onsdag den 29. september 2010

Og det var saa de 3 minutter...

Tirsdag morgen kl. 9.30 holdte jeg parkeret ude foran koereskolen i Everett klar til at tage min koereproeve. Jeg havde hele morgenen haft saadan en maerkelig fornemmelse indeni, som naar man bare slaar oejnene op om morgenen, og med det samme kan maerke, at det bliver en daarlig dag!! Der holdte to biler parkeret ved siden af mig, hvor der i den ene sad en ung pige paa min alder i gang med sin koereproeve. Hun blev udspurgt om 117 maerkelige ting, var rundt og vise ting ved bilen og var saagar omme og ligge paa bagsaedet paa et tidspunkt - hvad hun lavede der, har jeg virkelig ingen anelse om! Efter ca. et kvarter koerte de endelig fra parkeringspladsen, men turen var noget kort, og efter ca. 5 minutter kom hun graedende tilbage. Jeg gaar ud fra, at hun var dumpet, men lige paa det tidspunkt havde jeg mere travlt med at holde oeje med den kvindelige koeresagkyndige, der nu var paa vej hen til MIN bil!!

Den koeresagkyndige gav tegn til mig om at rulle vinduet ned, men da jeg ikke havde noeglerne i bilen, aabnede jeg istedet blot doeren, hvilket jeg, straks efter at have set hendes ansigstudtryk, fortroed! Hun naermest vaesede af mig, at det ikke var doeren, hun bad mig om at aabne, men vinduet. Udigennem det nu nedrullede vindue rakte jeg hende haanden, smilede og sagde hej. Hun kiggede paa mig, nikkede saa og fortalte mig hendes navn. Ligesom ved den unge pige i bilen ved siden af mig, udspurgte hun mig ogsaa om en forfaerdelig masse ting. Hun ville paa et tidspunkt have mig til at traekke haandbraemsen, hvilket jeg overhoved ikke forstod. Jeg beklagede og fortalte, at jeg kun havde vaeret i landet i 5 uger, og derfor endnu ikke var speciel god til sproget, og om hun ville have noget imod at forklare mig, hvad jeg skulle. Igen her var hendes respons bestemt ikke venlig. Hun fortalte mig, at hun virkelig ikke kunne tage sig af det, og at det var mit problem, om jeg forstod hende eller ej! Vi koerte fra parkeringspladsen, men turen blev desvaerre en smule kort. Jeg kom ud paa en vej, som var den samme, som den jeg var kommet fra, da jeg ankom til koereskolen. Man maatte her koere 35 mph, og da der ingen fartskilte var, taenkte jeg, at jeg for en sikkerheds skyld hellere maatte holde mig omkring de 30 mph, da det er den mest almindelige fartgraense. Jeg havde koert ca. 600-700 meter, da hun kigger paa mig og siger: "Du koere naesten 30 mph - du kan godt stoppe og vaenne om - din proeve er slut!" Det viser sig, at der 500 meter nede i den anden ende af vejen var et fartskilt med hastigheden 25 mph, men da jeg jo ikke passerede dette skilt, havde jeg da virkelig ingen anelse om, hvad jeg maatte koere! Ikke desto mindre var min koereproeve slut efter blot ca. 3 minutters koersel!

Jeg var simpelthen saa skuffet over mig selv. Jeg har aldrig proevet ligefrem at dumpe en test, og at dette skulle ske til en ellers simpel amerikansk koereproeve, var mig virkelig ubegribeligt. Paa vejen hjem foelte jeg mig fuldstaendig tom indeni. Jeg havde saa svaert ved at forstaa, hvad der lige var sket, og bare tanken om at skulle hjem og fortaelle min vaertsfamilie om mit skuffende resultat, var virkelig ikke til at holde ud. Helen tog det egentlig rigtig paent. De havde alle regnet med, at det ville gaa mig nemt til proeven, og det sidste Helen havde sagt til mig, inden jeg koerte afsted samme morgen, var: "Ring saa snart du er bestaaet!" Hun blev ved med at snakke om det, og ringede saagar til Everett koereskole. Hun spurgte mig, om jeg ville foele det som en hjaelp, hvis jeg kunne faa nogle koeretimer. Jeg ved godt, at hun blot proevede at hjaelpe mig, men blev alligevel en smule saaret over det. Jeg har ikke haft koerekort i 3 aar, for saa at tage ekstra koeretimer for at bestaa en amerikansk koereproeve, som jo ellers skulle vaere super nem at bestaa!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar