I gaar fredag rundede jeg min 3. uge i Seattle. Det var paa sin vis lidt skraemmende at taenke paa. Tiden er virkelig floejet afsted, og det foeles altsaa overhoved ikke som 3 uger. Naar jeg saa omvendt ser tilbage paa min tid her, synes det mig fuldstaendig uforstaaeligt, at jeg paa kun 3 uger har oplevet saa mange ting. Der er nye personer, indtryk og oplevelser hver eneste dag, hvilket blot ved tanken goer mig helt oer i hovedet!
De foerste par uger har jeg brugt megen tid paa at laere min familie og isaer pigerne at kende, da forholdet til familien trods alt er altafgoerende for mit aar her i USA. Jeg var inden min afrejse isaer betaenkelig ved at skulle vaere ved en familien, hvor moren gik hjemme, da det hurtigt kunne blive nogle lange, anstrengende dage, hvis ikke Helen og jeg kunne sammen. Ikke desto mindre har det kun vist sig at vaere en kaempe fordel! Vi deler alle opgaver imellem os, og hjaelper samtidig hinanden med mange af de praktiske ting, hvilket goer mine hverdage meget overskuelig. Helen er samtidig et fantastisk menneske. Hun er simpelthen saa enorm flink, og utrolig nem at snakke med. Samtidig foeler jeg mig vaertsat og uundvaerlig for familien, hvilket helt sikkert bunder i, at Helen er rigtig god til at rose mig samt takke mig for min hjaelp. Det er med sikkerhed en af grundene til, at jeg endnu ikke har foelt hjemve. Jeg savner selvfoelgelig meget det der hjemme, men laengslen hjem er trods alt ikke stoerre end iveren efter flere oplevelser herover (7-9-13!).
Jeff arbejder meget, og har paa de foerste 3 uger allerede vaeret paa forretningsrejse to gange. I hverdagen ser vi ikke meget til ham, da hans arbejdsdage er utrolig lange, men naar han saa er her, koncentrerer han sig 100 procent om pigerne, og engagerer sig eksempeltvis ved at hjalepe med at traene Lucy’s fodboldhold.
Pigerne virkede den foerste uge som de soedeste engleboern i hele verdenen. Allerede i begyndelsen af anden uge stod det klart, at de er som alle andre boern! Eller det vil sige – de er mere hoeflige end nogen andre boern jeg kender, men foraeldrerne ligger ogsaa meget stor vaegt pa, at de taler et paent og formelt sprog. Eksempelvis vil Helen gerne, at de tiltaler voksne mennesker ved deres efternavn, og altid bruger ordet ”please”, hvilket jeg lige skal vaenne mig til! (Da jeg var hjemme ved Sofie i torsdags moedte jeg hendes vaertsmor, Renee, for foerste gang, der efter vores moede havde beskrevet mig som en meget formel pige! Den har jeg alligevel aldrig hoert foer, saa maaske det naermere er mine maner, der bliver bedre dette aar, end det er pigernes!) Pigerne har alle generelt proevet mig meget af her i starten, for at se hvor mine graenser gaar, og hvordan jeg reagerer paa forskellige ting. Dog foeler jeg, at jeg har klaret opgaven fint, og begynder da ogsaa nemt at kunne maerke, at de tager mine ord ligesaa alvorligt som Helen og Jeffs. Jeg har faaet et godt forhold til dem alle og holder virkelig af dem. Samtidig har de ogsaa givet udtryk for at de nyder mit selskab meget, hvilket varmer meget. Det er virkelig en stor fordel, at de er tre piger, der aldersmaessigt ligger saa taet paa hinanden. De har mange faelles interesser, og det er forholdsvis nemt at finde paa ting, de alle vil lave. Samtidig er de gode til at bruge hinanden, og finder stor fornoejelse i ogsaa bare at lege de tre sammen, hvilket er enormt dejligt. De forventer altsaa ikke af mig, at jeg konstant hopper rundt og spille pauseklovn – de kan ogsaa sagtens underholde sig selv!
Samtidig er jeg begyndt at snakke med en del af de andre piger, der er herover. Jeg var ude at spise med en tysk pige ved navn Lisa i gaar. Hun fortalte mig om hendes familie, og om moren som paa mange maader overvaar hende, og ikke synes tilfreds med hendes arbejde. En anden tysk pige ved navn Sabrina bor i en familie, hvor moren er psykisk syg og faren forbyder hende at skype med sin tyske familie. Naar jeg hoerer saadanne historier foeler jeg mig simpelthen SAA ENORM HELDIG! Jo mere jeg taneker over det, jo mere synes mit match med familien simpelthen at vaere perfekt – det er jo naesten for godt til at vaere sandt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar