig... 21 AAR!! :)

Helen og Jeff var ikke hjemme paa min foedselsdag, da de havde bestilt skiferie til Canada. I stedet var Marilyn her (Jeffs mor) for at hjaelpe mig med at se efter pigerne. Marilyn var naermest mere begejstret over min foedselsdag end jeg selv, saa hun havde dagene forinden hjulpet pigerne med at forberede dagen.



Det var super underligt at blive vaekket af sit vaekkeur og ikke en syngende familie med flag og gaver. Dog blev jeg noget overrasket, da jeg kom op i koekkenet. Marilyn og pigerne havde nemlig forberedt et "foedselsdags-morgenbord" som bl.a. bestod af morgenbroed fra den danske bager samt jordbaer, der alle var dyppet i chokolade. Mmm.. Desuden var koekkenet pyntet med balloner, og der var levende lys paa bordet. De sang alle foedselsdagssang for mig, og jeg fik mine gaver. Jeg koerte de store piger i skole, og tog direkte ned i fitnesscenteret for at traene. Jeg var helt utrolig flittig i traeningscenteret, imens Marilyn var her - maaske det mere var et spoergsmaal om at komme vaek og faa fyldt mine formiddage ud, end det var et saerligt oenske om at staa og svede i et fitnesscenter?!



I Seattle havde vi aaret foerste, rigtige foraarsdag d. 2. februar! Helt utroligt vejr! Solen skinnede fra en skyfri himmel og det var stortset vindstille, hvilket gjorde det muligt for mig at sidde ude i haven og skype med min familie. Det var super dejligt at snakke med dem, og saa fik jeg samtidig ogsaa foedselsdagssangen i den danske version. :) Marilyn havde givet mig fri resten af dagen, saa i god tro om at alt var i skoenneste orden, tullede jeg blot rundt paa maa og faa. Ved halv to tiden blev jeg dog ringet op af Helens klasselaerer, der gjorde mig opmaerksom paa, at Helen stadig ikke var blevet hentet. Dette er et glimrende eksempel paa, hvordan Marilyn har arbejdet hele ugen!!

Samme aften fejrede Sofie og jeg min foedselsdag i downtown paa Cheesecake Factory, hvor jeg (bare fordi jeg ku') bestilte en oel til maden!! Jeg havde da fuldstaendig glemt, hvor godt saadan en smager!! :) Trods forstoppede maver trillede vi i bogstavligste forstand videre ned i biografen, hvor vi saa filmen "No Strings Attached"!

Det var bestemt en alletiders dag med en masse dejlige overraskelser, breve og hilsner hjemmefra. Tusind tak! Dog var dagens absolutte hoejdepunkt en uventet mail med et vedhaeftet dokument, der afsloerrede, at jeg i oktober skal til Rihanna koncert med Monica, Mette og Tina! JUBIIII!! I er de bedste, og jeg er jer evigt taknemlige. Girls, you totally made my day! Thanks!

søndag den 2. januar 2011

Nytaarsaften i Canada - Wup wup!

Saa kom begivenheden, jeg laenge havde ventet paa!! Fredag d. 31. decemner - nytaarsaften 2010/2011, som i aar skulle fejres i byen Vancouver i Canada. De foerste planer om denne tur, blev gjort helt tilbage i september, hvor vi var i San Fransisco, saa det var bestemt noget, vi havde haft planlagt laenge, og derfor ogsaa noget vi alle havde set meget frem til. Jeg havde formentlig taget turen til Canada ligegyldigt hvad, men lige i dette tilfaelde maa jeg aerligt indroemme, at det var mest paa grund af landets regler om alkohol - man skal nemlig kun vaere 19 for at gaa i byen i Canada!
Natalia og jeg brugte fredag formiddag paa at pakke og smoeger madpakker, og selvom vi egentlig havde haft rigeligt med tid, endte vi alligevel med at stresse helt vildt rundt, men saadan er det jo altid. Dog naaede vi til Downtown i ordentlig tid, og fik ogsaa forholdsvis fundet en sikker og billig parkeringskaelder, hvor vi kunne parkere bilen, imens vi var i vaek.

Turen til Canada gik faktisk forholdvis hurtogt. Det tog os 2,5 time at komme til graensen, hvor vi alle maatte ud af bussen og igennem graensekontrollen. Herefter havde vi saa 1,5 time tilbage, som med en fabelagtig solnedgang ud over havet var utrolig smuk! Da vi havde faaet indlogeret alle vores ting paa det overraskende flotte hostel, gik vi paa jagt efter en "Liquid store"! Da vi endelig fandt en var klokken naesten 18, hvor butikken lukkede, men vi var helt enormt heldige at blive lukket ind, som den aller sidste gruppe!
Natalia og jeg spiste thai-mad paa vaerelset og var derefter hurtigt igang med at goere os klar. Vi havde hjemmefra skaffet billetter til en af byens natklubber kaldet "Lotus Hotel". Trods at dette sted var et af de billigste i hele Vancouver, var vi alligevel kommet af med $43!! Den fik lige lidt rigeligt gas paa vaerelset, inden vi tog ned i byen, saa alt efter bybusturen kl. 22 ligger desvaerre hen i moerket...!! Hmm.

Da jeg dagen efter vaagner op er det med en grim smag i munden og en voldsom hovedpine! Hvad endnu vaerre er, at jeg efter nattens begivenheder er blevet en jakke, pung, mobil, pas, amerikansk visum og min DS2019 formular (opholdstilladelse) fattigere!!!! Dette var virkelig katastrofalt, da det ville betyde, at jeg ikke kunne krydse graensen til USA!
Jeg kunne slet ikke overskue mit soelle liv, og nej hvor havde jeg da ondt af mig selv! Efter at have ligget saadan noget tid, fik vi endelig ringet til taxiselskabet, som vi ud fra kvitteringen paa $50(!!!) gik ud fra, at vi havde vaeret med hjem. Damen vi talte med vidste ingenting, og bad os om at ringe tilbage klokken 17. Vi proevede at ligge nogle beskeder paa min telefonsvarer, som desvaerre ikke blev besvaret. Herefter ringede vi saa igen til taxiselskabet, og kom nu igennem til en dame, der fortalte os at glemte sager foerst blev aabnet tirsdag d. 3. januar, og at vi indtil da ingenting kunne goere. Dog fik vi lov til at ligge en besked paa deres automatiske radiosender, som blev afspillet i alle taxaer.
Natalia og jeg tog nu paa politistationen for at melde mine ting savnet. Da jeg stod ved skranken, blev jeg bedt om at bekraefte min identitet, hvilket jeg af gode grunde ikke var i stand til, og politiassistenten gjorde mig nu opmaerksom paa, at der derfor - teoretisk set - ingen Maibritt Halkjaer fandtes. Endvidere stod det nu helt klart, at jeg skulle forberede mig paa at forlaenge mit ophold i Canada paa ubegraenset tid, hvis ikke jeg fik fat i mine sager. Jeg blev skrevet i deres register og fik en politirapport med mig, der muligvis kunne hjaelpe mig, da den om ikke andet kunne bekraefte, at mine ting var savnet. Jeg kan slet ikke beskrive, hvilket tanker der flyver igennem mit hoved. Blot det at risikere at maatte blive i landet, hvilket ville vaere mig umuligt uden penge, men naesten vaerre var tanken om at skulle meddele Helen og Jeff, at de ikke skulle forvente at se mig igen dagen efter!
Klokken var paa davaerende tidspunkt seks, og vi fandt noget at spise. Da vi herefter stod ude paa gaden og snakkede om, hvad vi nu havde tanekt os at goere, koerte der en taxi forbi, som var af samme maerke, som den vi var koert med aftenen forrinden. Jeg stoppede ham, og vi spurgte, om han havde hoert noget om en forsvundne jakke eller paa anden vis kunne hjaelpe os. Han tilboed at koere med os ud til deres lagercentral, hvor vi kunne se efter jakken. Vi kom ud i et rigtig industrikvarter, og blev foert med ned at nogle gange til en skummel kaelder, hvor en lille kinesisk mand sad og halv sov bag en plasticrude til et lille kontor. Han havde en masse forskellige ting, som alle var kommet ind nytaarsnat - dog var der stadig ingen spor af mine sager.
Taxichauffoeren, som foroevrigt hed Allen, og var en stor middelalderen mand, ringede nu til en ny taxicentral, hvor han - pga. hans erhverv - kom igennem til andre selskabers lagerlokaler. Herimens ringede Natalias telefon pludselig - som hele dagen havde vaeret ved at gaa toer for stroem! Det var programdirektoeren fra Cultural Care, der ringede fra New York for at fortaelle os, at en taxichauffoer ved navn Malis havde vaeret i kontakt med min vaertsfamilie. Hvordan det hele lige hangt sammen, fik vi ikke fat i, men vigtigst af alt, naaede Natalia at faa skrevet hans nummer ned, foer hendes telefon gik toer for stroem. Allan ringede op til Malis, og med et stort smil paa laeben gav han os "thumb-up" og skrev nu en adresse ned. Det viste sig, at Malis havde haft alle mine ting til at ligge i bunden af sin taxi hele nytaarsnat, imens flere hundrede kunder var hoppet ind og ud. Hvordan det var endt der, er mig stadig en gaade, for det var ikke den samme taxa, som vi havde koert med hjem.
Han havde sidst paa aftenen d. 1. januar ringet op til nummeret paa min telefon, kaldet "home", hvorefter han var kommet i kontakt med Helen og Jeff, der straks efter at have hoert, hvad der var sket, havde ringet til min LCC. Efter at have ledet laenge efter Natalia paa facebook, fandt de hende endelig, og de havde nu hendes efternavn, som var noedvendigt for at kunne finde hendes vaerstfamilie. Min LCC havde taget kontakt til folkene i New York, som hurtigt fik ringet op til Natalias vaertsfamilie, som kunne give dem hendes mobilnummer, hvilket gjorde dem i stand til at faa kontakt med os i Canada!

Ved halv elleve tiden moedtes vi med Malis paa en Starbucks ikke langt fra vores Hostel, hvor han for et mindre beloeb ($25) udleverede mine ting. Pengene i min pung var vaek, men vigtigst af alt var dog, at jeg nu stod med alle mine ting i haanden.

Hvor var jeg da taknemlig, da jeg let som ingenting kom igennem graensekontrollen, og dermed endelig kunne staa paa amerikansk landjord igen, men det maa da siges at vaere noget af en tumult maade at vaelte ind i aar 2011 paa.

Natalia paa farten!

Tirsdag d. 28. december meldte Natalia fra San Diego sin ankomst. Hun havde en uges ferie, som hun havde valgt at bruge paa at besoege mig i Seattle - hvor heldig kan man vaere!! :D

Da jeg desvaerre ikke havde ferie, havde jeg samtidig pigerne. Tirsdag tog vi ned i Downtown for at hente Natalia, som kom med lufthavnsmetroen. Vi tog alle ned i "Pacific Science Center", hvor vi bl.a. saa en udstilling med dinosaurer og var inde i den tropiske regnskov med sommerfugle. Jeg havde parkeret oppe i Downtown, saa der var forholdsvis langt op til bilen, hvilket med alle pigerne tog enormt lang tid, saa vi var foerst hjemme ved fem tiden!
Samme aften tog Natalia og jeg til Northgate Mall, hvor vi moedtes med Sophia, Maren og Jessi for at se paa kjoler og andre accessories til nytaarsaften!

Onsdag tog Helen Phoebe med til et skisportssted halvanden times koersel oest for Seattle. Jeg havde derfor kun Lucy og Helen, hvilket gjorde det hele noget nemmere for Natalia og jeg. Vi tog alle ned i ishockeyhallen og stod paa skoejter! Det var super sjovt! Helen var godt nok en smule skraemt, men efter et par omgange fik vi hende installeret paa en baenk, hvor hun saa kunne sidde og se paa. Da vi var faerdige med at skoejte, tog vi paa Starbucks og derefter ned for at handle ind, da Natalia og jeg havde lovet at servere god, gammeldags ris ala mande til dessert. Inden aftensmad tog vi ned til bydelen Ballard, hvor der ligger et solcenter! Det er super dyrt at tage sol her i USA (75 kroner for 20 minutter!!), saa det er ikke noget, jeg tidligere har benyttet mig af, men min blege vinterkinder raabte desperat om lidt ekstra gloed efter at have set Natalias flotte solbrune hud! Gloed fik min hud masser af - faktisk saa meget, at jeg blev helt forbraendt! Saa i stedet for hvid som en snemand var jeg nu istedet roed en kraebs (jeg ved ikke, om det var meget bedre?!), og AV, hvor gjorde det dog ondt.
Efter aftensmaden serverede Natalia og jeg vores hjemmelavet ris ala mande. Min familie fandt det vaeldigt fornoejeligt, og var helt tosset med ideen om den hele mandel, de alle kaempede om at faa! Endvidere synes de at elske min kaere mormors opskrift ligesaa meget som jeg, saa der skal lyde et stort tak herfra!
Vi sluttede vores aften af med at se den foerste halvanden time af "Sex and the City" filmen.

Torsdag stod jeg tidlig op, da jeg skulle begynde arbejde klokken 8. Natalia sov videre, saa jeg tog Phoebe og Helen (Lucy var paa ski) med ned paa legepladsen ved preskolen. Det var virkelig forfaerdelig koldt, og da de efter kun 10 minutter ville hjem igen, kunne vi selvfoelgelig ikke finde Flitch. Vi brugte nu en farlig masse tid paa at koere rundt og lede efter den skoere hund, hvor vi til sidst fandt ham nede ved en af vores naboer! Da vi endelig kom hjem, bagte vi gulerods-grovboller og fik frokost. Meningen var egentlig, at vi ville ned i "Seattle Aqaurium", men paa vores vej til Downtown ombestemte vi os, og tog i stedet - pga. det flotte vejr - i "Woodland Park Zoo". Det viste sig dog hurtigt, at vejret havde foeltes noget bedre i den varme bil, for da vi kom ud, var det bidende koldt. Paa mirakuloes vis brugte vi alligevel 3 timer i dyreparken (dog tog det os omkring 1 time at drikke vores varme kakao og spise de mange popcorn, vi havde koebt). Om aftenen barberede vi ben, og jeg proevede desperat (og uden den store held) at afblege mit haar med noget brintoverilte-spray, da jeg allerede nu savner mine lyse lokker helt gevaldigt meget! Vi tog ud til "University Village", hvor vi spiste sushi og shoppede. Vi havde egentlig aftalt at pakke alle vores ting til den forestaaende nytaarsrejse til Canada, men da vi kom hjem smed vi os begge i sengen med en stor skaal ris ala mande og sidste del af "Sex and the City"!