Halfway update!

Onsdag d. 16. februar kunne jeg fejre min halvaarsdag i USA, da jeg paa netop denne dag havde vaeret i landet i et halvt aar.

Selve dagen blev fejret med Kesha koncert i snowbox hall i downtown Seattle. Efter at have staaet i koe i over en time kunne vi endelig begynde at se doerabningen. Der var en super maerkelig kunstner, der spillede som opvarmningsband til Kesha. Jeg har aldrig hoert om ham eller hans sange foer, hvilket var meget heldigt for neej, hvor var han da raedselsfuld. Han virkede super skaev, og hoppede i sin neongule dragt rundt paa scenen og sang om rumskibe, hviket jeg ikke var alene om at finde skoert, for folk baade buede og raabte skaelsord efter ham! Da Kesha saa endelig kom paa, var begejstringen dog saa meget desto stoerre, saa hans rolle som opvarmningsband virkede maaske nok efter hensigten. Hun gav den virkelig gas, og fik alle med. Der var helt utrolig mange bemaerkelsesvaerdige tilskuere - alt lige fra kyssende boessepar, til overpyntede dragqueens og smaa teenagepiger med laerkorte shorts og glimmer i hele haaret, saa sammenlignet hermed virkede Sofie og jeg enormt almindelige og kedelige. Det var naesten ligesaa underholdende at iagttage alle disse tilskuere, og isaer i midten af koncerten hvor Kesha spillede 4-5 sange i streg, som jeg overhoved ikke kendte, var min opmaerksomhed koncentreret herom.
Efter koncerten, som var faerdig ved elleve tiden, tog Sofie og jeg paa Starbucks i U-Village.

Det er virkelig maerkeligt at taenke paa, at jeg nu er halvvejs i mit ophold her i staterne, for neej, hvor foeles det altsaa surrealistisk. Tiden er floejet afsted, og det forekommer mig virkelig ubegribeligt, at den foerste del af mit ophold allerede er gaaet. Jeg foeler pludselig at have rigtig travlt, hvis jeg paa de sidste 6 maaneder, skal have tid nok til at se de mange ting og steder, jeg havde lovet mig selv at skulle opleve. Paa den anden side foeles det dog rart, at jeg nu har vaeret her i laengere tid, end den tid jeg har tilbage. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, det virker paa en eller anden maerkelig maade bare rigtig godt.

Mit engelsk er ikke, hvad jeg havde haabet paa efter et halvt aar i USA. Det er bestemt forbedret radikalt, men jeg kan langt fra tale flydende, og jeg laver stadigvaek mange grammatiske fejl og fejludtalelser af ord, jeg burde kunne. Mange dage taler jegmer dansk end engelsk pga. facebok, mails og skypeaftaler, hvlke med sikkerhed spiller en stor rolle herpaa. Jeg ved egentlig ikke, om min accent er mindsket - det er lidt svaert selv at vurdere, men Helen og Jeff siger, at min accent altid har vaeret meget svagere sammenlignet med Lisas, den forrige Au Pair fra Tyskland. Det er interessant, hvor stor en forskel, der er paa mit engelsk, naar jeg snakker til Helen og Jeff sammenlignet med pigerne eller de andre Au pairs. Jeg foeler en stoerre ro, naar jeg fx. snakker med little Helen, da jeg ved, at hun ogsaa laver fejl. Der er mange ord, hun ikke udtaler korrekt og hendes uregelmaessige udsagnsord volder hende ogsaa af og til besvaer - fx. siger hun "winded" istedet for "won", og hun udtaler "other" med et haardt "d". Pigerne er generelt ogsaa bedre til at rette mig, naar jeg laver fejl, end Helen og Jeff er. Naar de retter mig, ved jeg lige noejagtigt, hvad jeg gjorde galt, og samtidig fungerer det som en bekraeftelse, da resten af min saetning, dermed maa vaere rigtig, istedet for at snakke til perfekte Helen, og ikke foele sig 100 procent sikker paa det, jeg siger.
Dog kan jeg maerke, at jeg har meget, meget nemmere ved at forstaa sproget. Det slog mig virkelig her den anden aften, da Sophia og jeg koerte hjem fra college, da jeg - trods vores samtale - var i stand til samtidig at lytte med til nogle reklamer paa radioen, hvilket jeg langt fra kunne i begyndelsen. Faktisk kunne jeg ofte have svaert ved at forstaa, hvad der foregik i radioen, pga. den megen baggrundsstoej i reklamerne eller radiovaerterne, der altid snakker enormt hurtigt. Skriftligt begaar jeg mig ogsaa meget bedre. Jeg har nemmere ved at stave engelske ord, og Helen har tidligere fortalt mig, at saa man blot paa mit skriftlige engelsk, ville man ikke vide, at jeg ikke er amerikaner. Derimod er mit danske sprog forringet. Jeg sidder ofte, naar jeg skriver mails eller her paa bloggen, og "leder" efter de danske ord eller vendinger. Helen spurgte mig for nogle dage siden, hvordan vi siger "trout" paa dansk, og jeg kunne simpelthen ikke huske, at vi kalder det en oerred, da ordet trout virkede mere naturligt for mig end oerred. Det er blot smaa eksempler fra min verdag, men alt i alt maa det derfor siges at gaa langsomt fremad, selvom jeg af og til foeler et snaert af skuffelse, naar jeg igen staar og har problemer med at goere mig forstaaelig.

Jeg har det stadig rigtig godt i min familie og trives paa bedste vis. Helen og Jeff har lige fra starten formaaet at faa mig til at foele som en uundvaerlig del af familien, hvor jeg altid er velkommen. Lucy fortalte mig, at hun altid har oensket sig en storeoester, men at hun med mig i familien foelwe, at have en. Alle disse soede kommentarer i hverdagen varmer bare helt ubeskriveligt meget og betyder alt. Det virker som om, at mange ofte har svaert ved at forstaa denne del. Jeg bliver i hvert fald ofte spurgt om, hvordan det er at arbejde for en familie, men jeg foeler ikke - og har aldrig foelt - at jeg arbejder for dem. Helen og Jeff er ikke mine arbejdsgivere, men som en slags midlertidig erstatning for mine foraeldre. Jeg henter pigerne fra skole, toemmer opvaskemaskinen og hjaelper med at tage ud af bordet, naar vi har spist, ligepraecis som jeg ville have gjort derhjemme. Det er derfor ogsaa det nemmeste "job", jeg nogensinde har haft, da jeg i princippet bliver betalt for ting, jeg aldrig tidligere har faet lommepenge for at goere. Helen og Jeff vil mig det bedste, og sikrer sig altid, at jeg har det godt, og ikke foeler mig ubekvemt. I min kontrakt staar der, at jeg er berettiget to ugers ferie i loebet af dette aar, men som de altid siger, vil de ikke staa i vejen for mine planer og oplevelser her i staterne, saa Helen har lavet en hel liste med alle de dage og weekends, jeg uden problem kan tage afsted. Jeg har ikke hoert om andre, der arbejder ligesaa lidt som jeg goer, og stadig har mulighed for at tage saa mange fridage. Jeg har sagt det foer, og goer det gerne igen, "hvor foeler jeg mig bare HELDIG!"

I forhold til de andre Au pairs i min gruppe, saa gaar det her ganske stille og roligt. Jeg foelte sommetider lidt i starten - og goer det af og til stadig -at jeg kun snakker med tyskerne , fordi det trods alt er bedre at vaere sammen med dem, end at sidde alene derhjemme. Det skal heller ikke vaere nogen hemmelighed, at de aldrig bliver mine naereste veninder, og jeg spekulerer da ogsaa ofte paa, om jeg nogensinde kommer til at se dem igen efter dette aar. Ikke at de paa nogen maade er ubehagelige at vaere sammen med, snakken falder bare ikke helt saa naturligt mellem os, og jeg kunne for eksempel aldrig finde paa kun at ses med Christina, da jeg ikke ville vide, hvad jeg skulle snakke med hende om alene. Sophia og jeg ses dog meget, og faar det bedre og bedre sammen. Hun har altid vaeret den af tyskene, jeg har snakket mest med, og samtidig bor hun kun 30 blokke nord fra mig, saa det er nemt lige at se hinanden et par timer en almindelig mandag aften. Sophia og jeg var desuden i Phoenix i Arizona i en forlaenget weekend i januar, hvilket var super fedt! Det var kun hende og jeg, men ikke desto mindre gik det bare helt vildt godt, saa det maa siges at vaere en stor succes - ogsaa i forhold til vores venskab!
Sofie har faaet en ameriansk kaereste, som hun den seneste tid har tilbragt utrolig meget tid sammen med. Jeg har sommetider lidt svaert ved at foelge hende i hendes beslutning om at indgaa i et serioest forhold, naar man ved, at det er paa begraenset tid, da man som hende kun har fire maaneder tilbage i landet, men det er selvfoelgelig ikke saa let selv at styre hvem og hvornaar, man gerne vil forelske sig. Min uforstaaelighed bunder maaske inderst inde ogsaa i, at vi af denne grund ikke ser ligesaa meget til hinanden mere, hvilket er en skam.
I midten af januar ankom der to nye danskere til Seattle. De hedder Therese og Emilie og er begge fra Koebenhavn, hvilket man ikke er et sekund i tvivl om, saa de maa nogle gange synes, at jeg er noget af en bonderoev fra Jylland. Dog kommer de begge som sendt fra himmelen! De er helt enormt flinke, og vi har vaeret sammen hver eneste weekend, siden de ankom. Det betyder virkelig mere, end man tror at moede nogle andre danskere, naar man er saa langt vaek hjemmefra. De minder begge meget om mine herlige og meget savnede gymnasiepiger, saa det er bare SAA dejligt at have dem her, og jeg er sikker paa, at de meget hurtigt kan at gaa hen og blive mine bedste veninder her. De er begge rejst med STS, og vi har derfor i princippet intet med hinanden at goere, og i en millionby som Seattle er chancerne for tilfaldigt at loebe ind i hinanden ikke just stor. Inden de tog afsted skrev Therese en besked paa Cultural Care's facebook vaeg, hvor hun fortalte, at hun skulle til Seattle. Helt tilfaeldigt saa Natalia fra San Dioego denne besked, og det er altsaa hende jeg kan takke, da hun "foerte os sammen"! Hvad skulle vi goere uden internettet og facebook?!

Med mine nu gyldne 21 aar kan jeg paa lovligt vis gaa i byen og skeje mig selv ud, hvis det er, hvad jeg har lyst til, men det kan der vist ikke vaere nogen tvivl om, at jeg har!!! :) Af alle ting har jeg savnet det at gaa i byen og more mig mest, saa det skulle bestemt fejres, at det nu endelig kunne lade sig goere. Tiia og jeg havde derfor planlagt at tage i byen loerdag d. 5. februar. Vi drak og gjorde os klar hjemme ved hende, da hun bor helt nede paa 42th. Vi tog allerede afsted ved ti tiden, og blev lukket ind paa natklubben "Trinity" ved elleve tiden, hvor vi uden tvivl var nogle af de sidste. Stedet var fyldt til randen med festglade unge mennesker, og det foeltes simpelthen saa godt at danse rundt paa dansegulvet i mine hoeje stilletter, der snart har vaeret gemt vaek i alt for lang tid. Mit generelle indtryk af amerikanerne er ikke, som jeg havde forestillet mig. Folk er nemlig ikke bemaerkelsesvaerdigt aabne eller udadvendte. Jeg havde nok lidt naivt troet, at jeg ganske let kunne rejse alene til USA, og uden problemer faa en masse nye amerikanske venner, da folk selvfoelgelig ville stoppe mig op paa gaden og spoerge efter mit nummer - droem du bare videre Maibritt! Jeg har ofte undret mig over, hvor alle de unge mennesker her i Seattle gemte sig, for med et af landets stoerste universiteter, maatte de jo vaere her et sted, og efter min foerste bytur ved jeg nu, hvor i hvert fald nogle af dem befinder sig! Folk var til min store overraskelse og glaede super udadvendte og snakkesalige, og boed gerne paa en masse drinks i baren, saa efter en god og billig tur i byen, tog Tiia og jeg en taxi hjem ved to tiden, da stederne herover begynder at lukke heromkring. Det var virkelig en rigtig god aften - dog ikke naer saa vild, som den ville have vaeret derhjemme - men det gjorde bestemt ingenting, saa laenge jeg fik snakket med en masse forskellige mennesker - og forskelige var lige noejagtgt, hvad folk var. Det var en meget broget landhandel med alt lige fra den lille, kinky asiater i skolepige-kostume, den moerke afroamerikanske gangster til den 40-aarige, generte, formelle mand i jakkesaet, der hele aftenen sad paa sin udkigspost i baren. Det kommer klart til at goere en stor forskel, at jeg nu kan gaa ud om aftenen og moede andre unge, og med det mangfoldige udvalg er der noget for en hver smag, saa lad mig hellere faa flere af saadanne aftener.