Saa kom begivenheden, jeg laenge havde ventet paa!! Fredag d. 31. decemner - nytaarsaften 2010/2011, som i aar skulle fejres i byen Vancouver i Canada. De foerste planer om denne tur, blev gjort helt tilbage i september, hvor vi var i San Fransisco, saa det var bestemt noget, vi havde haft planlagt laenge, og derfor ogsaa noget vi alle havde set meget frem til. Jeg havde formentlig taget turen til Canada ligegyldigt hvad, men lige i dette tilfaelde maa jeg aerligt indroemme, at det var mest paa grund af landets regler om alkohol - man skal nemlig kun vaere 19 for at gaa i byen i Canada!
Natalia og jeg brugte fredag formiddag paa at pakke og smoeger madpakker, og selvom vi egentlig havde haft rigeligt med tid, endte vi alligevel med at stresse helt vildt rundt, men saadan er det jo altid. Dog naaede vi til Downtown i ordentlig tid, og fik ogsaa forholdsvis fundet en sikker og billig parkeringskaelder, hvor vi kunne parkere bilen, imens vi var i vaek.
Turen til Canada gik faktisk forholdvis hurtogt. Det tog os 2,5 time at komme til graensen, hvor vi alle maatte ud af bussen og igennem graensekontrollen. Herefter havde vi saa 1,5 time tilbage, som med en fabelagtig solnedgang ud over havet var utrolig smuk! Da vi havde faaet indlogeret alle vores ting paa det overraskende flotte hostel, gik vi paa jagt efter en "Liquid store"! Da vi endelig fandt en var klokken naesten 18, hvor butikken lukkede, men vi var helt enormt heldige at blive lukket ind, som den aller sidste gruppe!
Natalia og jeg spiste thai-mad paa vaerelset og var derefter hurtigt igang med at goere os klar. Vi havde hjemmefra skaffet billetter til en af byens natklubber kaldet "Lotus Hotel". Trods at dette sted var et af de billigste i hele Vancouver, var vi alligevel kommet af med $43!! Den fik lige lidt rigeligt gas paa vaerelset, inden vi tog ned i byen, saa alt efter bybusturen kl. 22 ligger desvaerre hen i moerket...!! Hmm.
Da jeg dagen efter vaagner op er det med en grim smag i munden og en voldsom hovedpine! Hvad endnu vaerre er, at jeg efter nattens begivenheder er blevet en jakke, pung, mobil, pas, amerikansk visum og min DS2019 formular (opholdstilladelse) fattigere!!!! Dette var virkelig katastrofalt, da det ville betyde, at jeg ikke kunne krydse graensen til USA!
Jeg kunne slet ikke overskue mit soelle liv, og nej hvor havde jeg da ondt af mig selv! Efter at have ligget saadan noget tid, fik vi endelig ringet til taxiselskabet, som vi ud fra kvitteringen paa $50(!!!) gik ud fra, at vi havde vaeret med hjem. Damen vi talte med vidste ingenting, og bad os om at ringe tilbage klokken 17. Vi proevede at ligge nogle beskeder paa min telefonsvarer, som desvaerre ikke blev besvaret. Herefter ringede vi saa igen til taxiselskabet, og kom nu igennem til en dame, der fortalte os at glemte sager foerst blev aabnet tirsdag d. 3. januar, og at vi indtil da ingenting kunne goere. Dog fik vi lov til at ligge en besked paa deres automatiske radiosender, som blev afspillet i alle taxaer.
Natalia og jeg tog nu paa politistationen for at melde mine ting savnet. Da jeg stod ved skranken, blev jeg bedt om at bekraefte min identitet, hvilket jeg af gode grunde ikke var i stand til, og politiassistenten gjorde mig nu opmaerksom paa, at der derfor - teoretisk set - ingen Maibritt Halkjaer fandtes. Endvidere stod det nu helt klart, at jeg skulle forberede mig paa at forlaenge mit ophold i Canada paa ubegraenset tid, hvis ikke jeg fik fat i mine sager. Jeg blev skrevet i deres register og fik en politirapport med mig, der muligvis kunne hjaelpe mig, da den om ikke andet kunne bekraefte, at mine ting var savnet. Jeg kan slet ikke beskrive, hvilket tanker der flyver igennem mit hoved. Blot det at risikere at maatte blive i landet, hvilket ville vaere mig umuligt uden penge, men naesten vaerre var tanken om at skulle meddele Helen og Jeff, at de ikke skulle forvente at se mig igen dagen efter!
Klokken var paa davaerende tidspunkt seks, og vi fandt noget at spise. Da vi herefter stod ude paa gaden og snakkede om, hvad vi nu havde tanekt os at goere, koerte der en taxi forbi, som var af samme maerke, som den vi var koert med aftenen forrinden. Jeg stoppede ham, og vi spurgte, om han havde hoert noget om en forsvundne jakke eller paa anden vis kunne hjaelpe os. Han tilboed at koere med os ud til deres lagercentral, hvor vi kunne se efter jakken. Vi kom ud i et rigtig industrikvarter, og blev foert med ned at nogle gange til en skummel kaelder, hvor en lille kinesisk mand sad og halv sov bag en plasticrude til et lille kontor. Han havde en masse forskellige ting, som alle var kommet ind nytaarsnat - dog var der stadig ingen spor af mine sager.
Taxichauffoeren, som foroevrigt hed Allen, og var en stor middelalderen mand, ringede nu til en ny taxicentral, hvor han - pga. hans erhverv - kom igennem til andre selskabers lagerlokaler. Herimens ringede Natalias telefon pludselig - som hele dagen havde vaeret ved at gaa toer for stroem! Det var programdirektoeren fra Cultural Care, der ringede fra New York for at fortaelle os, at en taxichauffoer ved navn Malis havde vaeret i kontakt med min vaertsfamilie. Hvordan det hele lige hangt sammen, fik vi ikke fat i, men vigtigst af alt, naaede Natalia at faa skrevet hans nummer ned, foer hendes telefon gik toer for stroem. Allan ringede op til Malis, og med et stort smil paa laeben gav han os "thumb-up" og skrev nu en adresse ned. Det viste sig, at Malis havde haft alle mine ting til at ligge i bunden af sin taxi hele nytaarsnat, imens flere hundrede kunder var hoppet ind og ud. Hvordan det var endt der, er mig stadig en gaade, for det var ikke den samme taxa, som vi havde koert med hjem.
Han havde sidst paa aftenen d. 1. januar ringet op til nummeret paa min telefon, kaldet "home", hvorefter han var kommet i kontakt med Helen og Jeff, der straks efter at have hoert, hvad der var sket, havde ringet til min LCC. Efter at have ledet laenge efter Natalia paa facebook, fandt de hende endelig, og de havde nu hendes efternavn, som var noedvendigt for at kunne finde hendes vaerstfamilie. Min LCC havde taget kontakt til folkene i New York, som hurtigt fik ringet op til Natalias vaertsfamilie, som kunne give dem hendes mobilnummer, hvilket gjorde dem i stand til at faa kontakt med os i Canada!
Ved halv elleve tiden moedtes vi med Malis paa en Starbucks ikke langt fra vores Hostel, hvor han for et mindre beloeb ($25) udleverede mine ting. Pengene i min pung var vaek, men vigtigst af alt var dog, at jeg nu stod med alle mine ting i haanden.
Hvor var jeg da taknemlig, da jeg let som ingenting kom igennem graensekontrollen, og dermed endelig kunne staa paa amerikansk landjord igen, men det maa da siges at vaere noget af en tumult maade at vaelte ind i aar 2011 paa.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar