lørdag den 26. februar 2011

Skiferie i Sun Valley, Idaho

Fredag d. 18. februar tog vi afsted paa skifrie. Helen, Jeff og jeg havde fra morgenen af pakket de sidste ting , inden vi ved middagstid hentede pigerne fra skolen, hvorfra kursen var lagt - 11 timer i en bil fyldt til randen, 6 mennesker og en hund, og alle var vi i godt selskab med Pippi Langstroempe paa lydog, saa der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi alle hyggede os gevaldigt!! :)
Fredag aften holdte vi stop i en lille by i nordoest Oregon, kaldet Baker City, hvor vi havde valgt at tage en overnatning. Efter ca. 6 timer med diverse boernefilm og Pippa Langstroempe traengte vores radbraekkede rygge og firkantede oejne bestemt til et lille hvil, saa det var virkelig dejligt at kunne saette sig ind i hotellets restaurant og spise et ordentligt maaltid mad. Allerede ved halv ni tiden var vi paa vores vaereler og klar til at hoppe i seng. Jeg delte vaerelse med Lucy, som denne aften var i et vaeldigt humoer. Hun snakkede og snakkede, og foerst en time senere begyndte roen ogsaa at saenke sig over hende. :)



Vi stod tidligt op loerdag morgen, spiste morgenmad, gjorde os klar og var ude af doeren inden klokken slog ni. Vi koerte den sidste straekning paa 5 timer, og ankom til Sun Valley i Idaho ved to tiden, efter et hurtigt stop paa McDonald's, hvilket i oevrigt - og ganske utroligt - er mit forste "Maage-besoeg" i min tid i USA. Jeg havde brugt det meste af denne tur paa at sidde og stirre ud af vinduet, og jeg var ikke mindre end imponeret! Selvom staten Idaho virker som det mest gudsforladte sted paa hele jorden, er der ubeskriveligt smukt! Naturen er virkelig storslaaende med de snedaekkede marker og bjergene ude i horisonten. Den megen sne glimtede i solens straaler, hvilket fik alting til at lyse op paa fineste vis. Huset vi havde lejet var helt perfekt! Det var forholdsvis stort og var indrettet saaledes, at jeg fik mit et stort vaerelse, der laa isoleret nede i den ene ende af huset med "walk-in-closet" samt eget badevaerelse med boblebad -jubii!! Huset laa ikke mere end faa hundrede meter fra Helens foraeldres hus, saa efter at have pakket ud, gik vi over til dem, hvor vi fik eftermiddgskaffe og spiste aftensmad. Helens mor havde gemt alle sine julekort, som Helen og jeg samme eftermiddag sad og kiggede igennem. Helt tilfaeldigt faldt min interesse ved et stort, roedt kort, som hurtigt viste sig at vaere mere interessant end foerst antaget. Uden paa kortet var der et billede af "Det Hvide Hus" i Washington D.C, og da jeg fik det aabnet, laa der - til min store overraskese - en julehilsen fra praesident Obama, som var signeret af ovenstaaende og hele hans familie. Helens mor fornemmede straks min store forbloeffelse, og smilte stolt og sagde, at jeg maatte faa det, hvis jeg ville, saa jeg har nu et julekort fra praesidenten til at ligge hjemme i mit skab. :) Fedt!

Soendag morgen koerte vi alle til skisportstedet, Dollar Mountain, hvor Phoebe og Helen havde skiskole. Lucy var meldt til skiskole paa Baldy Mountain Resort, hvor ogsaa Helen og Jeff stod paa ski hele ugen. Helens foraeldre havde inviteret mig med ud at vandre, saa efter at have handlet ind i det lokale supermarked koerte jeg hjem, hvor jeg moedes Frances og Edward. Vi vandrede rundt i halvanden times tid i et omraade nord for byen Ketchum. Vejret var utrolig flot, og Helens foraeldre er virkelig flinke, saa det var bestemt en fornoejelse. Sammenlignet med Jeffs mor er Frances og Ed, trods deres meget luksuose liv, begge meget afslappende at vaere i selskab med og helt nede paa jorden. Isaer Frances er meget snakkesalig og aaben, saa det var intet problem at faa samtalen til at glide. De vidste mig endvidere lidt rundt i Ketchum, som er den stoerste by i omraadet, der byder paa baade fitnesscenter, kaffebarer, restauranter og et udmaerket udvalg af diverse butikker.
Samme aften var vi alle inviteret til middag ved Helens foraeldre, hvor ogsaa familien Blair var indbudt, som er noget familie meget langt ude, der dog ogsaa bor i The Highlands, og derfor staar dem naert. Vi fik mexicansk mad fra en restaurant nde i byen, hvilket virkelig var super laekkert. Dog var middagen og stemningen omkring bordet meget formel. Vi var udrustet med mere soelvtoej og service end noedvendigt var og derudover sad vi skiftevis dame og herre. Jeg havde Watson Blair til bordmand, saa han skaenkede mig drikkevarer og trak stolen ind og ud for mig hver eneste gang, jeg rejste mig. Hvad mest besynderligt var dog den lille mexicanske kvinde, der hele aftenen vartrede os alle op. Da vi var faerdige med desserten, forsvandt jeg derfor hurtigt med pigerne ind i legevaerelset, hvor vi saa film og spiste slik.

Mandag moedtes vi med gabe, Laura og deres boern for at staa paa langrend. Tempoet var bestemt ikke saerlg hoejt og allerede efter en mile vendte halvdelen af gruppen om. Jeg fortsatte lidt endnu med Phoebe, foer hun ogsaa blev traet og ville tilbage. Ikke at langrend er den mest sindsopgivende sportsgren, men det er god motion, saa jeg blev ved lidt tid. Jeg moedtes med de andre i restauranten, hvor ogsaa Helens foraeldre var. Efter frokost kaelkede og legede boernene, foer vi ved to tiden koerte hjem. Om eftermiddagen saa vi alle Harry Potter 4, foer Gabe, Laura og boernene kom ud til middag. En anden familie ved navn Hanks, var ogsaa inviteret, men deres datter kastede op i bilen paa vej ud til os, saa de naaede ikke laengere end til entreen. Helen havde hentet alle resterne fra middagen ved sine foraeldre dagen forinden, saa det var noget af et festmaaltid, vi boed vores gaester. Til stor forskel fra soendag aften var stemningen om mandagen, praeget af afslapning og hygge. Vres spisbord var ikke stort nok til os alle, saa vi slog os ned tilfaeldige steder paa gulvet og i sofaen med vores tallerkener i skoedet. Gabe og Lauras soen, Jackson, var ogsaa lidt skidt tilpas, saa de tog hjem kort tid efter desserten, vilket gav mig masser af tid til at se "Grey's Anatomy" - noget jeg generelt holdte mig selv en del beskaeftiget med paa denne tur.

Jeg tog tirsdag morgen - efter at have laesset Helen, Jeff og pigerne af ved deres skisportsteder - ned i fitnesscenteret, som ganske belejligt er af samme selskab som det jeg traener i i Seattle, hvilket goer det mig muligt at besoege stedet gratis. Det er et rigtigt laekkert center med masser af faciliteter samt en tilkoblet svoemmehal. Det er med sikkerhed en alletiders mulighed, og noget jeg forhaabentligt kommer til at benytte mig meget af til sommer, naar vi kommer tilbage til Sun Valley for en maaned. Tirsdag var en meget rolig dag uden de vilde aktiviteter. Efter at have skypet med dem derhjemme, tog jeg ind til byen igen, hvor jeg spiste eftermiddagskaffe paa "Tully's" kaffebar, inden jeg hentede foerst Phoebe og Helen ved Dollar Mountain og derefter Helen, Jeff og Lucy ved Baldy Mountain. Vi spiste aftensmad hjemme, og saa Harry Potter, foer vi gik i seng.

Onsdag stod vi alle paa ski paa Dollar mountain. Jeg stod det meste af tiden med Helen ogHelen, men med mine skifaerdigheder passede det mig ganske fint at foelge little Helen ned af boernebakken. Ved middagstid koerte vi ind til Ketchum, hvor vi spiste frokost. Herefter koerte Helen mig igen ud til Dollar mountain, hvor jeg med nyt energi og blod paa tanden stod alene ned af det hoejeste bjerg!! Jeg var helt hoej over denne praestation resten af dagen! :) Jeff og pigerne, som var blevet inde i byen for at goere nogle aerinder og drikke varmt kakao, kom og hentede mig sidst paa eftermiddagen. Helens foraeldre hentede pigerne samme aften og togdem med ud at spise. Onsdag er normalvis Helen og Jeffs "date-night", saa ogsaa de tog ind til byen, hvilket gav mig huset for mig selv. Det var enormt djligt at have en aften alene, saa jeg tog et langt, varmt bad, lavede noget godt aftensmad til mig selv, og downloadede nogle episoder af "Grey's Anatomy".

Torsdag var pigerne igen paa skiskole, og ogsaa jeg valgte at staa paa ski paa Dollar Mountain. Vejret var dog ret daarligt, hvilket gjorde det svaert at se noget som helst paa bjerget. Jeg gik tur med Flitch, som havde ligget bag i bilen hele formiddagen, inden jeg selv tog ind til byen for at spise frokost. Efter middag klarede det op, og jeg hoppede igen paa skiene. Jegmoedte flere gange Phoebe og Helen, som begge udstraalte stor begejstring, naar de saa mig. Helen saa dog ikke helt saa bekvemt ud, da jeg ved to tiden moedte hende nede ved liftene, og naesten graedende fortalte hun mig, at hun skulle tisse. Det var lige paa et haengende haar, at vi naaede toiletterne, og da jeg langt om laenge fik hendes mange lag toej bakset af, viste det sig, at hun ingen underbukser havde paa. Uden at vaere blevet spurgt sagde Helen; "Cowgirls don't wear underpants!" Det er med stor sandsynlighed en af disse situationer, hvor man skulle have vaeret der for at kunne se morsomheden ved dette, men neeej hvor jeg grinede. Hendes instruktoer fortalte, at hun tidligere paa dagen havde tisset i sine bukser, hvilket selvfoelgelig var grunden til, at hun ikke laengere havde sine trusser paa. Denne episode blev hurtigt Helens kendetegn, og da vi igen fredag var ude for at hente Phoebes ski, blev Helen kaldt "the cowgirl" af alle, vi moedte.

Torsdag aften tog vi alle hjem til Gabe og Laura, hvor jeg blev og saa efter pigerne og Jackson og Kate, da de to foraeldrepar var inviteret til det samme middagsselskab. Vi fik pizza og spiste is til dessert, som vi spiste, imens vi saa film. Sikke en fest vi havde!!

Phoebe var skidt tilpas fredag morgen, og ingen af pigerne gad at i skiskole, saa Lucy, Helen og jeg tog i stedet ud til "Phenny Hill" og kaelkede. Vi kaelkede i halvanden times tid, hvorefter vi koerte til Ketchum og drak varmt kakao og vaniliemaelk paa "Tully's" kaffebar. Vi spiste alle frokost hjemme, hvorefter Helen ogJeff tog ind til byen. Jeg skypede med mine foraeldre, og pigerne laeste boeger og spillede spil, saa det var en ganske stille og rolig eftermiddag. Da Helen og Jeff kom hjem, tog de pigerne med hen til nogle naboer, som de kender fra deres tid i Portland. Fredag aften var vores sidste aften i Sun Valley, saa vi spiste alle aftensmad ved Helens foraeldre, hvor vi fik lasagne og is til dessert.


Jeg sidder nu paa vej hjem i bilen efter en uge paa skiferie. Vi har koert i lige godt 5 timer, og pigerne er fuldstaendig kvaestet og meget traette. Efter nu en halv time uden film, gaar Lucy og Phoebe hinanden paa nerverne, og deres urolige kroppe, goer det dem umuligt at sidde stille. Isaer Phoebe spoerger konstant; "hvornaar er vi hjemme?", "hvor mange timer er der tilbage?" og "er vi i Seattle nu?" Helen sidder og sover i sit lille boernesaede med sin snart oploeste tommeltot i munden. Vi regner med at vaere hjemme ved halv otte tiden i aften, saa der er langt vej igen, og jeg er da ogsaa saa smaat begyndt at overveje, hvordan jeg selv vil klare de sidste seks timer.



Tiden i Sun Valley har absolut vaeret alletiders. Det har vaeret saa enormt dejligt at vaere vaek fra de vante rutiner, og i stedet bare kunne slappe af med Helen, Jeff og pigerne uden det daglige stress og jag. Helen sagde mandag morgen; "hvor ser du dog frisk og veludhvilket ud, Maibritt", og det er bestemt ogsaa den foelelse jeg selv har haft hele ugen. Det var ganske tiltraengt, og har uden tvivl virket som et nyt skud energi, som med sikkerhed vil komme mig til gode hele marts maaned. :)

mandag den 21. februar 2011

Halfway update!

Onsdag d. 16. februar kunne jeg fejre min halvaarsdag i USA, da jeg paa netop denne dag havde vaeret i landet i et halvt aar.

Selve dagen blev fejret med Kesha koncert i snowbox hall i downtown Seattle. Efter at have staaet i koe i over en time kunne vi endelig begynde at se doerabningen. Der var en super maerkelig kunstner, der spillede som opvarmningsband til Kesha. Jeg har aldrig hoert om ham eller hans sange foer, hvilket var meget heldigt for neej, hvor var han da raedselsfuld. Han virkede super skaev, og hoppede i sin neongule dragt rundt paa scenen og sang om rumskibe, hviket jeg ikke var alene om at finde skoert, for folk baade buede og raabte skaelsord efter ham! Da Kesha saa endelig kom paa, var begejstringen dog saa meget desto stoerre, saa hans rolle som opvarmningsband virkede maaske nok efter hensigten. Hun gav den virkelig gas, og fik alle med. Der var helt utrolig mange bemaerkelsesvaerdige tilskuere - alt lige fra kyssende boessepar, til overpyntede dragqueens og smaa teenagepiger med laerkorte shorts og glimmer i hele haaret, saa sammenlignet hermed virkede Sofie og jeg enormt almindelige og kedelige. Det var naesten ligesaa underholdende at iagttage alle disse tilskuere, og isaer i midten af koncerten hvor Kesha spillede 4-5 sange i streg, som jeg overhoved ikke kendte, var min opmaerksomhed koncentreret herom.
Efter koncerten, som var faerdig ved elleve tiden, tog Sofie og jeg paa Starbucks i U-Village.

Det er virkelig maerkeligt at taenke paa, at jeg nu er halvvejs i mit ophold her i staterne, for neej, hvor foeles det altsaa surrealistisk. Tiden er floejet afsted, og det forekommer mig virkelig ubegribeligt, at den foerste del af mit ophold allerede er gaaet. Jeg foeler pludselig at have rigtig travlt, hvis jeg paa de sidste 6 maaneder, skal have tid nok til at se de mange ting og steder, jeg havde lovet mig selv at skulle opleve. Paa den anden side foeles det dog rart, at jeg nu har vaeret her i laengere tid, end den tid jeg har tilbage. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, det virker paa en eller anden maerkelig maade bare rigtig godt.

Mit engelsk er ikke, hvad jeg havde haabet paa efter et halvt aar i USA. Det er bestemt forbedret radikalt, men jeg kan langt fra tale flydende, og jeg laver stadigvaek mange grammatiske fejl og fejludtalelser af ord, jeg burde kunne. Mange dage taler jegmer dansk end engelsk pga. facebok, mails og skypeaftaler, hvlke med sikkerhed spiller en stor rolle herpaa. Jeg ved egentlig ikke, om min accent er mindsket - det er lidt svaert selv at vurdere, men Helen og Jeff siger, at min accent altid har vaeret meget svagere sammenlignet med Lisas, den forrige Au Pair fra Tyskland. Det er interessant, hvor stor en forskel, der er paa mit engelsk, naar jeg snakker til Helen og Jeff sammenlignet med pigerne eller de andre Au pairs. Jeg foeler en stoerre ro, naar jeg fx. snakker med little Helen, da jeg ved, at hun ogsaa laver fejl. Der er mange ord, hun ikke udtaler korrekt og hendes uregelmaessige udsagnsord volder hende ogsaa af og til besvaer - fx. siger hun "winded" istedet for "won", og hun udtaler "other" med et haardt "d". Pigerne er generelt ogsaa bedre til at rette mig, naar jeg laver fejl, end Helen og Jeff er. Naar de retter mig, ved jeg lige noejagtigt, hvad jeg gjorde galt, og samtidig fungerer det som en bekraeftelse, da resten af min saetning, dermed maa vaere rigtig, istedet for at snakke til perfekte Helen, og ikke foele sig 100 procent sikker paa det, jeg siger.
Dog kan jeg maerke, at jeg har meget, meget nemmere ved at forstaa sproget. Det slog mig virkelig her den anden aften, da Sophia og jeg koerte hjem fra college, da jeg - trods vores samtale - var i stand til samtidig at lytte med til nogle reklamer paa radioen, hvilket jeg langt fra kunne i begyndelsen. Faktisk kunne jeg ofte have svaert ved at forstaa, hvad der foregik i radioen, pga. den megen baggrundsstoej i reklamerne eller radiovaerterne, der altid snakker enormt hurtigt. Skriftligt begaar jeg mig ogsaa meget bedre. Jeg har nemmere ved at stave engelske ord, og Helen har tidligere fortalt mig, at saa man blot paa mit skriftlige engelsk, ville man ikke vide, at jeg ikke er amerikaner. Derimod er mit danske sprog forringet. Jeg sidder ofte, naar jeg skriver mails eller her paa bloggen, og "leder" efter de danske ord eller vendinger. Helen spurgte mig for nogle dage siden, hvordan vi siger "trout" paa dansk, og jeg kunne simpelthen ikke huske, at vi kalder det en oerred, da ordet trout virkede mere naturligt for mig end oerred. Det er blot smaa eksempler fra min verdag, men alt i alt maa det derfor siges at gaa langsomt fremad, selvom jeg af og til foeler et snaert af skuffelse, naar jeg igen staar og har problemer med at goere mig forstaaelig.

Jeg har det stadig rigtig godt i min familie og trives paa bedste vis. Helen og Jeff har lige fra starten formaaet at faa mig til at foele som en uundvaerlig del af familien, hvor jeg altid er velkommen. Lucy fortalte mig, at hun altid har oensket sig en storeoester, men at hun med mig i familien foelwe, at have en. Alle disse soede kommentarer i hverdagen varmer bare helt ubeskriveligt meget og betyder alt. Det virker som om, at mange ofte har svaert ved at forstaa denne del. Jeg bliver i hvert fald ofte spurgt om, hvordan det er at arbejde for en familie, men jeg foeler ikke - og har aldrig foelt - at jeg arbejder for dem. Helen og Jeff er ikke mine arbejdsgivere, men som en slags midlertidig erstatning for mine foraeldre. Jeg henter pigerne fra skole, toemmer opvaskemaskinen og hjaelper med at tage ud af bordet, naar vi har spist, ligepraecis som jeg ville have gjort derhjemme. Det er derfor ogsaa det nemmeste "job", jeg nogensinde har haft, da jeg i princippet bliver betalt for ting, jeg aldrig tidligere har faet lommepenge for at goere. Helen og Jeff vil mig det bedste, og sikrer sig altid, at jeg har det godt, og ikke foeler mig ubekvemt. I min kontrakt staar der, at jeg er berettiget to ugers ferie i loebet af dette aar, men som de altid siger, vil de ikke staa i vejen for mine planer og oplevelser her i staterne, saa Helen har lavet en hel liste med alle de dage og weekends, jeg uden problem kan tage afsted. Jeg har ikke hoert om andre, der arbejder ligesaa lidt som jeg goer, og stadig har mulighed for at tage saa mange fridage. Jeg har sagt det foer, og goer det gerne igen, "hvor foeler jeg mig bare HELDIG!"

I forhold til de andre Au pairs i min gruppe, saa gaar det her ganske stille og roligt. Jeg foelte sommetider lidt i starten - og goer det af og til stadig -at jeg kun snakker med tyskerne , fordi det trods alt er bedre at vaere sammen med dem, end at sidde alene derhjemme. Det skal heller ikke vaere nogen hemmelighed, at de aldrig bliver mine naereste veninder, og jeg spekulerer da ogsaa ofte paa, om jeg nogensinde kommer til at se dem igen efter dette aar. Ikke at de paa nogen maade er ubehagelige at vaere sammen med, snakken falder bare ikke helt saa naturligt mellem os, og jeg kunne for eksempel aldrig finde paa kun at ses med Christina, da jeg ikke ville vide, hvad jeg skulle snakke med hende om alene. Sophia og jeg ses dog meget, og faar det bedre og bedre sammen. Hun har altid vaeret den af tyskene, jeg har snakket mest med, og samtidig bor hun kun 30 blokke nord fra mig, saa det er nemt lige at se hinanden et par timer en almindelig mandag aften. Sophia og jeg var desuden i Phoenix i Arizona i en forlaenget weekend i januar, hvilket var super fedt! Det var kun hende og jeg, men ikke desto mindre gik det bare helt vildt godt, saa det maa siges at vaere en stor succes - ogsaa i forhold til vores venskab!
Sofie har faaet en ameriansk kaereste, som hun den seneste tid har tilbragt utrolig meget tid sammen med. Jeg har sommetider lidt svaert ved at foelge hende i hendes beslutning om at indgaa i et serioest forhold, naar man ved, at det er paa begraenset tid, da man som hende kun har fire maaneder tilbage i landet, men det er selvfoelgelig ikke saa let selv at styre hvem og hvornaar, man gerne vil forelske sig. Min uforstaaelighed bunder maaske inderst inde ogsaa i, at vi af denne grund ikke ser ligesaa meget til hinanden mere, hvilket er en skam.
I midten af januar ankom der to nye danskere til Seattle. De hedder Therese og Emilie og er begge fra Koebenhavn, hvilket man ikke er et sekund i tvivl om, saa de maa nogle gange synes, at jeg er noget af en bonderoev fra Jylland. Dog kommer de begge som sendt fra himmelen! De er helt enormt flinke, og vi har vaeret sammen hver eneste weekend, siden de ankom. Det betyder virkelig mere, end man tror at moede nogle andre danskere, naar man er saa langt vaek hjemmefra. De minder begge meget om mine herlige og meget savnede gymnasiepiger, saa det er bare SAA dejligt at have dem her, og jeg er sikker paa, at de meget hurtigt kan at gaa hen og blive mine bedste veninder her. De er begge rejst med STS, og vi har derfor i princippet intet med hinanden at goere, og i en millionby som Seattle er chancerne for tilfaldigt at loebe ind i hinanden ikke just stor. Inden de tog afsted skrev Therese en besked paa Cultural Care's facebook vaeg, hvor hun fortalte, at hun skulle til Seattle. Helt tilfaeldigt saa Natalia fra San Dioego denne besked, og det er altsaa hende jeg kan takke, da hun "foerte os sammen"! Hvad skulle vi goere uden internettet og facebook?!

Med mine nu gyldne 21 aar kan jeg paa lovligt vis gaa i byen og skeje mig selv ud, hvis det er, hvad jeg har lyst til, men det kan der vist ikke vaere nogen tvivl om, at jeg har!!! :) Af alle ting har jeg savnet det at gaa i byen og more mig mest, saa det skulle bestemt fejres, at det nu endelig kunne lade sig goere. Tiia og jeg havde derfor planlagt at tage i byen loerdag d. 5. februar. Vi drak og gjorde os klar hjemme ved hende, da hun bor helt nede paa 42th. Vi tog allerede afsted ved ti tiden, og blev lukket ind paa natklubben "Trinity" ved elleve tiden, hvor vi uden tvivl var nogle af de sidste. Stedet var fyldt til randen med festglade unge mennesker, og det foeltes simpelthen saa godt at danse rundt paa dansegulvet i mine hoeje stilletter, der snart har vaeret gemt vaek i alt for lang tid. Mit generelle indtryk af amerikanerne er ikke, som jeg havde forestillet mig. Folk er nemlig ikke bemaerkelsesvaerdigt aabne eller udadvendte. Jeg havde nok lidt naivt troet, at jeg ganske let kunne rejse alene til USA, og uden problemer faa en masse nye amerikanske venner, da folk selvfoelgelig ville stoppe mig op paa gaden og spoerge efter mit nummer - droem du bare videre Maibritt! Jeg har ofte undret mig over, hvor alle de unge mennesker her i Seattle gemte sig, for med et af landets stoerste universiteter, maatte de jo vaere her et sted, og efter min foerste bytur ved jeg nu, hvor i hvert fald nogle af dem befinder sig! Folk var til min store overraskelse og glaede super udadvendte og snakkesalige, og boed gerne paa en masse drinks i baren, saa efter en god og billig tur i byen, tog Tiia og jeg en taxi hjem ved to tiden, da stederne herover begynder at lukke heromkring. Det var virkelig en rigtig god aften - dog ikke naer saa vild, som den ville have vaeret derhjemme - men det gjorde bestemt ingenting, saa laenge jeg fik snakket med en masse forskellige mennesker - og forskelige var lige noejagtgt, hvad folk var. Det var en meget broget landhandel med alt lige fra den lille, kinky asiater i skolepige-kostume, den moerke afroamerikanske gangster til den 40-aarige, generte, formelle mand i jakkesaet, der hele aftenen sad paa sin udkigspost i baren. Det kommer klart til at goere en stor forskel, at jeg nu kan gaa ud om aftenen og moede andre unge, og med det mangfoldige udvalg er der noget for en hver smag, saa lad mig hellere faa flere af saadanne aftener.

