fredag den 29. april 2011

Genforeningen!

Saa skete det endelig!! Det blev d. 12. april, som var dagen, jeg havde ventet paa siden august! Min familie meldte sin ankomst, og jeg skulle ved middagstid moedes med dem i Los Angeles lufthavn.

Maanederne op til kunne spaendingen, som voksede og voksede, tydeligt maerkes paa valget af samtaleemner, naar jeg snakkede med dem over skype! Der blev ikke talt om andet, og de mange praktiske ting blev diskuteret frem og tilbage. Planlaegningen faldt efterhaanden paa plads, og vi havde hurtigt et skema, der paa en og samme tid saa baade spaendende og uoverskueligt ud! Isaer i LA var det et stramt program, der ventede os med forhaabninger om baade tur til Las Vegas og Grand Canyon, men naturligvis ogsaa Hollywood, Beverly Hills og de mange laekre strande, som Californien har at byde paa.
Jeg tog forholdsvis tidligt afsted tirsdag morgen, da jeg ingen chancer turde at loebe. Jeg kunne lige se det for mig, hvordan bussen til downtown kunne sidde fast i trafik eller metroen til lufthavnen vaere forsinket pga. et vaeltet trae eller et hjertestop blandt en af de andre passagere. Det ville vaere saa typisk, og af alle fly SKULLE jeg bare naa dette. Heldigvis gik ingenting galt, og jeg ankom i rette tid til lufthavnen, hvor ogsaa mit fly viste sig at vaere "on time". Jeg kunne i flyet maerke, hvordan spaendingen, men ogsaa nervoesiteten voksede. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor eller hvad jeg helt praecis var nervoes for, men foelelsen var der uden tvivl, som naar man sidder og venter paa at skulle til mundtlig eksamen! Det var saa maerkeligt.
Ventetiden i Los Angeles lufthavn gjorde ikke just tingene bedre. Min families fly var (selvfoelgelig) over en time forsinket, hvilket foeltes som evigheder. Efter halvanden times tid begyndte folk saa smaat at komme ud fra gaten. Jeg stod blandt en stor flok af mennesker foran "international arrivals" og ventede, men saa smaat som menneskemaengden omkring mig blev mindre og mindre, begyndte min taalmodighed at rende op.

Jeg havde, siden jeg tog afsted i august, forestillet mig, hvordan det ville vaere at moede min familie igen, og bare tanken herom bragte taarer frem i oejenkrogen paa mig, saa det var ikke til min store overraskelse, at jeg begyndte at hyle, da jeg endelig saa dem alle komme rundt om hjoernet. Det var virkelig som en kaempe forloesning, og det foeltes lidt som en stor sten pludselig faldt fra mit hjerte. Peter var den foerste til at give mig et knus, og gud hvor var han da blevet stor! Hans ben virkede enormt lange, da han kom hoppende imod mig, og da jeg omfavnede ham, stod det mig straks klart, at han nu er naesten ligesaa hoej som jeg, hvilket altsaa ikke var tilfaeldet, da jeg tog afsted i august. Ogsaa Rikke havde aendret sig. Isaer hendes ansigt var anderledes - mere voksent! Hendes haender var en anden ting, jeg med det samme bemaerkede. De var kaempe store! Slet ikke de smaa barnehaender jeg havde holdt om for 8 maaneder siden. Det var skoert, hvor stor en udvikling de begge havde gennemgaaet, og selvom jeg jo ugentligt har set dem begge paa skype, var det slet ikke til at kende dem, da jeg saa dem der i lufthavnen. De 3 andre lignede (heldigvis) sig selv! De var hverken blevet hoejere, tykkede eller aeldre at se paa, saa lidt var da ved det gamle.

Da jeg igen havde faaet styr paa mine foelelser, gik vi ud for at faa fat paa den shuttlebus, der skulle bringe os til vores hotel, som laa paa den anden side af lufthavnen. Det virkede til min store glaede ganske naturligt at vaere sammen med dem igen, og jeg faldt lynhurtigt ind i den gamle familie-jargon. Naar jeg taenker situationen igennem her bagefter, var det maaske netop det, der gjorde mig nervoes. Altsaa at jeg ved moedet med dem skulle indse, at noget var forandret, fordi tiden vaek fra hinanden havde aendret paa vores indbyrdes forhold, men alting foeltes helt rigtig, og ganske som jeg huskede det, og en foelelse af lykke fyldte hele min krop!