torsdag den 10. februar 2011

Endelig... 21 AAR!! :)

Helen og Jeff var ikke hjemme paa min foedselsdag, da de havde bestilt skiferie til Canada. I stedet var Marilyn her (Jeffs mor) for at hjaelpe mig med at se efter pigerne. Marilyn var naermest mere begejstret over min foedselsdag end jeg selv, saa hun havde dagene forinden hjulpet pigerne med at forberede dagen.



Det var super underligt at blive vaekket af sit vaekkeur og ikke en syngende familie med flag og gaver. Dog blev jeg noget overrasket, da jeg kom op i koekkenet. Marilyn og pigerne havde nemlig forberedt et "foedselsdags-morgenbord" som bl.a. bestod af morgenbroed fra den danske bager samt jordbaer, der alle var dyppet i chokolade. Mmm.. Desuden var koekkenet pyntet med balloner, og der var levende lys paa bordet. De sang alle foedselsdagssang for mig, og jeg fik mine gaver. Jeg koerte de store piger i skole, og tog direkte ned i fitnesscenteret for at traene. Jeg var helt utrolig flittig i traeningscenteret, imens Marilyn var her - maaske det mere var et spoergsmaal om at komme vaek og faa fyldt mine formiddage ud, end det var et saerligt oenske om at staa og svede i et fitnesscenter?!



I Seattle havde vi aaret foerste, rigtige foraarsdag d. 2. februar! Helt utroligt vejr! Solen skinnede fra en skyfri himmel og det var stortset vindstille, hvilket gjorde det muligt for mig at sidde ude i haven og skype med min familie. Det var super dejligt at snakke med dem, og saa fik jeg samtidig ogsaa foedselsdagssangen i den danske version. :) Marilyn havde givet mig fri resten af dagen, saa i god tro om at alt var i skoenneste orden, tullede jeg blot rundt paa maa og faa. Ved halv to tiden blev jeg dog ringet op af Helens klasselaerer, der gjorde mig opmaerksom paa, at Helen stadig ikke var blevet hentet. Dette er et glimrende eksempel paa, hvordan Marilyn har arbejdet hele ugen!!

Samme aften fejrede Sofie og jeg min foedselsdag i downtown paa Cheesecake Factory, hvor jeg (bare fordi jeg ku') bestilte en oel til maden!! Jeg havde da fuldstaendig glemt, hvor godt saadan en smager!! :) Trods forstoppede maver trillede vi i bogstavligste forstand videre ned i biografen, hvor vi saa filmen "No Strings Attached"!

Det var bestemt en alletiders dag med en masse dejlige overraskelser, breve og hilsner hjemmefra. Tusind tak! Dog var dagens absolutte hoejdepunkt en uventet mail med et vedhaeftet dokument, der afsloerrede, at jeg i oktober skal til Rihanna koncert med Monica, Mette og Tina! JUBIIII!! I er de bedste, og jeg er jer evigt taknemlige. Girls, you totally made my day! Thanks!